Читать книгу Stasi og den vesttyske terrorisme - Anne Sorensen - Страница 5

Allerede da Tysklands nederlag i 2. verdenskrig stod klart, begyndte forslag om den fremtidige indretning af det tyske efterkrigssamfund at dukke op. Et af de mere radikale var den såkaldte ‘Morgenthau-plan’ fra 1944, opkaldt efter den amerikanske finansminister Henry Morgenthau (1891-1967), der foreslog afindustrialisering og introduktion af en nærmest middelalderlig økonomi i Tyskland, når krigen endte. Det blev sarkastisk beskrevet som at gøre Tyskland til en kartoffelmark. Planen blev aldrig realiseret, men Tyskland blev stadig set som en fjende, der skulle straffes for sin skyld. De allierede var dog opmærksomme på ikke at gentage Versaillesfredens voldsomme pres på og stigmatisering af Tyskland, fordi man opfattede denne fremgangmåde som en vigtig forklaring på nazismens fremkomst i mellemkrigstiden. Man prøvede altså på at finde en balance mellem rehabilitering og repression.¹⁷

Efter krigens afslutning blev det besejrede Tyskland opdelt nogenlunde i overensstemmelse med de geografiske besættelseszoner mellem USA, Storbritannien, USSR og senere Frankrig. Berlin blev tilsvarende delt i fire zoner. Arrangementet blev set som midlertidigt og fungerede under ledelse af Det Allierede Kontrolråd. Det viste sig dog snart, at det ikke var muligt at opretholde tysk territorial integritet og national enhed.

Ideen om et Vesttyskland knyttet til Vesteuropa tog for alvor form i sidste halvdel af 1947 og førte til en konsolidering af besættelseszonerne. Udviklingen var således tæt knyttet til den kolde krigs øvrige begivenheder. De vestlige allierede dannede af deres besættelseszoner Bizonen i 1947, og i juni 1948 kom her en provisorisk tysk regering. Det Allierede Kontrolråd blev i mange situationer ignoreret, fx i forbindelse med en valutareform, og det foranledigede USSR til i 1948 at indlede Berlinblokaden, der i 324 dage udelukkede Vestberlin fra tilførsel af brændstof og fødevarer over landjorden. En effektiv luftbro sørgede i den periode for forsyninger.

Et afgørende vestligt skridt mod (vest)tysk rehabilitering var Marshall-planen, der trods fransk skepsis kom til at inkludere de vestlige besættelseszoner, idet USA’s regering fastslog, at den var imod en politik, der fastholdt Tyskland som “overfyldt slum” og “en fattiggård i Europas midte”.¹⁸ Vesttyskland sås efterhånden som en stærk forpost mod kommunistisk indtrængen i Vesteuropa, og fra at være besejrede modstandere blev (vest)tyskerne således til fremtidige allierede. I maj 1949 blev de midlertidige militære grænser i Tyskland permanente, da de vestallierede dannede Forbundsrepublikken Tyskland ud fra de vestlige besættelseszoner, og i oktober samme år kom Stalins reaktion: dannelsen af Den Tyske Demokratiske Republik i den tilsvarende russiske besættelseszone. Spørgsmålet om Tysklands deling kan derfor også ses i den aktion-reaktion-optik, der blev beskrevet som et mønster for den kolde krig i det foregående afsnit.

Det tyske spørgsmål var fra begyndelsen af den kolde krig højt på dagsordenen. Tyskland var det vigtigste geografiske, økonomiske og historiske område for deltagerne i den kolde krig. At resultatet skulle blive et delt land og en delt storby lå ikke i kortene ved 2. verdenskrigs afslutning, men de to Tysklande og Berlin blev kerneområder i den kolde krigs konflikter.