Читать книгу Stasi og den vesttyske terrorisme - Anne Sorensen - Страница 4

Den vesttyske terrorismes opståen og udvikling, og forholdet mellem det østtyske regime og de vesttyske terrorister, foregik i politiske, mellemstatslige og internationale rammer, der i meget høj grad blev dikteret af den kolde krigs forløb.¹ Termen ‘den kolde krig’ blev introduceret i en tale 16. april 1947 af amerikaneren Bernard Baruch, der var præsident Trumans rådgiver i atomspørgsmål. Udtrykket blev gennem journalisten Walter Lippmans brug hurtigt universelt som karakteristik af en situation, hvor forholdet mellem de tidligere allierede under 2. verdenskrig blev præget af modsætninger og konfrontationer mellem øst og vest. Også østblokken anvendte udtrykket.²

Den kolde krigs modsætningsforhold rakte dog længere bagud end afslutningen på 2. verdenskrig og drejede sig især om forholdet mellem USA og USSR. Det hævdes af nogle, at uforsonligheden gik tilbage til 1800-tallet med afsæt i en modstilling af det frie demokratiske Amerika og det autoritære og repressive russiske zar-regime.³ Under alle omstændigheder blev de ideologiske modsætninger forstærket af bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland i 1917. Hverken USA eller USSR var dog betydende militærmagter i mellemkrigstiden, og begge førte en overvejende tilbagetrukket og isolationistisk politik, så der udviklede sig derfor ikke nogen militær konflikt.

2. verdenskrig foranledigede begge stater til at forlade isolationismen, intervenere militært og iværksætte et samarbejde for at bekæmpe nazismen og Hitlers Tredje Rige. Især USA havde en traditionelt fjendtlig position over for kommunismen, men nazisterne opfattedes som værre, og det banede vejen for en alliance med fjendens fjende.⁴ Ved krigens afslutning stod begge stater som sejrherrer i den allierede blok sammen med Frankrig og Storbritannien. Den europæiske politiske efterkrigsarena blev fastlagt af de fire stormagter, med udgangspunkt i møder i Teheran i november/december 1943, Jalta i februar 1945 og i Potsdam i juli 1945. Magtvakuumet i Østeuropa var tydeligt, og det blev stort set med det samme USSR’s interesse- og indflydelsessfære.

Krigsalliancen holdt ikke længe, og få år efter verdenskrigens afslutning stod man i en ny og hidtil uset form for krig: den kolde krig. Der er dog i forskningen fortsat uenighed om, hvornår den startede, og hvorfor. Den traditionalistiske koldkrigsforskning hævder, at den kolde krig var et produkt af Stalins aggressivitet og ekspansionsbestræbelser, og at USSR derfor udgjorde en trussel, som det var nødvendigt at reagere på. I denne optik begyndte den kolde krig allerede under 2. verdenskrig med bl.a. Jalta-aftalen. Den revisionistiske forskning hævder omvendt, at USSR ikke opførte sig truende, men at den kolde krig blev iscenesat og påbegyndt af USA, dels pga. ideologiske modsætningsforhold og en stærk antikommunisme, dels pga. et ønske om at knytte Vesteuropa økonomisk til USA som marked. De fleste koldkrigsforskere er i dag postrevisionister og ser forløbet som en mere kompleks proces, der også blev præget af fejltagelser, misforståelser og tilfældigheder.

Nogle vigtige begivenheder tegner sig dog i de umiddelbare efterkrigsår. Sovjetiske tropper blev i 1945-46 i strid med indgåede aftaler stående ved grænsen til Iran og hjalp shah-fjendtlige oprørere, mens USA støttede shahens bestræbelser på at bekæmpe oppositionen. I 1947 indførte de vestlige besættelseszoner i Berlin en fælles mønt, hvilket USSR opfattede som aftalebrud. Forholdet mellem de to stormagter blev i stadigt stigende grad præget af fjendebilleder og manikæisme. I 1946 talte den tidligere britiske premierminister Winston Churchill om et jerntæppe gennem Europa. USA lancerede i 1947 Truman-doktrinen, der ud fra en inddæmmelses-strategi (containment) lovede støtte til “frie folk”, der ramtes af udefrakommende aggressorers undertrykkelse. Det var underforstået, at der ved aggressioner var tale om mulige sovjetiske eller kommunistiske manøvrer.

