Читать книгу En ny himmel - Aarhus University Press - Страница 6

Grækerne var de første, der forsøgte at systematisere den viden, man dengang havde samlet om himmelen; de var de første, der forsøgte at anvende geometriske modeller til beskrivelsen af planeternes bevægelser; og de var de første til at opstille argumenter for, at himmelen bevægede sig omkring Jorden. Alt dette skete under udvikling af forbedrede metoder til at lave astronomiske målinger. Fra ægypterne vidste grækerne allerede i det 6. århundrede f.v.t., at solåret var på 365 dage, og fra babylonske kilder kendte de de månedlige perioder, der, som ordet siger, var bestemt af Månens faser. Men de var i stand til at forbedre disse resultater og anvise et mere nøjagtigt solår og en forbedret kalender. Og de var i stand til at vise, at Jorden var kugleformet, og at kuglen havde en ganske bestemt størrelse.

Den store græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.) skrev i sin bog Om himlen, at Jorden må være kugleformet, fordi man ellers ikke kan forklare, hvorfor skyggen på Månen under en måneformørkelse er konveks – hvis det er korrekt, at en måneformørkelse dannes ved, at Jorden befinder sig mellem Solen og Månen. Aristoteles fortæller også, at stjerner, som kan ses fra Ægypten, ikke kan ses fra Grækenland; Jordens horisontcirkel må derfor ændre sig. Ligesom han nævner, at matematikerne har forsøgt at udregne Jordens omkreds. Resultatet var dog noget for stort.

Netop Aristoteles’ Om himlen er en vigtig kilde til viden om den tidligste græske astronomi. Samtidig er værket betydningsfuldt, fordi Aristoteles i et andet værk, Fysikken, giver os de fysiske love, som han antog, forklarede alle tings bevægelse i himmelen og på Jorden. Dermed skabte Aristoteles det første samlede verdensbillede, der skulle dominere menneskets forestilling i omkring 2000 år. Aristoteles var autoriteten. Hans meninger var ikke til at komme uden om, blandt andet fordi hans geocentriske verdensbillede viste sig at passe fint med Biblens skabelsesberetning.

Før Aristoteles havde de græske astronomer hæftet sig ved, at planeterne foruden deres daglige bevægelse fra øst til vest hver dag driver en smule mod øst, men nogle gange stopper op og kortvarigt driver i modsat retning. Denne sløjfeformede bevægelse kaldes også for planeternes retrograde bevægelse. Og som nævnt kendte astronomerne også Solens årlige gang på himmelen og Månens faser. Problemet for dem var, hvordan de kunne gøre sig håb om at beskrive det hele som ét samlet system.

Den første, som fremkom med en løsning, var den græske matematiker Eudoxos (ca. 408-347 f.v.t.). Han var omkring 20 år ældre end Aristoteles. Han foreslog, at disse forskellige bevægelser kunne beskrives ved hjælp af koncentriske kugler, der havde Jorden som deres fælles centrum, men som i øvrigt drejede sig med konstant hastighed omkring forskellige akser og i forskellige retninger. Månen og Solen fik således tildelt tre kugler hver, mens de kendte planeter, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn, fik hver fire. I alt indførte Eudoxos 26 kuglesfærer til at beskrive bevægelserne på himmelen. Men ret hurtigt fandt man ud af, at det ikke var nok, og Callippus (370-300 f.v.t.) indførte yderligere syv kugler.

Eudoxos tænkte ikke på disse kugler som andet end geometriske modeller, der ikke selv havde fysisk realitet. Men som det så ofte sker med dens slags, så fik de hurtigt deres helt egne ben at gå på. De fik nemlig fysisk realitet i Aristoteles’ tanker. For som han sagde, er stjernerne substanser, og alt, hvad der bevæger en substans, må selv være en substans. Hos Aristoteles hørte substans og årsag sammen. Senere blev disse koncentriske kugler omtalt som krystalsfærer. Dermed blev Aristoteles nødt til at introducere endnu flere koncentriske kugler, da han ønskede at finde en forbindelse mellem dem alle. Han antog, at alle var en del af en stor organisk helhed.

I alt nåede Aristoteles op på 55 kugler. Men derved blev det. For i de første århundreder efter Aristoteles’ død forbedrede de græske astronomer deres observationer, og de følte efterhånden, at modellen med koncentriske kugler ikke var tilfredsstillende, blandt andet fordi hverken Solen eller planeternes bevægelser viste sig at være ensartede. Det kunne forklares med, at Jorden trods alt ikke var centrum for kosmos. Ikke desto mindre fastholdt næsten alle samtidige astronomer det geocentriske verdensbillede.

Som erstatning for den koncentriske kuglemodel opstillede de en anden model: 1) Stjernerne og planeterne bevæger sig i excentriske cirkler omkring Jorden, dvs. cirklerne omskriver Jorden, men deres centre er ikke længere i Jordens centrum; 2) planeternes retrograde bevægelse beskrives af epicykler, dvs. sekundære cirkler, hvis centrum bevæger sig langs omkredsen af de primære excentriske cirkler, også kaldet deferenterne (se illustrationen på næste side).

Det var denne model, som den græsk-romerske astronom Ptolemaios (83-168 e.v.t.) fremlagde i værket Almagest, og selv om det ikke var ham, der havde udviklet modellen, bliver den ofte kaldt det ptolemæiske system, fordi han ud fra egne observationer udviklede den til perfektion. Med den ved hånden kunne astronomerne i forhold til datidens observationsteknik beskrive og forudsige planeternes omdrejning om Jorden.