Читать книгу Stasi og den vesttyske terrorisme - Anne Sorensen - Страница 8

De to Tysklande var fra begyndelsen meget opmærksomme på hinanden, og ikke unaturligt blev såvel indenrigs- som udenrigspolitiske forhold præget af denne opmærksomhed. En nøgtern sammenligning af landene afdækker en åbenbar asymmetri: forholdstallene for befolkningsstørrelse var 1:3, for industri 1:5 og for areal 1:2, alt sammen i Vesttysklands favør.

De første årtier var præget af gensidig uforsonlighed og en benhård isolerings- og ikke-anerkendelsespolitik. Vesttyskland fulgte i den kolde krigs første årtier den i 1955 formulerede Hallstein-doktrin, der truede med at afbryde diplomatiske forbindelser med de lande, der anerkendte DDR. Walter Hallstein (1901-1982) var på det tidspunkt departementschef i det vesttyske udenrigsministerium. Et vigtigt konfrontatorisk skridt var også forbuddet mod det vesttyske kommunistiske parti KPD i 1956. På sovjetisk foranledning blev der som reaktion i østblokken iværksat den såkaldte Ulbricht-doktrin, der forhindrede bilaterale aftaler mellem de socialistiske lande og Vesttyskland, så længe DDR ikke blev anerkendt.⁵³ Walter Ulbricht (1893-1973) var fra 1950 til 1971 generalsekretær, senere førstesekretær, i SED og dermed DDR’s leder.

Den vesttyske kansler Konrad Adenauer var ufleksibel og fjendtlig over for DDR, og der var ingen formel anerkendelse af Østtyskland som stat. En fremtidig genforening blev indskrevet i den vesttyske forfatning, og der blev fastholdt en forestilling om, at delingen fortsat var forbigående, hvorved den politiske retorik ikke stemte overens med de umiddelbare politiske realiteter.⁵⁴ Det officielle Vesttyskland forstod sig selv som “det rigtige Tyskland”, det tyske riges legitime efterfølger, og mente sig derfor via den såkaldte ‘Alleinvertretungsklausel’ berettiget til at tale på hele det tyske folks vegne.

DDR’s selvforståelse betonede derimod et brud med det tidligere Tyskland og så DDR som et anderledes Tyskland. Antifascismen blev en bærende og vigtig retfærdiggørelse af regimet. Det betød, at opgør med nazismen blev en vigtig del af selvforståelsen, og tyske modstandsfolk blev nationalhelte, sammen med de tyskere, der havde deltaget som frivillige i den spanske borgerkrig mod Franco. I selviscenesættelsen af de to tyske stater kom den nazistiske fortid til at spille en agitatorisk hovedrolle. DDR beskyldte Vesttyskland for ikke at have taget det nødvendige opgør med hændelser og især personer, mens DDR omvendt blev beskyldt for at være en totalitær arvtager til Hitlers regime.⁵⁵ De to staters navne kan også ses i forlængelse af disse forskellige selvopfattelser og selviscenesættelser. Mens benævnelsen ‘Bundesrepublik Deutschland’ antydede et territorialt afgrænset rige og dermed patenterede Tyskland som navn, anvendte ‘Deutsche Demokratische Republik’ tyskhed som adjektiv.

