Читать книгу Det forste fAengsel - Aarhus University Press - Страница 6

Fængslet er i dag hjørnestenen i vores straffesystem. Men vi har glemt, hvordan det kom dertil. Nutidens former for straf fandt i vid udstrækning deres genkendelige form i 1800-tallet, men de opstod ikke ud af det blå. Vi foretrækker at fortælle os selv, at fængslet i 1800-tallet repræsentererede et fremskridt – at vi dermed lagde skamstraffene og blodsudgydelserne bag os, og at vi i straffemæssig forstand blev moderne. Fængslet har i den sammenhæng været et emblem på den humanitet, vi har set som et kendetegn ved vores fængsels- og straffesystem. Selv mere kritiske historikere, der med rette har sået tvivl om det moderne fængsels humanitet, har fokuseret på bruddet i 1800-tallet. Men fængslet var kun i ringe grad et produkt af tiden omkring demokratiets indførelse. Det moderne fængsel var ikke noget fundamentalt nyt, men en mutation, der introducerede nye variationer af noget meget gammelt. Det er den historie, vi har jævnet med jorden og udeladt fra historiebøgerne.

Men historien om det, der kom før, er vigtig. For fængslet blev født af en proces. Før det moderne fængsel dukkede op i 1850’erne, var der gået århundreder, hvor straffeinstitutionerne lidt efter lidt blev mere fængselsagtige. Trunken var blot startskuddet på en 230 år lang historie om udviklinger og udfordringer i forsøget på at straffe mest hensigtsmæssigt for samfundet.

Samtidig må vi dog også forstå, at det ikke kun er en historie drevet af store mænd og deres tilsvarende store tanker. Den vigtigste af de udfordringer, der medførte en udvikling imod stadig mere fængselslignende fængsler, kom faktisk fra fangerne selv. Det er de udfordringer, denne bog især kredser om. Fangerne – slaverne og tugthuslemmerne – var ikke statister i en historie om magthavere og de bygninger og institutioner, de skabte. Derimod var fangernes handlinger med til at fremprovokere en angst. Det er den angst, vi må kende, hvis vi vil forstå, hvor fængslerne kommer fra – hvordan de blev til fængsler. Det er først og fremmest denne angst, der forklarer udviklingen fra en tvangsarbejdsanstalt i militærstatens tjeneste i 1620 til en moderne institution, der via overvågning og isolation ville forbedre individet i 1850’erne. Men vi har ofte svært ved at forstå frygt som en drivkraft. Vi foretrækker en historie, hvor samfundet er skabt af noget mere nobelt end koldsved.

Angsten var ikke ubegrundet. Igen og igen udfordrede fangerne nemlig både det gamle system og dets ønske om at udnytte deres arbejdskraft. Den vigtigste handling var flugten. Overalt i den tidlige fængselshistorie fik tvangen modspil af en søgen efter frihed. Enhver mulighed blev udforsket, enhver rute forsøgt. En flugt kunne være individuel, men ofte var den kollektiv. Det blev den, fordi flugten var et konstant tema i fangernes interne diskussioner og samtaler under arbejdet eller i nætterne på sovesalene. For at forstå fængslets tilblivelse og udvikling må vi med andre ord også se på, hvordan de indsatte modarbejdede institutionen, og vi må følge dem, når de gemmer file i deres køjer eller graver tunneller.

Det er der, fængselshistorien er.