Читать книгу En ny himmel - Aarhus University Press - Страница 10

I 1473 blev Nikolaus Kopernikus født i Torun, Polen. Han studerede astronomi, først i Krakow og derefter i Italien. Det er ikke klart, hvornår den revolutionerende nye teori begyndte at tage form i hans hoved. Men vi ved, at han på et tidspunkt opgav livet i Italien og de næste 30 år hengav sig til en munkeagtig tilværelse i Tyskland. Måske var han godt klar over, at hans teori ikke ville blive fantastisk godt modtaget i et land, hvor den religiøse intolerance var fremherskende og inkvisitionen en helt reel trussel for folk, der fremsatte så outrerede teorier.

Først i Kopernikus’ sidste leveår fik offentligheden kendskab til teorien, og den vakte øjeblikkelig en enorm interesse. Kopernikus’ teori manglede stadig det ene essentielle element, som ville have gjort den eksakt, ellipsen. Den fundamentale geometriske form i hans model var stadig cirklen. Men i stedet for at lade Solen og de andre planeter bevæge sig rundt om Jorden postulerede han, at alle planeterne bevægede sig rundt om Solen i dobbelte cirkelbevægelser. Det gjorde modellen meget simplere end epicykelteorien, fordi den ikke behøvede en adskillelse mellem indre og ydre planeter. Både epicykelteorien og Kopernikus’ teori var i stand til at forklare alle observationer, der var tilgængelige på det tidspunkt. Grunden til, at Kopernikus’ teori blev foretrukket af mange, var, at den var simplere. Hverken i Syd- eller Nordeuropa blev teorien modtaget med begejstring af kirken, for eksempel udtalte Martin Luther: ”Den nar vil kuldkaste hele astronomien. Vi kan jo læse i det hellige skrift, at Joshua befalede Jorden, og ikke Solen, at stå stille.”

Den tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630), der var professor ved universitetet i Tübingen, læste Kopernikus’ værk og blev inspireret. Ydermere fik Kepler et fantastisk forspring i forhold til andre samtidige astronomer, fordi han arbejdede som Tycho Brahes assistent i dennes sidste år og derfor havde adgang til den store mængde observationer, som Brahe havde udført og katalogiseret.

I Keplers model blev planetbanerne for første gang beskrevet som ellipser. På denne måde kunne alle observationer forklares på en helt enkel måde. Kepler opstillede også tre ligninger, som i dag kendes som Keplers love. Disse ligninger beskriver, hvordan planeterne bevæger sig – se mere herom i Helge Kraghs bidrag ”Det nye verdensbillede” i denne bog.

Ligesom mange af sine samtidige var Kepler stærkt interesseret i mysticisme og ideen om det guddommelige i planeternes bevægelse. Han bemærkede matematiske forhold mellem planeternes bevægelse og nodeskalaer og udtænkte i 1619 et guddommeligt musikalsk system, Harmonices Mundi (Verdensharmonier), der beskrev solsystemets bevægelser som musikalske harmonier. Det var også i dette værk, at den sidste af hans tre love for planeternes bevægelser blev offentliggjort.

Selv efter Keplers succesfulde beskrivelse af planetbanerne som ellipser manglede der dog stadig en fundamental underliggende fysisk teori om, hvorfor planeterne bevæger sig, som de gør. Det var fra observationerne klart, at ellipsebanen måtte være den rigtige beskrivelse, men fra et videnskabeligt synspunkt burde der være en fysisk lovmæssighed, som kunne forklare det.