Читать книгу Ansvar - Ulrik Nissen - Страница 4

Jeg begyndte at skrive disse linjer i begyndelsen af 2016 og kunne se tilbage på et valgår. Sammen med resten af den danske befolkning havde jeg med min stemme videregivet det politiske ansvar for Danmark fra socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt til venstremanden Lars Løkke Rasmussen. I lyset af de enorme udfordringer med flygtninge og finanskriser, terrorangreb og borgerkrige i Mellemøsten, som Europa er stillet over for, kræver det grundige overvejelser for hver enkelt borger, inden han eller hun placerer sin stemme.

Ved næste valg skal vi vælgere tage stilling til, om Løkke og kompagni har gjort det godt nok til at fortjene vores stemme, eller om vi foretrækker at overlade ansvaret for Danmark de næste fire år til for eksempel socialdemokraten Mette Frederiksen. Det politiske ansvar, som vi betror vores politikere, er altså en form for gensvar på den stemme, vi afgiver i stemmeboksen. På dansk finder vi denne betydning i ordets historie, hvor det er afledt af at ’gen-svare’. De engelske udtryk response og responsibility trækker på det latinske respondeo. Det tyske ver-antwortung ligger meget tæt op ad det danske ’gen-svar’. Gensvaret indgår altså i en form for samtale, hvor vi svarer igen ved at påtage os det ansvar, der er blevet lagt hen til os.

Ansvar dækker på den måde over mange af de forbindelser, vi har til hinanden som mennesker. Det er derfor også et etisk begreb, for ansvaret fremhæver, at vi er afhængige af hinanden. Jeg kan altså ikke pludselig vågne op en dag og helt alene være ansvarlig. Ethvert ansvar kan kun vokse frem mellem mennesker eller andre levende væsner. Det kan ikke gro i et tomrum; det opstår derimod i en situation, hvor andre mennesker forventer, at vi udfører en bestemt handling på en bestemt måde og inden for et bestemt tidsrum.

Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup formulerer i sin bog Etiske begreber og problemer fra 1971 meget præcist ansvar på følgende vis: ”Ansvarlig bliver man af, at noget kommer til at bero på én”. Samme pointe viser sig i sproget, hvor ansvaret på dansk ”bæres”, det ”lægges over på én,” vi ”påtager” os det – ligesom man kan ”skubbe ansvaret fra sig”.

Løgstrups formulering minder om den måde, som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer definerer begrebet på. På den ene side forstår Bonhoeffer meget overordnet livet som udtryk for ansvar. På den anden side er der også noget meget konkret over begrebet i hans øjne.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 var Bonhoeffer fra den første dag skeptisk over for nazismen og dens førerideologi. Denne bekymring kendetegnede hele hans familie. For en del år siden faldt jeg over en beretning om hans bedstemoder, som de nazistiske stormtropper forsøgte at forhindre i at handle i en jødisk forretning. Den 90-årige dame skubbede sig blot vej igennem dem, købte sine varer og sagde på vej ud: ”Jeg handler, hvor jeg altid har handlet”.

Samme ansvarsfornemmelse og retfærdighedssans fik barnebarnet Bonhoeffer til at forsøge at engagere det internationale kirkesamfund i kampen mod nazismens indtog i Tyskland. Disse bestræbelser førte Bonhoeffer ind i en tættere og tættere alliance med de modstandskræfter, der ønskede Hitler fjernet fra magten. Han kunne ikke forene nazisternes tiltagende overgreb på jøderne med sin kristne overbevisning.

I slutningen af 1930’erne mærkede Bonhoeffer derfor også den tyske jord brænde under sig og valgte at flygte til USA. Den 2. juni 1939 drog han af sted med skib til New York, men allerede ved afgangen var han i tvivl om, hvorvidt han havde truffet den rette beslutning. Hans dagbøger fra rejsen derover viser også, hvordan han tumlede med tvivlen. Kort efter ankomsten fortrød han da også sin beslutning:

”Jeg har begået en fejl ved at komme til Amerika. Jeg må gennemleve denne svære tid i vores nations historie med det kristne folk i Tyskland. Jeg vil ikke have nogen ret til at deltage i genopbygningen af det kristne liv i Tyskland efter krigen, hvis jeg ikke tager del i denne tids prøvelser med mit folk …”

Den 8. juli 1939 gik han atter ombord på et skib med kurs mod Tyskland. Formentlig fordi han følte, at han løb fra sit ansvar ved at tage væk fra sit fædreland, der var på nippet til at starte Anden Verdenskrig. Da han kom tilbage, engagerede han sig stadig mere i kampen mod Hitler og var i 1943 med i de modstandsgrupper, der stod bag to attentatforsøg på Hitler.

I april samme år opsøgte Gestapo ham i hans forældres hjem i Berlin og arresterede ham. Resten af krigen tilbragte han i fangenskab, og den 9. april 1945 henrettede nazisterne ham ved hængning i koncentrationslejren Flossenburg, kun en måned før krigen sluttede.