Читать книгу Det forste fAengsel - Aarhus University Press - Страница 8

De første spredte omtaler af statsorganiseret tvangsarbejde stammer fra 1560’erne. Bremerholmen nævnes første gang som sted for den slags arbejde i 1566. Netop den sommer led Danmark et stort tab til søs, hvilket betød, at man i hast måtte genopbygge en betydelig del af flåden. Fra 1576 skulle tvangsarbejderne bære lænker, når de blev sendt til København eller til et af de andre steder, hvor staten brugte dem til at slæbe tømmer eller grave volde. Snart blev det almindeligt, at arbejderne også bar lænkerne under selve arbejdet. Netop lænkerne – typisk et smalt jernbånd om livet bundet med en kæde til et jernbånd ved knæet – blev senere symbolet på strafarbejdet. Af og til kaldte man det ligefrem jernstraf.

I første omgang gik tiltagene især ud over tiggere og de såkaldte løsgængere. Definitionen af en løsgænger var i 1500-tallet noget uklar, men en forordning fra 1619 definerede løsgængere som arbejdsføre folk, der ikke var i et tjenesteforhold og dermed et længerevarende ansættelsesforhold, når der var arbejde at få. Mange løsgængere stod ikke fuldstændig uden for arbejdsmarkedet, men klarede sig med småjobs og ulovlig handel. Helt generelt forbandt folk løsgængerne med tyveri og uro.

De besiddelsesløse var udsatte og måtte ikke takke nej til jobtilbud. I eliternes øjne var de rettighedsløse. Politikken gik ud på at sortere mænd, man så som dagdrivere, fra værdigt trængende, der havde ret til at bede om almisser. Arbejdsføre skulle trælle for staten. Tjenestetvangen samt kriminaliseringen og tvangsaktiveringen af ledige skabte et større udbud af arbejdskraft og svækkede samtidig arbejdernes evne til at takke nej til et job. Herved kunne arbejdsgiverne presse lønnen. Fængselsvæsenets opståen i Danmark er på den måde knyttet til en bevidst, statsdrevet social dumping.

I en lovtekst fra 1558 gjorde kongen det klart, at enhver mand havde ret til at pågribe de ledige. Man skulle tvinge dem, som anden gang var fundet skyldige i løsgængeri, til ”trældom og arbejde”. Der er dog ikke beviser for, at danske godsejere benyttede sig af muligheden, formentlig fordi de med både tjenestetvangen og hoveriet – bønders pligtarbejde – allerede havde en billigere kilde til tvungen arbejdskraft.

Derimod benyttede den danske stat sig hyppigere og hyppigere af muligheden for at kontrollere folks liv – for at trælbinde. Fx blev kongens repræsentanter rundt om i landet påbudt at opsnappe de arbejdsløse og sende dem til København. Af og til endte de tvangsudskrevne mænd også på militære befæstningsværker som Kronborg eller de danske befæstninger i Skåne. I de følgende årtier udskrev kongerne med jævne mellemrum tiggere og løsgængere til tvangsarbejde.

Når staten i årene omkring 1600 forsøgte at mobilisere løsgængere, var det især stærke karles uudnyttede arbejdskraft, man gik efter. Mændene skulle slide for at opbygge og vedligeholde statens militære infrastruktur med København i centrum. Det var således de mere og mere omfattende fæstningsarbejder, der satte skub i tvangsforanstaltningerne. Overalt handlede arbejdet om at bygge volde. I København var det desuden etableringen af Slotsholmen og arbejdet ved værftet på Bremerholmen, der krævede mænd. Arbejdet med at bygge militære anlæg tilfaldt normalt soldater, søfolk og bønder – især kronens egne, men af og til også godsejernes. Men den tid, de gravede volde og slæbte sten, gik ud over det arbejde, de ellers var tiltænkt. Ved at mobilisere den skjulte arbejdsreserve – de tjeneste- og besiddelsesløse – kunne man omgå problemet.