Forskellige vestlige tiltag bidrog til at konsolidere situationen. Marshall-planen (European Recovery Programme) blev introduceret af den amerikanske udenrigsminister George Marshall i juni 1947. Marshallhjælpen var en økonomisk støtte, men var dog også ment som en buffer mod sovjetisk ekspansion, som en anti-kommunistisk vaccine i de modtagende lande, og som “Truman-doktrinen i aktion”.⁵ Planen var principielt åben for alle europæiske lande, men USSR lagde pres på sit interesseområde og fik landene her til at sige nej. Den Nordatlantiske Traktat blev underskrevet 4. april 1949, mens NATO som organisation opstod i 1950. Formålet blev i samtiden vittigt beskrevet som at holde tyskerne nede, amerikanerne inde og russerne ude.⁶

Den kolde krig var først og fremmest en bipolar konflikt mellem USA/NATO og USSR/Warszawapagtlandene. Storbritannien mistede gradvist sin position som stormagt i takt med afkoloniseringen, og det banede vejen for, at USA blev den ledende vestlige supermagt. I perioden 1949-1958 var der et vist samarbejde mellem USSR og den nyoprettede Folkerepublikken Kina, men det var præget af mistillid og ideologisk splittelse. Begge regimer var ekstremt personfikserede på henholdsvis Stalin og Mao, hvorfor det var svært i alliancen at opretholde en illusion om to ligestillede ‘profeter’, der skulle lede den verdenskommunistiske bevægelse. Fra ca. 1970, efter grænsestridigheder om territorier i Centralasien, meldte Kina sig som politisk supermagt i opposition til USSR, og den kolde krig blev dermed delvist tripolar, idet Kina og USA nu i nogle situationer etablerede kontakter, besøg og samarbejde. Et tegn på denne voksende internationale kinesiske status var, at landet i 1971 blev medlem af FN’s sikkerhedsråd, til afløsning af Taiwan, der hidtil havde fungeret som kinesisk repræsentant.

USA var i begyndelsen af den kolde krig militært og teknologisk overlegen, men det begyndte at ændre sig, da USSR i august 1949 testede sin første A-bombe, og USA dermed ikke længere havde nukleart monopol. USSR var samtidig overlegen med hensyn til konventionelle styrker. Det dannede baggrund for, at en stor del af den kolde krigs taktik handlede om afskrækkelse (deterrence) og våbenkapløb. I 1952 sprængte USA sin første brintbombe, mens rumkapløbet indledtes i 1957, da USSR sendte satellitten Sputnik I i kredsløb omkring Jorden. Det betød, at USSR for første gang var i en teknologisk førerposition, og det forårsagede det såkaldte Sputnik-chok hos de vestlige magter. Det tætteste det kom til egentlige krigshandlinger var under Cubakrisen i 1962. USA havde opdaget, at USSR var ved at etablere missilaffyringsramper på Cuba, og det førte til 13 dages intens krise, der blev afsluttet ved, at USSR opgav sit forehavende. Efterfølgende blev en nedrustningsaftale (Moskva-traktaten) underskrevet.

Den kolde krig blev præget af perioder med vekslende intensitet, fra afspænding (detente) og normaliserede relationer til deciderede kriser, hvor udbrud af en 3. verdenskrig sås som realistisk. Indtil 1953 var konfliktniveauet højt, præget af begge blokkes konsolideringer, militariseringer, stejlhed og konflikter. Efter Stalins død i 1953 var der en vis afspænding i øst-vest-forholdet. Optimismen blev dog hurtigt afbrudt efter USSR’s invasion i Ungarn i 1956, bygningen af Berlin-muren i 1961 og kulminationen med Cuba-krisen i oktober 1962. Perioden blev præget af, at USA’s ageren fra ca. 1955 og frem blev dikteret af en selvopfattelse, som indebar, at USA havde ret og pligt til at intervenere i anliggender uden for eget område. Kritiske røster hævdede, at USA opførte sig som verdens politibetjent. Den ændrede politik resulterede i CIA- og militæroperationer uden for amerikansk territorium. Præsident Lyndon Johnsons argument var i første omgang, at USA ikke ønskede “et nyt Cuba på vort dørtrin”⁷, men interesseområdet blev efterhånden videre end den vestlige hemisfære. USA’s engagement i Vietnamkrigen fra 1965 kan også forstås i denne sammenhæng.

Perioden fra 1963 og frem var karakteriseret af en vis afspænding, hvor der blev lavet aftaler og forsøgt normalisering af relationerne mellem øst og vest. Begge supermagter søgte tilnærmelser, og fredelig sameksistens blev løsenet for en periode med detente. Det gav sig blandt andet udslag i oprettelsen af en hotline mellem Kreml og Det Hvide Hus.

