Читать книгу Stasi og den vesttyske terrorisme - Anne Sorensen - Страница 6

Den dobbelte statsdannelse i 1949 medførte, at de to Tysklande udviklede sig forskelligt i de kommende årtier, og at der dermed findes to tyske efterkrigshistorier.

Vesttyskland kæmpede i de første efterkrigsår for at blive en ligeværdig demokratisk partner i den vestlige alliance på økonomiske, militære og politiske områder. Den vesttyske økonomi lå efter 2. verdenskrig i ruiner. Produktionen var ⅓ af førkrigsniveauet, infrastrukturen var ødelagt, og valutaen var kollapset. Landet kom sig dog, bl.a. pga. Marshall-hjælpen, forholdsvis hurtigt efter krigens følger, også anerkendelsesmæssigt og politisk. Den økonomiske vækst fra begyndelsen af 1950’erne (Wirtschaftswunder) prægede samfundet i en sådan grad, at det er blevet beskrevet som det, der efter en traumatisk fortid kom til at udgøre den vesttyske identitet i stedet for en historisk bevidsthed (herunder en bearbejdning af nazifortiden) eller ideologiske mål.¹⁹ I 1951 fik landet lov at føre en selvstændig, men stadig betinget udenrigs- og handelspolitik. Samme år var det blandt grundlæggerne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, forløberen for det senere EF/EU. I 1954 blev besættelsesstyret formelt afsluttet, undtagen i Berlin. Vestmagterne opretholdt dog stadig store troppestyrker i Forbundsrepublikken. Den endelige vestintegration kom i 1955 med NATO-medlemskabet og tilladelsen til at have almen værnepligt. Tysk politik var i mange år domineret af det kristeligdemokratiske CDU (Christliche Demokratische Union). I 1966 dannedes ‘den store koalition’ mellem det socialdemokratiske SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschland) og CDU/CSU (Christliche Soziale Union). Koalitionen betød på den ene side politisk stabilitet på regeringsniveau, men foranledigede også kritik, især i forbindelse med ungdomsoprøret i årene omkring 1968. I 1969 kom den socialliberale koalition mellem SPD og det liberale FDP (Freie Demokratische Partei) til magten.

I kulturelle sammenhænge lænede landet sig op ad vestlige forbilleder. Arkitekturen blev moderne og præget af amerikanske og skandinaviske strømninger.²⁰ Studenteroprør og de øvrige begivenheder omkring 1968 prægede samfund og befolkning, og der kom en forholdsvis stor undergrundskultur, især i Vestberlin. Musikalsk blev Vesttyskland et europæisk eksperimenterende foregangsland, især inden for den elektroniske musik med forløbere til techno som Kraftwerk, Nina Hagen og Einstürzende Neubauten.

Denne hurtige restituering kom ikke til at gælde for DDR. Afgørende var, at USSR havde et uafklaret forhold til, hvad DDR’s rolle var og skulle være, og at landet derfor indtil ca. 1955 befandt sig i en usikker situation. I tiden omkring 2. verdenskrigs afslutning fór de russiske soldater frem med hærgen, plyndring og voldtægt i besættelseszonerne. Af USSR blev landet pålagt at betale store beløb i krigsskadeerstatning, og de sovjetiske udmeldinger om holdningen til en selvstændig østtysk stat var valne. Meget tyder på, at Stalin helst havde set et samlet, men neutralt Tyskland. DDR deltog ikke på lige fod med de andre østbloklande i politiske samarbejder. Denne indstilling blev af det sovjetrussiske regime først forladt efter Stalins død i 1953. USSR opgav derefter sin uafklarede udenrigspolitik og arbejdede for en styrkelse af DDR, og støtten blev derfor større. Krigsgælden blev eftergivet, USSR ydede lån, og i en traktat fra 1954 forpligtede de to stater sig til gensidig “broderlig hjælp”. Landet fik fulde diplomatiske relationer inden for østblokken og blev i 1955 medlem af Warszawapagten.²¹ Fra midten af 1950’erne blev DDR derfor kendetegnet af større stabilitet, om end landet nok formelt, men ikke reelt var en helt ligeværdig partner i Warszawapagten; DDR’s udenrigspolitiske og militærpolitiske beslutningsfrihed var mere begrænset end de andre deltageres.²²

