Читать книгу Stasi og den vesttyske terrorisme - Anne Sorensen - Страница 7

DDR var i formulering og udøvelse af sin udenrigspolitik i det meste af sin levetid stærkt begrænset af afhængigheden til USSR. Det skyldtes dels den økonomiske og politiske afhængighed af USSR, dels landets geografiske placering som umiddelbar nabo til Vesteuropa.³⁶ Samtidig havde Tysklandspolitikken for USSR stor værdi.³⁷ Udenrigspolitikken blev derfor i høj grad en afspejling af den blokpolitik, der var knyttet til de socialistiske stater, og den var i udgangspunktet resultatet af en koordinering mellem disse stater, og med stor hensyntagen til USSR.

Man taler om tre faser i den østtyske udenrigspolitik. Den første fase varede fra 1949 til 1955, og den drejede sig om anerkendelse i østblok-regi. DDR havde i denne periode en usikret eksistens uden udenrigspolitiske handlemuligheder, hvilket først ændrede sig med indtrædelsen i Warszawapagten og USSR’s opgivelse af DDR som decideret vasalstat. Den anden fase varede fra 1955 til 1973 og var først og fremmest fokuseret på en østtysk etablering og konsolidering inden for østblokken og en bestræbelse på folkeretlig anerkendelse uden for østblokken, hvilket indebar en kamp mod Vesttysklands hævdelse af alene at repræsentere den tyske nation (se nedenfor). Denne fase afsluttedes i 1973 med begge landes optagelse i FN og den deraf følgende folkeretlige anerkendelse. Perioden fra 1973 og frem blev karakteriseret af opbygningen af internationale kontakter, især til vestlige og neutrale stater. I perioden 1980-1985 var DDR i en gunstig udenrigspolitisk situation. Mod slutningen af 1980’erne gerådede staten dog i et udenrigspolitisk tomrum, fordi det østtyske regime ikke støttede Gorbatjovs reformforsøg og derfor blev isoleret, også internt i østblokken. Fra 1986-87 stod DDR altså med en dobbelt afgrænsningspolitik over for både USSR og Vesten/Vesttyskland. Et russisk politibureaumedlem gav udtryk for situationen ved om Berlin-muren at udtale, at “det er jo ikke vores mur. Det er DDR’s sag”.³⁸ I sin uimodtagelighed for reformkrav kom DDR såvel uden- som indenrigspolitisk i krise. Ved de afsluttende forhandlinger om Tysklands fremtid i 1990 var DDR-repræsentanter nok bisiddere, men alle væsentlige spørgsmål blev afgjort af de vesttyske, amerikanske og russiske regeringer.³⁹

Udenrigspolitikken blev overordnet set dikteret af klassekampkategorier, hvor revolutionære befrielsesbevægelser i koloniserede/halvkoloniserede lande blev set som internationale drivkræfter i en bevægelse mod en ikke-kapitalistisk udviklingsvej.⁴⁰ Det betød politisk samarbejde, solidaritetspolitik og økonomiske forbindelser med mange tredjeverdens-stater, især i Afrika, Asien og Latinamerika. Mest bemærkelsesværdigt var DDR’s engagement i bevægelser som ANC, SWAPO og PLO, der fik udstrakt og aktiv støtte. Disse kontakter havde en meget vigtig udenrigspolitisk funktion i DDR’s selvlegitimeringsbestræbelser. I FN-regi var disse faktorer efter optagelsen i 1973 også vigtige for DDR. FN blev brugt som et internationalt forum til at befordre DDR’s imagepleje over for især den tredje verden, mens der sjældent blev søgt decideret konfrontationspolitik med Vesten eller mere specifikt Vesttyskland.⁴¹

DDR’s status inden for østblokken ændrede sig over tid. Fra at have været meget afhængig af USSR’s nåde blev DDR i løbet af 1960’erne en mere selvstændig og initierende aktør: i stedet for at have været en vasalstat blev landet en juniorpartner. I perioden 1955-1973 fandt en konsolidering i østbloksammenhæng sted; landet blev USSR’s tættest forbundne, var et bolværk mod Vesten og er blevet kaldt “blokdisciplinens vagthund”.⁴² Årsagerne til den ændrede position tilskrives den voksende konflikt mellem USSR og Kina, og at DDR fik stigende økonomisk betydning og blev USSR’s største handelspartner. Sammen med Polen og Tjekkoslovakiet blev DDR også den vigtigste militære partner for USSR.⁴³ Forholdet til de andre østblokstater var dog ikke altid harmonisk. DDR forsømte at påtage sig et ansvar for det nazistiske regimes handlinger i nabostaterne og var ikke tilbageholdende med at sætte sine egne NVA-soldater ind i disse lande, hvad der bragte mindelser om det nazistiske regimes fremfærd.⁴⁴

