Читать книгу Det forste fAengsel - Aarhus University Press - Страница 9

Tvangsarbejde som straf var dog ældgammelt. Det kan man se i formuleringen om ”trældom” i løsgængerlovgivningen. I Skånske Lov fra begyndelsen af 1200-tallet finder man en bestemmelse om, at dømte tyve kunne gøres til trælle i ”Kongens Gård”. Trældom som straf i privatsager havde også længe været brugt. Her var trællens arbejdskraft og person en form for økonomisk erstatning. Men trældom for kongen var en ny form, der antydede de senere strafarbejderes og fængselsindsattes status.

Pudsigt nok skete det næsten samtidig med, at den almindeligt kendte trældom, en vigtig institution i den tidlige middelalder, forsvandt. Ufrihedens historie forandrede sig, og en form for træl blev til en anden. Slægtskabet afsløres af, hvordan man i 1500- og 1600-tallet netop omtalte strafarbejdet som ”trældom”, ligesom anstalterne også blev kaldt ”Kongens Gård”. Det særlige ved trællene i Kongens Gård var, at de ikke som normale slaver kunne sælges. Strafarbejderne var en form for statslig ejendom, der under normale omstændigheder ikke kunne gøres til en vare – omend deres arbejdskraft kunne sælges til den private sektor. Den frihedsberøvede og arbejdstvungne forbryder var således en særlig form for slave.

Trunken var også langtfra den første bygning, der skulle holde forbrydere fast på et bestemt sted. I århundreder havde man haft arrester i slotte og andre embedsbygninger. De skulle huse folk, der ventede på at komme for retten – dem, vi med et moderne ord kalder varetægtsfængslede. Bygningerne blev dog også brugt til alt fra fulderikker til ulydige svende, der fik et par dage på vand og brød til at tænke sig om. Af og til ser vi, at dømte også sad i arresterne. De institutioner må regnes med, når man taler om fængslets opståen, men de var ikke beregnet til egentlig straf, selv om de indimellem blev brugt til formålet. Det var Trunken derimod!

I begyndelsen var det oftest kongen selv, der bestemte straffens længde, når en domstol havde fundet en forbryder skyldig. Fra 1622 og 1623 er der lange lister over fanger, hvis forbrydelser kongen skulle tage stilling til. Længden på straffene varierede fra få måneder til livstid. Også i sager, hvor domstole havde idømt en specifik straf, greb kongen ind og bestemte. Mange i kongens fængsler var egentlig dømt til døden, men havde – som Ólafsson – fået formildet straffen af den suveræne konge.

Strafarbejdet og fængslerne opstod som et alternativ i et komplekst straffesystem. Man henrettede i perioden forbrydere – også for forbrydelser, vi i dag vil kalde uanselige. Især ejendomsretten var hellig, og selv ganske små tyverier kunne være en vej til galgen. Hængning var den mest anvendte straf, mens halshugning, afbrænding eller drukning var sjældnere. Henrettelserne kunne tiltrække mange tilskuere. Ritualet var en – for os – mærkelig blanding af gudstjeneste og torturporno, hvor den angrende synder ofte blev knebet med gloende tænger, fik hugget lemmer af eller ligefrem blev radbrækket levende – det hele ledsaget af salmer og bønner fra både præsten og menigheden.

Henrettelsen var den mest ekstreme form i et større katalog med skam- og kropsstraffe, hvor forbryderen i al offentlighed blev udstillet. Flere involverede også et møde med bødlen, der piskede, brændemærkede eller på anden måde skændede den dømte. Mange kropsstraffe var æreskrænkende, men indtil anden halvdel af 1600-tallet lod man ofte de æresberøvede gå fri efter skændingen. De kunne så leve som samfundets pariaer – udstødte og frygtede – for deres uærlighed blev anset som smittende. Snart blev det dog praksis, at alle, der havde mistet æren, skulle i fængsel på livstid.

I sager, der blev anset for private (og det var et noget flydende skel), brugte man desuden bødestraffe, ligesom man af og til stadig gjorde forbrydere fredløse – et levn fra den middelalderlige lovgivning. Forvisning, enten fra en by eller fra landet, blev også brugt.

Fælles for straffene var, at de skulle afskrække andre fra at gøre det samme. Forvisningen havde også den praktiske effekt, at et lokalsamfund slap af med sine syndere, men det skabte til gengæld problemer for naboerne. Med dødsstraffene var man også tro mod Guds ord, der krævede spildt blod gengældt. Og i bødestraffene lå der det gamle princip om, at den forurettede skulle have en erstatning. Med arbejdsstraffene fik straffen en ny funktion, der gjorde, at frihedsberøvelsen blev et nødvendigt biprodukt af selve straffen: Forbryderen blev tvunget til produktivitet i samfundets tjeneste.