Udgangspunktet for den kolde krig var kontrollen over Europa, senere udvidede dette sig til resten af verden. 1960’erne var kendetegnet ved, at hvad der før hovedsageligt havde været en geografisk afgrænset konflikt nu blev globaliseret. USA’s oversøiske handlinger bidrog hertil, men også de internationale konstellationer ændrede sig. Mod 2. verdenskrigs slutning besluttede de allierede at oprette en efterfølger til det kuldsejlede Folkeforbund. Organisationen FN blev grundlagt ved en konference i 1945 og holdt sin første ordinære generalforsamling i 1946. Hensigten var at etablere en international arena for at forhindre en fremtidig gentagelse af krigscenariet, men de idealistiske målsætninger blev hurtigt til benhård realisme på grund af supermagternes voksende modsætningsforhold. USSR var fra begyndelsen mistænksomt indstillet over for FN, idet de vestlige lande havde flertal i Generalforsamlingen. Efter afkoloniseringer blev en række nye lande optaget, især fra ca. 1960 og frem. Mange af disse anså kommunismen for at være ideologisk og praktisk attraktiv, og som afkoloniserede lande havde de med USSR en fælles fjende i Vesten og især USA, der fortsat opfattedes som imperialistisk. Det førte i FN-regi til en stemmefordeling, der ikke længere altid var i Vestens favør. FN blev under den kolde krig en arena for konfrontationer og politisk propaganda. Det blev dog ikke et effektivt internationalt regulerende instrument og opnåede sjældent reel magt.

Første halvdel af 1970’erne var præget af afspænding og fredelig sameksistens. USA’s position var ikke så stærk som før. Nixon og Watergate-skandalen svækkede den amerikanske legitimitet, både indenrigs- og udenrigspolitisk, og Vietnamkrigen udviklede sig til et nationalt mareridt. Europas tilknytning til USA blev svagere, selvom kontinentet fortsat var afhængig af beskyttelse i form af den amerikanske ‘nukleare paraply’. En vigtig faktor i denne periode var Helsinki-processen, der blev officielt påbegyndt i 1973 og afsluttedes 1. august 1975 under Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europas (CSCE) auspicier. Der blev her for første gang etableret et internationalt forum med deltagelse af alle europæiske lande, undtagen Albanien, og med deltagelse af USA og Canada. Processens formål var overordnet set at etablere en trinvis bilæggelse af den kolde krigs konflikter. Metoderne var at iværksatte økonomisk, teknologisk og miljømæssigt samarbejde og derudover at etablere forpligtende aftaler på områder som våbenkontrol og menneskerettigheder. Det sidste blev et gentaget stridspunkt i forlængelse af Vestens hævdelse af, at Østblokken ikke overholdt de her stadfæstede regler om demokrati og individets frihed. Østblokkens interesse var derimod at fokusere på aftalens principper om de enkelte landes uantastbare indflydelsessfærer, idet dette blev set som en implicit bekræftelse af de socialistiske regimers legitimitet og en besegling af Jalta-konferencens opdeling i interesseområder. For de to deltagende blokke var der altså tale om forskellige dagsordener. Kritikere af processen har hævdet, at det egentlige formål var opretholdelse af status quo, og at garantien for menneskerettighederne var værdiløse. For østblokdissidenter var de vigtige, men de fik meget få reelle virkninger.⁸

Mod slutningen af 1970’erne blev de internationale forhold ustabile. Anledningerne var flere. Den i 1977 indsatte amerikanske præsident Jimmy Carter fokuserede på Helsinki-aftalens fokus på menneskerettigheder og kom trods påpasselighed på kollisionskurs med USSR. Hans lovprisning af den russiske systemkritiker og Nobelpristager Andrej Sakharov blev af den sovjetiske leder Leonid Brezjnev opfattet som en indblanding i interne USSR-forhold. I december 1979 vedtog NATO den såkaldte ‘dobbeltbeslutning’ om opstilling af en ny generation af mellemdistanceraketter i Europa, hvilket blev kædet sammen med et tilbud til USSR om nedrustningsforhandlinger og derfor blev gjort betinget af den russiske samarbejdsvillighed. For NATO var begrundelsen, at USSR opførte sig aggressivt ved at modernisere sit østeuropæiske forsvar med SS20-raketter, der var mobile atommissiler. Dobbeltbeslutningen blev fra sovjetisk hold opfattet som et aggressivt skridt. USSR invaderede på sin side Afghanistan på samme tidspunkt, december 1979, hvilket af Vesten blev opfattet som en provokation og resulterede i fordømmelse, embargoer og afbrydelse af nedrustningsforhandlinger. Samtidig var der vestlig kritik af de socialistiske lande i forbindelse med deres reaktioner på dannelsen af den systemkritiske fagbevægelse Solidaritet i Polen i 1979-80.