Udenrigsministeriet spillede ikke en fremtrædende rolle i det østtyske regime, hvor udenrigspolitikken blev dikteret af SED’s centralkomitésekretærer og politbureau. Beslutningsprocesserne var derfor meget uigennemsigtige.⁴⁵ Det må også ses i sammenhæng med, at udenrigspolitikken i DDR havde en særlig indenrigspolitisk funktion i forhold til at legitimere og stabilisere regimets eksistens over for egne borgere.⁴⁶ For DDR var det vigtigste element i Helsinki-processen (CSCE) princippet om de bestående grænsers ukrænkelighed og princippet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender. I Vesten/Vesttyskland blev der som nævnt i højere grad fokuseret på menneskerettighedsafsnittet, og en udvikling mod større åbenhed i østblokken blev set som et led i afspændingspolitikken. Disse principper om demokrati, meningsfrihed og rejsefrihed kom også til at fungere som belæg for konkrete krav fra DDR-borgere i resten af DDR’s levetid, især i forbindelse med retten til at flytte til Vesttyskland. DDR forsøgte at holde de ideologiske og politiske konsekvenser af Helsinki-slutakternes menneskerettighedsafsnit under kontrol for at sikre regimets indre stabilitet. Det førte til en hårdere indenrigspolitisk kurs, der bl.a. resulterede i eksileringen af sangeren Wolf Biermann i 1976 og i udvisninger af vesttyske journalister. DDR’s repressive indenrigspolitiske foranstaltninger modsagde i vidt omfang Helsinki-processens ånd og bogstav og bragte DDR i udenrigspolitisk miskredit. Den umiddelbare effekt af Helsinki-processen var derfor et forværret forhold til Vesttyskland, hvilket dog i efteråret 1977 blev afløst af tilnærmelser og en mindre grad af agitation mod Vesttyskland.⁴⁷ I DDR-regimets egen selvforståelse og agitation var dets deltagelse i Helsinki-processen et af de mest betydningsfulde elementer i fremstillingen af udenrigspolitikken. Især Honecker ville gerne profilere sig som fredspolitiker.⁴⁸

En samtidig vesttysk situationsrapport beskrev DDR’s udenrigspolitiske situation i 1970’erne som præget af konfrontationer mellem modsætningsfyldte tendenser. DDR’s regime var i en konflikt mellem den generelle tendens til afspænding, der også blev en vigtig faktor i USSR’s politik, og behovet for at styrke den indre sikkerhed.⁴⁹ Udenrigspolitikken var altså i denne periode i høj grad dikteret af en defensiv udgangsposition.

I forholdet til de ikke-socialistiske lande var DDR’s udenrigspolitik især præget af bestræbelserne på at blive en normal diplomatisk partner. Den politiske udenrigspolitik var derfor ofte defensiv og ubeslutsom, mens handelsudenrigspolitikken var offensiv.⁵⁰ Der var også tale om et ikke ringe element af udenrigspropaganda. Over for de skandinaviske lande drejede det sig især om de såkaldte Østersø-uger i Rostock, og derudover var DDR initiativtager til og deltager i et utal af arrangementer og foranstaltninger som venskabsby-aftaler, messer, sportsarrangementer, videnskabelige kongresser og komiteer. Der blev produceret østtyske radioudsendelser på fremmedsprog. Radioprogrammet “Stimme der DDR” var rettet mod vesttyske lyttere, mens Radio Berlin International sendte 322 timer ugentligt på 11 forskellige sprog. Herudover blev der foranstaltet massive udgivelser og distribution af fremmedsprogede bøger om DDR, og det må alt sammen ses i lyset af et ønske om at give et gunstigt indtryk af DDR’s indenrigspolitiske udvikling. Denne propaganda er blevet betegnet som et af de vigtigste instrumenter i DDR’s udenrigspolitik. I begyndelsen drejede den sig især om anerkendelsesbestræbelserne og var først og fremmest rettet mod tredjeverdenslande og den øvrige østblok for at opnå accept og legitimitet efter nazismen og 2. verdenskrig. Senere blev propagandaen et bidrag til den socialistiske bloks sammenhold og integration, den plejede de socialistiske staters internationale image og blev anvendt til at tydeliggøre forskellene mellem DDR og Vesttyskland.⁵¹

DDR’s forhold til USA var dårligt, især fordi DDR kategorisk nægtede at udbetale erstatninger til Holocaust-overlevende, der senere havde slået sig ned i USA, og af at staten nægtede at godtgøre eksproprieret amerikansk ejendom. Den samme manglende vilje til at påtage sig et erstatningsansvar efter 2. verdenskrig var også medvirkende til et dårligt og anstrengt forhold mellem DDR og Israel. For DDR-regimet var afvisningen af denne form for ansvar for nazismen begrundet i, at man ikke så landet som arvtager til Det Tredje Rige, men som et nyt Tyskland (se også næste afsnit).⁵²