I Vesttyskland så det socialdemokratiske SPD og dele af det liberale parti FDP efterhånden potentiale i indledning af forhandlinger med USSR. Den socialliberale koalition mellem SPD og FDP, der kom til magten i 1969, påbegyndte med kansler Willy Brandt i spidsen den såkaldte ‘Ostpolitik’. Den indledtes få dage efter regeringsdannelsen med en erklæring 28. oktober, der for første gang talte om “to stater i Tyskland”.⁵⁶ Denne vesttyske holdningsændring faldt sammen med et sovjetisk ønske om tilnærmelser, begrundet af kriser i forbindelse med oprøret i Tjekkoslovakiet i 1968 og en militær konfrontation med Kina i 1969, udløst af grænsestridigheder. De vesttyske tilnærmelser vandt ikke genklang hos Walter Ulbricht, der fortsat var afvisende over for kontakt og beskrev de vesttyske forsøg som “aggression i filttøfler”⁵⁷. Ulbricht havde gennem 1960’erne flere gange vist sig som en af østblokkens mest konfliktsøgende og dogmatiske ledere; ud over den rigide Tysklandspolitik havde han ikke støttet Nikita Khrusjtjovs afstaliniseringsprojekt⁵⁸, og han havde i 1968 insisteret på brug af Warszawapagttropper mod oprørerne i Prag.⁵⁹ Efter pres fra Moskva gik Ulbricht i 1971 af og blev erstattet af Erich Honecker, der kunne tiltræde USSR’s tilnærmelsespolitik og var mere åben over for samarbejde og kontakt med Vesttyskland. Derefter var både Vesttyskland og DDR interesserede i stabilisering af forholdet.

Vesttyskland var afhængigt af Vesten og frem for alt USA for at garantere og beskytte især Vestberlin, men var samtidig interesseret i et godt forhold til øst. Ostpolitik blev for Vesttyskland en balancegang mellem forhandlinger med østblokkens lande og samtidig opretholdelse af den vestlige alliance. Tilnærmelsespolitikken kan også ses i en større europæisk sammenhæng. Dannelsen af EF i 1957 er blevet set som anledning til fremkomst og styrkelse af europæisk selvtillid og identitet. 1960’erne og 1970’erne blev præget af en europæisk tendens til antiamerikanisme, og det åbnede også op for muligheden for forbedrede relationer til østlandene.

Vesttyske traktater med USSR og Polen i 1970 banede vejen for den såkaldte ‘Grundlagenvertrag’ af 21. december 1972, der betegnede DDR’s og Vesttysklands gensidige formelle anerkendelse. Grænserne blev ratificeret, og de to staters suverænitet og “territoriale integritet” blev set som betingelser for fred. Der blev endvidere skabt rammer for samarbejde på forskellige områder som økonomi, videnskab, trafik, besøgsregler, retslige forhold, postvæsen, sundhedsvæsen, kultur, sport og miljøbeskyttelse. Det betød, at der kom en øget rejse- og besøgstrafik mellem de to stater, der blev iværksat motorvejsbyggeri på transitvejene til Vestberlin, og post- og forsendelsestrafikken blev reguleret. Endvidere blev der fastsat forordning om, at de to lande skulle udveksle stående repræsentationer.⁶⁰ Der havde selvfølgelig før været ad-hoc-løsninger på de praktiske problemer, de to nabolande uundgåeligt måtte finde fælles løsninger på, og der var også tale om en vis økonomisk og kulturel udveksling mellem landene, men der blev altså her foretaget en formalisering af forholdet mellem de to stater.⁶¹ Det østtyske regime var dog ikke altid samarbejdsvilligt og forsøgte bl.a. at bremse rejsetrafikken ved i november 1973 at fordoble størrelsen på det beløb, man som vesttysker som minimum skulle veksle pr. dag under ophold i DDR. Året efter blev beløbet dog nedsat, om end kun med ⅓.⁶²

Det trods alt forbedrede forhold resulterede i normalisering af begge landes internationale status. I 1972 fik de hver især fulde protokollariske rettigheder ved De Olympiske Lege, og de blev i 1973 begge medlemmer af FN. 1970’erne blev en forholdsvis udramatisk periode, hvor der blev etableret mange handelsaftaler mellem Vesttyskland og de østeuropæiske lande, især USSR, og betegnende nok anvendte det officielle Vesttyskland på det tidspunkt udtrykket ‘den kolde krig’ om fortiden.⁶³