En medvirkende faktor til det forværrede forhold var også, at både USA og Storbritannien omkring 1980 oplevede en højrebølge. I 1980 blev republikaneren Ronald Reagan valgt til amerikansk præsident. Han kom sammen med den britiske premierminister Margaret Thatcher til at stå som frontfigur i en højredrejning, der var stærkt antikommunistisk og uforsonlig. Det blev ledsaget af en tiltagende amerikansk militarisering, hvor forsvarsbudgettet blev fordoblet i perioden 1981-1985, bl.a. med lancering af det såkaldte stjernekrigsprojekt (SDI/Strategic Defence Initiative). I sin selvforståelse var Reagan leder af “den frie verden”, der kæmpede mod “ondskabens imperium” [de socialistiske stater, især USSR]. Konfrontationerne blev på dette tidspunkt mange, konflikterne blev intensiverede, og man taler derfor om ‘den anden kolde krig’ med start i 1980. Der kan sættes spørgsmålstegn ved termens berettigelse, idet den indebærer, at krigen så på et tidspunkt skulle være ophørt. I en logisk sammenhæng må det mest korrekte være at fastholde, at den kolde krig var et kontinuerligt forløb med perioder af vekslende intensitet.

Den sidste halvdel af 1980’erne blev præget af øst-vest-tilnærmelser og efterhånden også nedrustningsaftaler efter en vis vestlig forbeholdenhed. I marts 1985 blev Mikhail Gorbatjov valgt til generalsekretær i det russiske kommunistparti. Han repræsenterede som 54-årig et brud med det sovjetrussiske gerontokrati af ‘gamle syge mænd’ (Leonid Brezjnev, Jurij Andropov og Konstantin Tjernenko). Han søgte at reformere det sovjetiske samfund, og i den proces blev de mest emblematiske og gentagne ord ‘glasnost’ ((politisk) åbenhed) og ‘perestrojka’ ((økonomisk) omstrukturering). I forholdet til Vesten søgte han tilnærmelser. Udviklingen spredte sig snart til resten af Østblokken. Ved et COMECON-møde i november 1986 forklarede Gorbatjov de andre medlemmer i Warszawapagten, at de var nødt til at omstrukturere deres samfund og arbejde på at opnå legitimitet fra befolkningen. Ydermere kunne USSR ikke længere stå som garant for regimernes magtopretholdelse. Dette var altså et markant brud med Brezjnev-doktrinen, der bl.a. retfærdiggjorde Warszawapagtens invasion i Tjekkoslovakiet i 1968 – Gorbatjovs politik er mere spøgefuldt blevet kaldt for Sinatra-doktrinen (I did it my way)! Gorbatjov iværksatte sovjetiske militære nedskæringer, især af de udstationerede tropper i Østeuropa, og han besluttede i 1988 at foretage en tilbagetrækning af de sovjetiske tropper i Afghanistan.

I 1989-90 kollapsede USSR’s satellitstater. Afgørende for udviklingen var, at USSR under Gorbatjov ikke reagerede militært på oprør i Warszawapagtlandene. Den første hændelse var i Polen i februar 1989, hvor regeringslederen Jaruzelski påbegyndte forhandlinger med Solidaritet. De betegnes som begyndelsen på en udvikling, der i de kommende måneder bredte sig med dominoeffekt i hele østblokken. I Ungarn havde der dog allerede fra i hvert fald 1988 været tegn på et forsigtigt satellitstats-oprør.⁹ 9. november 1989 faldt Berlin-muren, og 3. oktober 1990 blev Tyskland genforenet. De hidtidige kommunistiske regimer blev i de fleste østbloklande afløst af demokratisk valgte regeringer. Kollapset nåede også Sovjetunionen selv. Gorbatjov trådte tilbage i august 1991, og USSR’s eksistens ophørte 8. december 1991. Samme år opløstes Warszawapagten.

Der er uenighed om, hvornår den kolde krig sluttede. Nogle mener, at det skete med Berlin-murens fald 9. november 1989. Andre fastsætter afslutningen til perioden 1989-90.¹⁰ Endelig er det også fremført, at den først endegyldigt ophørte med USSR’s sammenbrud i 1991.¹¹ Der er også uenighed om årsagerne til afslutningen. Nogle koldkrigsforskere betoner kommunismens økonomiske problemer, dens mangel på politisk legitimitet hos befolkningen, og Reagans aggressive politik.¹² Andre fremhæver Gorbatjovs rolle og USSR’s mangel på stærke allierede.¹³ Tolkningerne af den kolde krigs opståen, forløb og afslutning har været og er altså fortsat til diskussion.

