Читать книгу BAeredygtig Undervisning - Aarhus University Press - Страница 5

Med skolereformen kom også begrebet om ’åben skole’ og et fokus på, at skolerne i højere grad skal åbne sig over for omverdenen. Det kan være gennem samarbejder med lokale virksomheder, organisationer, idrætsforeninger og andre institutioner. Med aftalen om styrket praksisfaglighed i folkeskolen fra juni 2018 bliver skoler i hele landet også forpligtet til at praksisrette en større del af undervisningen. Målet er, at flere unge skal få lyst til at vælge en erhvervsuddannelse.

Det er godt, at skolerne inddrager omverdenen, og at det praktiske indhold i skoledagen får mere vægt, så elever kan bruge tiden i skolen til at opdage og udvikle andre sider af sig selv end de boglige. Det er en fantastisk mulighed for i praksis at åbne undervisningen og skolen for et læringssyn, hvor elever lærer at tænke over, hvilken betydning deres handlinger har for andre mennesker og for verden.

Hvis læringsmål overskygger formål, kan det nemlig ske, at undervisningen accelererer på en måde, hvor hverken børn eller lærere kan nå at tage højde for naturen i sig selv. De når ikke at sanse sig selv, men skynder sig sanseløst af sted efter alt det, de skal nå.

Et ensidigt fokus på målstyring kan samtidig få lærere og elever til at fokusere på det, der mangler for at opfylde målet. Mangler bliver styrende, og dem vil både lærere og elever helst til livs. Men formålet med skolen er at give elever færdigheder og kundskaber, der udvikler deres forhold til verden. De skal blive fortrolige med dansk kultur, opnå forståelse for andre og for samspil med naturen, udvikle erkendelse og fantasi samt lyst til fordybelse og virkelyst, som der står i formålsparagraffen. Formålet handler om at lære, hvem de er – ikke hvad de mangler at lære.

Den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieus begreb om ’habitus’ forklarer, hvordan erfaringer af verden går videre til os og andre mennesker gennem vores kropslige handlinger. Ifølge Bourdieu lærer børn om verden ved at efterligne de voksnes måder at være i verden på. De lærer at se og forstå verden, og hvem de selv er i den, gennem den måde, hvorpå de bliver inviteret til at være i den. Lærerens måde at undervise på præger med andre ord elevernes billeder af indholdet.

Hvis lærere for eksempel iagttager naturen, sådan som en naturvidenskabsmand ville gøre, så bliver naturen en ’ting’, der kan studeres af dem, der skal bruge den. Naturen bliver et instrument for lærerens teoretiske pointe, og der opstår en adskillelse mellem natur og mennesker. Omvendt vil en undervisning, der tager udgangspunkt i elevernes umiddelbare sansninger i og af naturen, give eleverne mulighed for selv at erfare forbindelserne mellem natur og mennesker. I det første tilfælde lærer elever om naturen. I det andet tilfælde lærer de med naturen. Det giver to forskellige erfaringer af forholdet mellem natur og mennesker.

Det aktuelle fokus på praksisfaglighed bygger umiddelbart på en økonomisk forklaring om, at der mangler arbejdskraft i industrien, og at samfundet har brug for flere håndværkere. Af aftaleteksten fremgår det, at partierne ser indsatsen som en mulighed for at styrke søgningen til erhvervsuddannelserne og sikre, at flere unge i fremtiden kan komme i arbejde. Det er naturligvis ikke uvæsentligt, men for mig at se er det slet ikke den primære grund til, at skoler i dag med fordel kan styrke de praksisrettede elementer i alle fag.

Øget fokus på praksis og omverden i undervisningen kan derimod kobles til vigtige, tværfaglige tematikker som velfærd og bæredygtighed og til FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Hvis det gøres på en måde, hvor elevernes forhold til praksis eller til omverdenen får lov at stå i centrum, så kan det skabe afsæt for en læring, hvor respekt for samspillet mellem mennesker og omgivelser er indbygget.

Måske er det nærliggende at tænke, at praksisfaglighed og praksisnær undervisning primært hører hjemme i praktisk-musiske fag som håndværk og design eller et praktisk valgfag. At det er et alternativ til teoretisk og boglig undervisning. Måske kan det opfattes som en mulighed for at engagere urolige eller fagligt svage elever eller som undervisning i sociale kompetencer. Og sådan er det sikkert også. Men den tilgang skriver samfundet og verdens udvikling ud af undervisningen. Det er en skam, for i skolen lærer børn om, hvad det er vigtigt at være opmærksom på, og som samfund har vi brug for, at næste generation er opmærksom på, hvordan vi tager vare på hinanden og på vores omgivelser.