Intensiveringen af den kolde krig omkring 1980 satte Vesttyskland i en klemme. Trods amerikansk pres ville Vesttyskland ikke opgive de etablerede handelsaftaler med USSR, og det polske regimes fremfærd mod Solidaritet blev ikke officielt fordømt. Fra vesttysk side var der et ønske om at isolere det mellemtyske forhold fra krisen, og det førte til en splittelse mellem USA og Vesttyskland. Indenrigspolitisk stod man desuden med en stærkt voksende fredsbevægelse, der fik stor politisk gennemslagskraft og delte politikerne. Det vesttyske politiske liv afspejlede således ikke i første omgang den samtidige højredrejning i USA og Storbritannien, selvom der skete en bevægelse i den retning i 1982 med CDU’s og kansler Helmut Kohls overtagelse af regeringsmagten. Denne regering var ikke så offensiv som sin forgænger i sin Ostpolitik. Der blev dog ydet store lån til DDR i 1980’erne, hvilket resulterede i en massiv østtysk gældsætning. Der er tegn på, at DDR i samme grad som Vesttyskland var interesseret i stabilitet i denne periode, men at pres fra USSR fx forhindrede et af Honecker ønsket officielt besøg i Vesttyskland i 1984.⁶⁴

Vesttyske politikere talte altid om én tysk nation, og DDR blev dermed i den vesttyske Deutschlandpolitik aldrig beskrevet som eller anerkendt som udland.⁶⁵ Opfattelsen af, at der var én (legitim) stat og én nation ændrede sig med Grundlagenvertrag til en opfattelse af, at var to stater, men stadig kun én nation.

Det østtyske forhold til nationsbegrebet var udsat for forandringer. Udgangspunktet var en forestilling om et endemål med én tysk stat og én tysk nation, men denne enhedsretorik var med sin mangel på accept af delingen mere udtryk for propaganda og afhængigheden af USSR’s geopolitiske interesser. Efter østblokanerkendelsen i 1953/1955 blev forholdet mellem de to Tysklande beskrevet som eksistensen af to stater og én nation.⁶⁶ Socialismen var en fundamental komponent i skabelsen af den nationale identitet. DDR omtalte oprindeligt sig selv som “socialistisk stat af tysk nation (sozialistischer Staat deutscher Nation)”, men det ændrede sig omkring 1970 til “den socialistiske tyske nationalstat DDR (sozialistischer deutscher Nationalstaat DDR)”. Det betegnede et diskursivt brud med forestillingen om en mulig genforening, og det udtrykte forestillingen om to tyske nationer i to stater. Det blev også afspejlet i FN-regi. I 1966 havde DDR i en optagelsesbegæring udtrykt ønsket om en fredelig genforening, mens holdningen i 1973 var, at en sådan aldrig ville være mulig. Siden ca. 1970 var der derfor i høj grad tale om en østtysk afgrænsningspolitik i forhold til Vesttyskland.⁶⁷ Der var en tydelig ideologisk markering af, at der ikke var noget nationalt fællesskab med Vesttyskland, der i 1972 blev kaldt for “imperialistisk udland” af Erich Honecker.

Afgrænsningspolitikken gav sig også udslag i, at SED fra begyndelsen af 1970’erne i udtalelser og proklamationer så vidt muligt undgik ordene ‘tysk’ og ‘Tyskland’. I den nye østtyske forfatning i 1974 forsvandt alle henvisninger til den tyske nation, og i stedet betonedes forbindelsen til USSR.⁶⁸ Forfatningen udtrykte dette legitimeringsskift, idet den hidtidige beskrivelse af DDR som “en socialistisk stat af tysk nation [sozialistischer Staat deutscher Nation]” blev forladt til fordel for betegnelsen “arbejdernes og bøndernes socialistiske stat [sozialistischer Staat der Arbeiter und Bauern]”.⁶⁹