Vi ved også fra kilderne, at tvangsarbejderne skulle arbejde på flådens galejer som roere. Det kendte man fra sydeuropæiske flåder, hvor galejer var langt vigtigere end i nord. I Danmark forsvandt brugen af tvangsarbejdere som galejroere dog hurtigt igen. Den sidste omtale stammer fra 1669.

I de første årtier var tvangsarbejdet lønnet. I hvert fald lyder det flere gange i kongens befalinger, at løsgængerne skulle have løn. Den praksis faldt bort, efterhånden som tvangsarbejdet fik tydelig karakter af egentlig straf. Først i anden halvdel af 1700-tallet blev strafarbejde lønnet. Dengang som nu til en løn, der lå langt under markedsprisen.

De tjenesteløse blev udskrevet til statsligt arbejde på samme måde, som kongerne også udskrev soldater og søfolk til tvungen militærtjeneste eller bønder til fæstningsarbejde. Det viser tydeligt, at det var behovet for arbejdskraft, der førte til det stille nybrud i arbejdsmarkedspolitikken. Tvangsarbejdet skal ses i forhold til et bredere udbud af arbejdskraft, der overalt i Europa havde forskellige gradueringer af fri og ufri. På den måde groede fængslet næsten umærkeligt ud af statens rekrutteringspraksisser og den tvang, man allerede benyttede sig af.

Lidt efter lidt endte andre kriminelle i det samme tvangsarbejde som løsgængerne, indtil ændringer i tyverilovene i 1620’erne og 1630’erne placerede strafarbejdet helt centralt i straffesystemet. Allerede fra 1601 findes en skrivelse, hvor tyve, der ellers havde gjort sig fortjent til hængning, befales sendt til Bremerholmen til livslangt strafarbejde. Strafarbejdet var bogstaveligt talt en erstatning for galgen, og når arbejderne ikke længere kunne arbejde, blev de hængt. I 1620 udgik endnu en skrivelse, der tydede på, at strafarbejdet skulle erstatte galgen, når der var tale om forbrydelser mod den private ejendom. Samme idé blev en del af en større gentænkning af tyvestraffene i 1636. Her formildede man straffene for ringe tyveri, da det var ”ubilligt et menneskeliv så ringe at agte.” I stedet for at svaje i galgen skulle tyve smedes i jern og sendes til København.

Langsomt, men støt skiftede de indsattes baggrund. Det skete, efterhånden som ejendomsforbrydelser blev den mest hyppige forseelse, der førte til strafarbejde. I de første årtier af 1600-tallet begyndte domstolene gradvist at dømme til arbejdsstraffe på Bremerholmen og andre steder. Ikke kun ejendomsforbrydere endte i jernet. Fx udstedte kongen i 1618 et mandat om, at folk, der holdt svin i Kristianstad i Skåne og lod dem gå på byens volde, skulle sendes til København og straffes med arbejde. Bremerholmens jern blev langsomt en almindelig straf, der blev anvendt ved landets civile og militære domstole.

Derimod havde løsgængerne ikke nødvendigvis modtaget en egentlig dom. Fra 1619 blev det imidlertid lov. De, som unddrog sig tjeneste og dermed blev betragtet som løsgængere, skulle føres til tinge og dømmes til tvangsarbejde i lænker i et tidsrum, der svarede til den tid, de havde gået ledige. Det ligger i formuleringen, at en egentlig dom ikke tidligere var nødvendig. Hermed gik tvangsarbejdet fra først og fremmest at være organiseret som en form for hvervning til at være en egentlig straf. Det gjorde dog løsgængerne dyrere at forfølge. I de første fangeprotokoller fra 1620’erne er løsgængerne da også kun et mindretal i en broget skare af indsatte, hvor tyveri er den hyppigste forseelse.

Fra og med 1619 havde flertallet af fanger på Bremerholmen altså modtaget en dom før indsættelsen. Trunken blev født som en egentlig straffeanstalt – eller et fængsel, som vi kender det i dag.

På dette udsnit af en afbildning af København omkring 1611 ses Bremerholmen til højre. Få år senere blev Trunken bygget på det åbne areal tæt ved de to mindre bygninger ved vandet.

|| Jan van Wijk, prospekt af København, 1611/Wikimedia Commons