Читать книгу En ny himmel - Aarhus University Press - Страница 7

Hvorfor accepterede grækerne næsten uden undtagelse det geocentriske verdensbillede? Det var der flere grunde til. Som vi allerede har været inde på, var det den eneste antagelse, der var i overensstemmelse med erfaringen. Vi almindelige mennesker ser rent faktisk stadig Solen og stjernerne flytte sig hen over himmelbuen. Hvis de græske astronomer derimod antog, at det var Jorden, der roterede om sig selv og dermed skabte solopgang og solnedgang, så måtte man undre sig over, at det ikke skabte en stærk blæst fra øst mod vest, at skyerne ikke altid bevægede sig i samme retning, og at en bold faldt ned på samme sted, hvorfra den var blevet kastet op i luften. Så alt pegede på, at Jorden stod stille midt i verdensrummet. Om end nogle få græske astronomer havde været inde på, at himmelens daglige bevægelse kunne forklares ved en roterende Jord.

Der var en ting mere, som var helt afgørende for grækernes valg af det geocentriske verdensbillede. Det var nemlig ikke tilstrækkeligt blot at antage, at Jorden roterer om sig selv, men i øvrigt står stille i forhold til Solen og stjernehimmelen. En roterende Jord forklarer jo blot himmellegemernes daglige bevægelse. Forståelsen af den årlige variation kræver, hvis den skal kunne hævde sig, at Jorden ligeledes bevæger sig rundt om Solen. Men også det, fandt grækerne, stred mod visse af de astronomiske observationer. Aristoteles påpegede eksempelvis, at hvis Jorden skulle bevæge sig rundt om Solen, så måtte man forvente, at observationer af den samme stjerne med et halvt års mellemrum ville danne en vinkel, en såkaldt parallakse. En sådan var det umuligt at eftervise. Samme konstatering skulle senere blive et afgørende argument i Tycho Brahes afvisning af det heliocentriske system.

Aristoteles satte sig for at forklare det geocentriske system. Han stillede sig selv spørgsmålet: Hvad får ting til at bevæge sig? Det første, han gjorde, var at skelne mellem flere slags bevægelser: en cirkulær, en retlinjet og en kombineret. Dernæst fandt han, at ting bevæger sig, efter hvad der er deres naturlige sted. Endelig sagde han, at ting kan bevæge sig på to måder: naturligt og tvungent.

Den naturlige måde fremkommer ved, at der findes et absolut op og et absolut ned, der hver især er bestemt i forhold til deres naturlige sted. Rummet har en naturlig retning, når Jorden er det naturlige sted, det naturlige midtpunkt i universet. Enhver ting, der kan bevæge sig, består desuden af fire elementer: vand, jord, luft og ild. Så tunge ting som sten og vand bevæger sig mod deres naturlige sted, som er i eller omkring Jorden; lette ting som ild og luft stiger til vejrs og bevæger sig mod deres naturlige sted, himmelen. Den tvungne måde fremkommer ved, at en kraft får tingene til at bevæge sig. En hest skal bruge kræfter på at trække en vogn, et menneske skal bruge kræfter på at flytte en sten, og en pil får en kraft fra bueskytten til at bevæge sig mod målet.

Aristoteles antog således – i modsætning til hvad Newtons første bevægelseslov fortæller os – at tvungen bevægelse, uanset om den er ensartet eller accelereret, bliver forårsaget af en ydre kraft, der fortsat virker på tingen, så længe den er i bevægelse. Det fik den i vores øjne lidt absurde konsekvens, at Aristoteles så sig nødsaget til at hævde, at når en pil havde forladt buestrengen, så blev kraften erstattet af luftens bevægelser, så langt som skuddet rakte.

Dermed havde Aristoteles fået forklaret, hvorfor Jorden var i midten af universet. Jorden er netop tung, og det var derfor oplagt, at den befandt sig i verdensrummets midtpunkt, hvor den ikke kunne bevæge sig op eller ned. Anderledes var det for Solen og stjernerne. Solen var varm og let, og den og stjernerne befandt sig derfor i universets udkant. Herfra kunne de ikke bevæge sig nedad mod Jorden.

Alligevel mente Aristoteles ikke, at stjernerne bestod af ild. For i så fald skulle de kun bevæge sig opad, som er den naturlige bevægelse for ild. I stedet antog han, at himmelen består af et femte stof, kvintessensen, også kaldet æteren. Dette stofs naturlige bevægelse var cirklen. Cirkelbevægelsen er evig og perfekt, fordi den ikke har nogen begyndelse eller slutning og bliver ved i en uendelighed. Det er den vigtigste bevægelse, fordi den er både enkel og naturlig. Og stjernerne er af samme grund guddommelige og besjælede, ifølge Aristoteles, netop fordi cirklen som bevægelse er regelmæssig og fuldkommen.

Dette er i grove træk Aristoteles’ fysiske forklaring på det geocentriske verdensbillede. Systemet synes således at blive bekræftet af erfaringen og forklares af nogle grundlæggende fysiske principper. I dag ved vi, at systemet er skrupforkert – men i datidens øjne skulle der mere end blot ualmindeligt gode argumenter til, hvis man med held ville modsige Aristoteles.