Читать книгу Det forste fAengsel - Aarhus University Press - Страница 4

”Hoveder vokser ikke på kålstokke hos os.”

Sådan sagde kong Christian 4. (1577-1648). I hvert fald hvis man skal tro den islandske bøsseskytte Jón Ólafsson (ca. 1594-1679), som Christian 4. frelste fra galgen. Når kongen skånede Jón Ólafsson og mange flere, skyldtes det, at mennesker var en ressource for kongen, der havde storstilede planer om at ekspandere militært. Danmark-Norge var rigt på kål, men fattigt på folk. Derfor kunne man ikke hænge mennesker for hvad som helst.

Det var netop hensyn til staten, der førte til landets første fængsel. Ólafsson, der boede og arbejdede i København omkring 1620, var selv vidne til det afgørende brud i historien om straf og arbejde i Danmark. Med egne øjne så han, hvordan der blev ”indrettet et fængsel på Bremerholmen, Trunken, og derind blev sat dem, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste forbrydelser.” Bremerholmen var navnet på flådens værft og administrative centrum i København. Netop her havde Ólafsson sin daglige gang som menig artillerist.

Trunken gav institutionel form til det strafarbejde, der var opstået lidt efter lidt i anden halvdel af 1500-tallet. Strafarbejdet foregik ved flådeværftet, hvor man byggede og udrustede kongens skibe, men det fandt også sted rundt om i landet, når statens militære fæstningsværker skulle opføres og vedligeholdes.

Islændingen fulgte interesseret med i fængselsbyggeriet. Faktisk var han særdeles optaget af straffeapparatet – måske fordi han flere gange kom på kant med loven og endda selv havde oplevet lænket strafarbejde på Bremerholmen i tiden før Trunken. I sine erindringer fortæller Ólafsson desuden om et månedlangt ophold i arresten Blåtårn. Her mødte han mænd, der senere kom til at sidde inde i Trunken, og flere blev hans venner.

Faktisk fortæller islændingen mere om det afgørende brud i danmarkshistorien end magthaverne selv. Der er intet om fængslets etablering i de mange breve og befalinger, der udgik fra kongens slotte. Her fortoner Trunkens tilblivelse sig. Kilderne gør os end ikke i stand til at sætte en fast dato på. Vi må slutte os frem til, at fængslet stod færdigt omkring år 1620.

Det er metaforen om kålstokken, der er den stærkeste ledetråd, når vi skal forklare, hvordan tvangsarbejde og frihedsberøvelse fik en så fremtrædende rolle på bekostning af andre straffe. Det er ligegyldigt, om billedet er Ólafssons opspind – han digtede ofte ganske frit over kilderne – eller kongens egen formulering, for det sætter ord på tidens behov. Nemlig at man ville udnytte menneskelige ressourcer til gavn for staten.

Det første fængsel i Danmark voksede dermed ikke ud af forkromede ideer, men af jordnære og pragmatiske hensyn – især evnen til at føre krig. Og her stod Trunken ikke alene. Fængslet var blot et blandt mange eksperimenter, der havde det tilfælles, at de søgte at tvinge befolkningen til at arbejde. Overalt i riget arbejdede de fattigste – soldater, søfolk, bønder og altså også kriminelle – så de rigeste kunne vinde hæder på slagmarken. Fængslet var blot et nødvendigt spildprodukt i en politik, der handlede om noget helt andet. Det var et instrument til at holde fangerne fast, så de ikke løb bort fra arbejdet.

Magthaverne vidste ikke, at de her lagde kimen til en institution, der skulle blive en af statens grundpiller. I deres øjne var begivenheden efter alt at dømme ikke skelsættende. Det var kun en mindre modificering af noget, der i deres øjne gav sig selv og var ganske naturligt. En nærmest umærkelig variation over et allerede kendt tema.

Tavsheden i deres korrespondancer synes at have affødt en glemsel for eftertiden. Når historikere har noteret sig periodens landvindinger, har de ikke set, at både Rundetårn og Børsen var ligegyldigheder i forhold til udviklingen på straffeområdet. Og når historikerne har fortalt om fængslets opståen i Danmark, har de da også typisk fokuseret på midten af 1800-tallet, hvor man fik ’moderne’ fængsler med celler. Helt symptomatisk er det seneste værk om det tidlige fængselsvæsen fra 1890’erne.

Der er heller ikke fysiske levn efter de første fængsler – hvis man ser bort fra de volde og bygningsværker, fangerne var med til at bygge. København er ellers en by, hvor man kan se historien. I forhold til så mange nordeuropæiske byer overlevede den det 20. århundrede på flotteste vis. Kun et par brande har ryddet op i fortiden i kongernes stolte hovedstad. Men fængslernes historie er med klinisk præcision slettet fra landkortet, fordi man ikke har set dem som vigtige nok til at have fortjent en historie. Netop på den front, hvor Danmark husede virkelig europæisk klasse, i form af fængsler og strafarbejde, er historien tavs som graven.

På den måde er historien om de første fængsler i Danmark en glemt, udvisket og fortrængt historie. En historie uden levn, der kan minde os om den. Og den har ingen plads i den fortælling, vi fortæller om os selv.

Et af Danmarks største fængsler i perioden var Stokhuset i det nordlige København (1741-1860). Bygningskomplekset, der også havde huset en arrest, blev revet ned omkring 1939. Her er arbejdere i gang med at rydde grunden.

|| Ernst Hannuss/Københavns Museum