Читать книгу En ny himmel - Aarhus University Press - Страница 5
Jorden i midten
Det antikke verdensbillede
ОглавлениеJAN FAYE
”Sol står op, og sol går ned, også når det regner.” Det ved alle. Husk også første vers af B.S. Ingemanns velkendte morgensang: ”I østen stiger solen op, den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by.” For så at synke ned i vest. Ja, selve Solens tur hen over himmelbuen angiver verdenshjørnernes retning.
Hvad er det da, vi ser, når vi tager til stranden for at opleve solnedgangen? Oplever vi Solen bevæge sig i slowmotion ned under horisonten, eller oplever vi Jordens kiming bevæge sig langsomt op over Solen? Naturligvis ser alle, at Solen bevæger sig. Spørgsmålet synes trivielt, hvis det ikke var, fordi videnskaben fortæller os om sansernes bedrag. Det er i virkeligheden Solen, der står stille, og solnedgangen fremkommer ved Jordens rotation om egen akse. Altså er det ikke så mærkeligt, at de gamle grækere mente – da de begyndte at tænke over, hvordan planeterne og stjernerne bevæger sig – at Jorden stod stille, og at planeterne, Solen og stjernerne bevægede sig rundt om Jorden. Det tilsagde erfaringen.