DDR’s styre var i udgangspunktet ikke et ét-parti-system, men det blev hurtigt klart, at det kommunistiske Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED) havde magten og kontrollen over de andre partier. DDR blev derfor ‘partiets stat’, hvor alle ledende poster blev besat med loyale og partitro personer, og det blev et totalitært, repressivt og reguleret samfund uden pluralisme og reel opposition.²³ En af det østtyske regimes væsentligste grundpiller var en effektiv og omfattende sikkerhedstjeneste, Ministerium für Staatssicherheit (MfS)/Stasi, der førte minutiøs kontrol med såvel indenrigs- som udenrigsforhold, hvilket vil blive et omdrejningspunkt for den følgende undersøgelse af forholdet mellem DDR og den vesttyske terrorisme.

Indenrigspolitisk var der fra begyndelsen store problemer, kulminerende med juni-opstanden i 1953, der blev slået hårdt ned. Midt i Østtyskland lå Vestberlin, der næppe havde nogen større strategisk betydning, men repræsenterede en symbolsk vestlig tilstedeværelse. Byen kom dermed ofte til at fungere som en central scene for koldkrigsspændinger i Europa.²⁴ I 1950’erne valgte næsten 2 millioner østtyskere, ca. ⅙ af befolkningen, at skifte til en vesttysk tilværelse ved at rejse til eller via Vestberlin. Muligheden blev især udnyttet af de unge og veluddannede, og der var derfor tale om en ikke ringe grad af ‘brain drain’. Et effektivt middel imod dette iværksattes med Berlin-muren, der blev opført 12.-13. august 1961, først og fremmest på østtysk, ikke sovjetrussisk, initiativ.²⁵

Muren førte til indenrigspolitisk konsolidering og økonomiske fremskridt. Den gav stabilitet og dæmmede op for østtyskernes mulighed for at vælge en tilværelse i Vesten, og dens virkning er blevet beskrevet som “den anden grundlæggelse af regimet”.²⁶ Efter 1961 blev DDR det mest udviklede, effektive og økonomisk velstående land i østblokken.²⁷ For vesttyskere var et besøg i DDR dog præget af en ‘Rip van Winkle’- følelse, idet landet i økonomisk og industriel henseende befandt sig på et lavere niveau end naboen mod vest.²⁸

Landet blev styret ved anvendelse af kommando- og planøkonomi. Inden for COMECON-samarbejdet specialiserede DDR sig i maskin- og transportmiddelindustri, finmekanik, optisk/kemisk industri og jern- og stålproduktion. Hovedparten af industrien var nationaliseret som såkaldte VEB (Volkseigene Betriebe). Den økonomiske fremgang var dog også resultat af vesttyske lån, og væksten var derfor ledsaget af en voksende udlandsgæld. Den militære sikkerhed stod USSR som garant for. DDR’s eget militær var næst efter USSR’s det største i Warszawapagten.

Det officielle DDR betegnede staten som repræsentant for den “reelt eksisterende socialisme [Der real existierender Sozialismus]”.²⁹ Al officiel kultur i DDR var politisk og ideologisk præget. Den officielle linje inden for såvel billedkunst som litteratur var den såkaldte “socialistiske realisme”, mens “formalisme”, “modernisme” og “abstrakt kunst” var skældsord og blev anset for at være produkter af “den senkapitalistiske fremmedgørelse”.³⁰ Beat- og rockmusik var indtil 1980’erne stort set ikke-eksisterende, og i 1960’erne førte regimet en ihærdig indsats mod beat-tilhængere, langhårede og folk med “abnorme” klæder; de blev stemplet som asociale, arbejdssky og dekadente. Arkitekturen var sovjetisk inspireret, ligesom det østtyske skolesystem var opbygget efter det sovjetiske polytekniske enhedsskoleprincip. Kirkens indflydelse var marginaliseret. Fra ca. 1970 og frem skete der en vis opblødning og accept, der dog blev ledsaget af en intens infiltration af kirkelige miljøer gennem medarbejdere fra sikkerhedstjenesten. Tolerancen var således mest et dække for gennem efterretningsvirksomhed at opnå informationer om oppositionelle kredse og påståede kulturelle/politiske afvigelser.

