Читать книгу En ny himmel - Aarhus University Press - Страница 8

Det geocentriske verdensbillede og Aristoteles’ fysiske forklaring herpå blev godtaget og forsvaret i omtrent 2000 år. Det forblev dog ikke uantastet så længe. Mindre end 50 år efter Aristoteles’ død blev det afvist af den græske astronom Aristarchos af Samos (310-230 f.v.t.) – også kaldet den græske Kopernikus. Han var i virkeligheden den første, der helt konsekvent gik ind for et heliocentrisk verdensbillede med Solen som kosmos’ midtpunkt og med Jorden reduceret til en planet, der sammen med de øvrige kredser omkring Solen. Tidligere havde Heracleides af Pontus (387-312 f.v.t.) – en astronom, der var samtidig med Aristoteles – foreslået, at de indre planeter, Merkur og Venus, bevægede sig rundt om Solen, mens de ydre planeter, Mars, Jupiter og Saturn, samt Solen selv bevægede sig rundt om Jorden. Hans begrundelse var, at det forhold, at Venus og Merkur kan optræde periodevis om morgenen eller om aftenen, bedst lod sig forklare med, at de bevæger sig rundt om Solen.

Samme opfattelse havde Aristarchos. Desuden påpegede han, at de ydre planeters retrograde bevægelse helt naturligt kan forklares, hvis man antager, at alle planeter bevæger sig rundt om Solen. Fordi Jorden vil bevæge sig rundt om Solen på et år, mens det for de ydre planeter vil tage længere tid, så ser det fra Jorden ud, som om Mars, Jupiter og Saturn bevæger sig i sløjfeformede baner. Men selv om Aristarchos henviste til den slags observationer og argumenter, vandt han aldrig forståelse for sit forslag. Det kan blandt andet skyldes, at han blev beskyldt for at være ugudelig, fordi han jo afskaffede den guddommelige stjernehimmel. Solen og stjernerne var pludselig det, der stod stille. Men mere afgørende for den manglende støtte har det formodentlig været, at Aristoteles’ fysik ikke kunne bruges til at forklare bevægelsen af et heliocentrisk system. Derfor blev Aristarchos’ forslag glemt igen – ikke engang hans notater er bevarede.

Udviklingen, der peger frem mod Kopernikus, måtte derfor ske i fysikken og ikke i astronomien. Det gjorde den også.

Omkring 850 år efter Aristoteles’ død levede en mand i den nordafrikanske by Alexandria. Navnet var Johannes Filoponos (ca. 490-570 e.v.t.), og hans kommentarer til og kritik af Aristoteles’ lære førte til en ny teori om bevægelse.. Filoponos foreslog, at bevægelse ikke som hos Aristoteles kræver en ydre kraft for at opretholdes. Når en ydre kraft sætter en ting i gang med at flytte sig, bliver denne kraft siden opbevaret som en indre kraft i legemet. Denne kraft vil få legemet til at bevæge sig af sted, så længe det ikke møder modstand. Teorien kaldes senere for impetusteorien.

Den har flere fordele i forhold til Aristoteles’ teori. Når pilen forlader buen, er det ikke som hos Aristoteles luftens bevægelser, der får pilen til at flytte sig, men derimod den opståede kraft i pilen. Og når pilen ikke bare fortsætter af sted ud i rummet, men falder til jorden, beror det på luftens modstand.

Kendskabet til Filoponos’ værker, der alle var skrevet på græsk, blev ikke særlig udbredt i Europa, før de blev oversat til latin i det 12. og 13. århundrede. Her tog den franske præst Jean Buridan (1295-1358) Filoponos’ tanker op. Han gav teorien en præcis formulering: Impetusen, som han benævnte den indre kraft, er årsag til bevægelsen, og bevægelsen fortsætter, indtil modstanden bliver for stor. Men hvis der ingen modstand er, vil bevægelsen aldrig ophøre. Buridan indførte dermed et fysisk princip, der inden for impetusteorien fik samme status som inertiloven i Newtons klassiske mekanik. Buridan fremhævede også, at planeterne som et resultat af impetusen vedblev med at bevæge sig, efter at Gud havde sat dem i gang.

Men dermed var det ikke slut med impetusteorien. Buridans elev Nicole af Oresme (1323-1383) brugte teorien til at vise to ting: 1) Det er ikke eksperimentelt muligt at skelne mellem, om himmelen bevæger sig fra øst mod vest, eller om Jorden bevæger sig fra vest mod øst, fordi det eneste, sanserne kan vise, er den relative bevægelse; og 2) Hvis Jorden roterede om sig selv, ville stenen, der kastes lige op i luften, og alt med den, have en østrettet impetus (og en opadrettet impetus), også efter at den havde mistet sin kontakt med kasteren på jorden, og den ville derfor falde ned på samme sted igen.

Før Kopernikus havde der åbenbart været en videnskabelig omvæltning i fysikken, der banede vejen for det heliocentriske verdensbillede. Nu kunne man forklare himmellegemernes bevægelse ved, at Gud havde igangsat hele systemet, hvorefter impetusen klarede resten. Det var også den teori, som Nikolaus Kopernikus (1473-1543) lærte at kende, da han som ung var på et treårigt studieophold i Italien.

Med middelalderens opgivelse af den aristoteliske bevægelseslære mistede det geocentriske verdensbillede den stærke fysiske opbakning, som det havde haft siden oldtiden. Nu var det især kirken, der af religiøse grunde fastholdt tanken om Jorden i midten. Alligevel måtte impetusteorien stadig se den faldende sten som deltager i en naturlig bevægelse, noget, som kun var tænkeligt med en hvilende Jord i universets centrum. Så Kopernikus’ heliocentriske omfortolkning skabte nye problemer og banede efterhånden vejen for en ny fysik, Newtons mekanik, hvor inertibevægelsen blev ophøjet til at være den naturlige bevægelse.