Mere overordnet kan mange begivenheder og forløb under den kolde krig ses i en aktion-reaktion-optik. Da Marshall-hjælpen blev introduceret i juni 1947, reagerede USSR med at få staterne i sin interessesfære til at sige nej og lancerede i september samme år østblok-sammenslutningen Kominform, der ville bekæmpe “amerikansk imperialisme”. Det blev ledsaget af den økonomiske samarbejdsorganisation COMECON i januar 1949. Dannelsen af NATO i 1949-50 blev fulgt af Warszawapagten, der formelt blev oprettet i 1955, men reelt eksisterede før. Brezjnev-doktrinen fra 1968 fastslog begrænsninger i de socialistiske staters suverænitet, foranlediget af Warszawapagtens militære indgriben i Prag samme år. Denne doktrin blev i 1982 udfordret af Reagan-doktrinen, der hævdede det universelle i vestlige begreber som frihed og demokrati.¹⁴

Den kolde krig blev som et hele kendetegnet af et fravær af større egentlige krigshandlinger mellem hovedmodstanderne, først og fremmest fordi truslen om brug af atomvåben opretholdt en terrorbalance, hvor teknologiske landvindinger var mere betydende end konventionelle styrker. Krigen udspilledes først og fremmest via allianceformationer og diplomatiske manøvrer. Den kolde krigs virkelige slagmarker blev derfor stedfortræderkrige (proxy wars) i lande som Korea og Vietnam samt koloni-/frigørelseskrige.

Krigen var i Europa, USA og USSR karakteriseret ved i høj grad at være en “war on words”, fyldt med nærmest rituelle beskyldninger. Den blev mere præget af retorik end af reelle hændelser. Sprogbrug blev her et essentielt indenrigspolitisk propagandamiddel og et udenrigspolitisk manifestationsværktøj. “2. verdenskrig” var en vestlig betegnelse, mens perioden i USSR hed “Den Store Fædrelandskrig”. Berlin-muren blev i Vesten opfattet som en fysisk manifestation af Churchills jerntæppe, mens den i øst blev kaldt “den anti-fascistiske beskyttelsesmur”. Det, der i vest blev kaldt ‘kommunisme’ og ‘diktaturstater’, hed i øst ‘den reelt eksisterende socialisme’, ‘demokratisk centralisme’ eller ‘folkedemokrati’. Og mujahedinerne, der kæmpede mod de sovjetiske styrker i Afghanistankrigen, blev i USA kaldt “frihedskæmpere”.

Krigens mest slående konsekvens var, at der blev tale om et delt Europa. Europas opdeling i en øst- og vestdel gik på tværs af de geografiske betegnelser, man hidtil havde brugt, hvad der blev så meget mere bizart, idet ingen bevidst havde søgt denne situation, og den blev i lang tid opfattet som midlertidig. Den manglende løsning blev dog ‘normal’ international politik i en sådan grad, at afslutningen og kollapsen på konstruktionen i årene omkring 1990 kom som en overraskelse. For nogle kom afslutningen måske også ubelejligt. Den kolde krig forekom efterhånden stabil og forudsigelig, og nogle vestlige politikere og embedsmænd mente, at det ville have været bedre at fastholde denne sikkerhedskonsensus i længere tid.¹⁵ Den franske præsident François Mitterrand var således i en periode en arg modstander af den tyske genforening. Baggrunden for ad hoc-arrangementets varighed er også søgt i forklaringer om, at krigens karakter var en fordel for begge blokke. For både USA og USSR leverede den rationalet for at påtage sig lederskabet af de respektive alliancesystemer, og den blev raison d’être for betydende militær-industrielle komplekser og enkeltpersoners karriereveje.¹⁶ Herudover var de nukleare våben bestemmende for, at masseødelæggelse blev undgået, men prisen blev langtrukkenhed.

Hvem vandt så den kolde krig? Vesten og de vestlige værdier bredte sig i den tidligere østblok. USA, de vestlige regimer og NATO fortsatte, mens USSR og Warszawapagten blev fortid. Virkeligheden er dog mere kompleks. Demokratiserings- og kommercialiseringsprocesserne er langtfra forløbet problemfrit i de berørte lande, og der er røster fremme om, at den kolde krig endnu ikke er slut, men at den er skiftet fra en øst-vest-modsætning til i højere grad at operere langs en nordsyd-akse, idet de nuværende globale konflikter ses som den kolde krigs fortsættelse med en anden og voksende modstander til den vestlige verden, nemlig den tredje verdens lande og islamistisk-fundamentalistiske oprørsgrupper.