Samfundsklimaet i DDR var præget af statens overvågning. DDR blev af vesttyske betragtere beskrevet som et nichesamfund med en udpræget “biedermeier-kollektivisme”, hvor borgerne i stadig stigende grad søgte tilflugt i et “tiltagende tilbagetog til privatlivet”, og hvor dette privatliv blev præget af hemmelighed.³¹ Efter oprøret i 1953 var det østtyske samfund genstand for en systematisk opløsning af enhver potentiel oppositionel offentlighed, og denne bestræbelse blev effektueret med et sammensurium af udspioneren, intern konkurrence, manipulation, infiltration og tildeling af privilegier, belønninger og begunstigelser. Ud over at være en totalitær stat var DDR altså også et stærkt meritokratisk samfund. For den østtyske borger var tilværelsen en balanceakt mellem trusler og belønninger. Indbyggerne var i et konstant afhængighedsforhold til en stat, der med sine magt- og kontrolsystemer bestemte over forhold som erhvervelser af bil, bolig, visa og publiceringsmuligheder, og som dermed fik skabt et privilegiesamfund og fordrejede forholdet mellem det offentlige og det private. 10 % af den voksne østtyske befolkning var direkte impliceret i dette kontrolnetværk som ansatte, og medskyldigheden blev et nøgleprincip i regeringsmagten. Der var derfor ikke tale om nogen reel offentlighed i DDR. DDR blev et “regime af mure”, hvor de mest effektive fandtes i borgernes hoveder. Det er dog vigtigt at slå fast, at det østtyske regime ikke som et styrende magtinstrument anvendte vold.³²

Gorbatjov kaldte i midten af 1980’erne Erich Honecker for en af østblokkens “gamle mænd”, der ikke forstod nødvendigheden af systemændringerne.³³ Iagttagere har også hævdet, at Honecker slet ikke forstod Gorbatjovs politik.³⁴ Modsætningerne mellem de to statsledere bundede formentlig også i en holdningsforskel, hvor Honecker i modsætning til Gorbatjov faktisk mente, at det eksisterende system og dets magtposition burde bevares. Det viste sig da også ved begivenhederne i 1989, hvor SED’s politbureau reagerede langsomt på såvel de udenrigspolitiske begivenheder som på opståelsen af den indre opposition med udgangspunkt i freds-, miljø- og kirkelige bevægelser. Her var især bevægelsen Neues Forum fremtrædende. Honecker trådte tilbage 18. oktober 1989 og afløstes som regimets sidste krampetrækning af Egon Krenz. 9. november 1989 faldt Berlin-muren, og efter nogle turbulente måneder med et opløst SED, der blev omdannet til PDS (Partei des Demokratischen Sozialismus), afholdtes 18. marts 1990 det første frie valg, hvor CDU vandt magten. I februar 1990 dannedes den såkaldte ‘Treuhandanstalt’, der skulle sørge for, at alle DDR-besiddelser overgik til markedsøkonomi og privatisering. En statstraktat fra 18. maj samme år banede vejen for valutaunionen med Vesttyskland 1. juli 1990. I genforeningstraktaten (Einigungsvertrag) af 31. august blev det bestemt, at DDR som fem nye forbundslande skulle slutte sig til Forbundsrepublikkens 11 eksisterende delstater. 2. oktober 1990 blev DDR opløst, og dagen efter blev disse fem delstater indlemmet i Forbundsrepublikken Tyskland. På dansk kunne man så efter mange års pause igen tale om Tyskland i ental og uden geografiske præfikser. De allieredes rettigheder og pligter over for Tyskland(ene) bortfaldt, og den formelle besættelse af Berlin ophørte. På den vis sluttede 2. verdenskrig først i efteråret 1990.