Denne politik blev aktualiseret af, at kontakten mellem de to stater voksede betragteligt. Det underminerede tesen om de to nationer, og det bevirkede, at den almindelige østtysker gennem medier og personlige møder blev informeret om forholdene i Vesttyskland. 80 % af østtyskerne havde adgang til vesttysk radio og tv.⁷⁰ Det medførte også, at DDR’s ledelse så sig nødsaget til at indføre, hvad der ironisk er blevet kaldt ‘Intershop-socialisme’: at give udvalgte DDR-borgere mulighed for at have vestlige kontakter og købe vestlige produkter.⁷¹ Afgrænsningspolitikken virkede dog ikke. Som tiden gik, blev kontakterne mellem øst og vest flere og flere, også pga. de voksende økonomiske forbindelser. Vesttyskland forblev et østtysk sammenligningsobjekt og nationalt referencepunkt.

De to tyske politiske kulturer fik også betydning for sproget, hvor DDR foranstaltede et diskursivt opgør med det, der sås som forældede og politisk ukorrekte betegnelser. En ansat hed i Vesttyskland ‘Angestellter (ansat)’, mens den østtyske pendant var en ‘Werktätiger (arbejder)’, og det vesttyske ‘Seniorenheim’/’Altersheim (alderdomshjem)’ blev i DDR til det mere florissante og anerkendende ‘Feierabendheim (fyraftenshjem)’.⁷² Mere generelt blev det østtyske sprog præget af afsubjektivering og kollektivsemantik ved hyppig brug af ‘man’og ‘unser’, samt af en udbredt anvendelse af paroler, formularer, faste vendinger og superlativer.⁷³ Det østtyske officielle sprog var emotionelt, og det udviste en udstrakt brug af stereotyper, militære begreber og ekstreme værdiladninger. Det betjente sig i retorisk henseende af konstruktion af modsætningspar, hvilket blev brugt i polariserende, polemiserende og selvrosende øjemed over for modstanderen, de ikke-socialistiske samfund. Regimet fik monopoliseret det offentlige sprog, men det er dog vigtigt at fremhæve, at de østtyske borgere ikke anvendte denne sprogbrug i private sammenhænge, og at de var i besiddelse af en meget veludviklet evne til både at afkode det officielle sprog og at kode deres eget.⁷⁴

Den forandrede sprogbrug var først og fremmest et østtysk fænomen, men dog ikke udelukkende. Muren blev af det østtyske regime italesat som en “antifascistisk beskyttelsesmur”, hvor Vestberlin blev opfattet som en “hule for kriminelle og provokatører”.⁷⁵ I vesttysk sprogbrug blev muren ofte kaldt “skændselsmuren [Schandmauer]”, og ideologiske udtryk som “den kommunistiske trussel” vandt også indpas. Oprøret den 17. juni 1953 blev fortiet i DDR, men blev i vest mindet ved at gøre 17. juni til national helligdag, og ved at omdøbe en af Vestberlins største gader til Straße des 17. Juni. På et mere overordnet plan udviklede de to staters sprog sig i overensstemmelse med deres forskellige bloktilknytninger. Det østtyske sprog adopterede russiske udtryk, og det vesttyske tilsvarende angelsaksiske. Det gjorde sig især gældende på det økonomiske område i forhold til udtryk som ‘planøkonomi’ over for ‘de frie markedskræfter’, ligesom den i Vesttyskland udbredte anvendelse af ‘euro-’ i ordsammenstillinger blev modsvaret af en østtysk forkærlighed for ‘inter-’.⁷⁶

Tiden op til østblokkens sammenbrud påvirkede uundgåeligt forholdet mellem de to Tysklande. Kohls Ostpolitik opretholdt status quo, også efter at Gorbatjov var kommet til magten. Forholdet til USSR blev endda meget køligt, efter at Kohl i 1986 sammenlignede Gorbatjovs metoder med Goebbels’ propagandamaskine.⁷⁷ SPD tog derimod kontakter til det østtyske kommunistparti SED.

Da Ungarn i maj 1989 delvist åbnede sin grænse til Østrig resulterede det i en strøm af DDR-flygtninge på de vesttyske ambassader i Wien og Budapest. Vesttyskland prøvede på at standse strømmen ved i august at lukke ambassaderne for flygtninge, men 11. september åbnede det ungarske kommunistparti grænsen helt, uden at konsultere USSR. På det tidspunkt var allerede 100.000 østtyskere udvandret.

I begyndelsen af de urolige måneder appellerede Kohl til SED om at reformere sig i tråd med de polske og ungarske kommunistpartier, men da regimets kollaps stod mere og mere klart, var den officielle vesttyske indsats at arbejde for en hurtig genforening. De vestlige allierede var ikke udelt begejstrede for denne hast, men Kohl-regeringen ignorerede den vestlige bekymring.⁷⁸ USSR kritiserede også planen, men forgæves, og det endte i juli 1990 med en aftale om tysk finansiering af tilbagetrækningen af de russiske tropper i DDR og bevilling af et milliardlån. 3. oktober 1990 blev DDR og Vesttyskland så til én stat, og samtidig opgav USA, USSR, Storbritannien og Frankrig deres formelle besættelsesret over Tyskland.

Det er blevet sagt, at den kolde krig betingede begge tyske staters eksistens.⁷⁹ Mere korrekt er det vel at sige, at den bevirkede begges opståen og den enes endeligt, for enden på historien blev, at Vesttyskland overtog DDR, og at det blev en genforening uden særlig hensyntagen til østtyske interesser. Alle østtyske love blev annulleret, undtagen den sovjetiske jordreform og en lovfæstet beskyttelse af sorberne, en slavisk minoritet bestående af ca. 50.000 mennesker. På den måde var DDR i højere grad end Vesttyskland et produkt af den kolde krig og afhængig af bipolariteten for at eksistere.

Genforeningen er da også blevet kaldt en ko(h)lonisering og en vesttysk ‘sejr’, men Forbundsrepublikken er alligevel ikke helt den samme som før 1989. Landet er blevet større og mere østligt placeret, regeringen og centraladministrationen er rykket til Berlin, og befolkningen er mindre økonomisk, politisk, kulturelt og socialt homogen end i nogen af de tidligere to Tysklande. DDR’s eksistens har stadig politiske, juridiske, økonomiske og psykologiske konsekvenser. Der er stadig to økonomier og to samfund i én stat, og graden af produktivitet og modernitet er forskellig i de vestlige og østlige dele af landet.⁸⁰ Treuhandanstalten er blevet kritiseret for at være et forceret foretagende, der ud fra sine vestlige og markedsøkonomiske præmisser har medført en massiv og måske ikke nødvendig afindustrialisering af det tidligere Østtyskland.⁸¹ I Vesttyskland herskede den private ejendomsret, mens man i DDR ikke kunne eje jord, kun have benyttelsesret, og det har givet, og giver stadig, uoverskuelige juridiske og ikke mindst menneskelige problemer, især når udvandrede østtyskere efter årtiers forløb gør krav på tidligere familiebesiddelser.⁸² Der er tale om 40 års forskellige socialiseringsprocesser. Skole- og uddannelsessystemerne i de to lande var væsensforskellige, og det vil tage lang tid at få udlignet forskellene og at få systemet til at fungere som central del af den samfundsmæssige og politiske opdragelse.⁸³ En østtysker beskrev i 1991 situationen som “en blitzkrig mod erindringen”:

De fra øst står fortumlede foran deres forvandlede hverdag. Alt er anderledes. Ligegyldigt om det er bedre, dårligere, smukkere eller grimmere – det er anderledes. En anden slags smør, andre penge, andre pølser, andre telefonbokse, andre aviser, andre skoler, andre urtepotteskjulere, andre formularer, en anden slags yoghurt, andre kørekort, andre fridage, andre biler, andre udlejere, andre curlere, andre drømme, andet arbejde, andre offentlige kontorer, andre checks, andet affald, andre ord, andre værdier, andre låse. (…) De er havnet i et andet land, uden at de har rørt sig ud af stedet.⁸⁴