Читать книгу Stedssans - Dan Ringgaard - Страница 3

Denne bogs emne er ikke til at komme udenom. Bogstavelig talt. Vi kan ikke være nogen steder uden at der er steder. Intet kan finde sted uden sted. Men hvad forbinder vi med et sted? Hvordan møder og skaber vi steder? Hvordan påvirker de os? Hvori består stedets fascination? Og hvad kendetegner stedet i dag? Det er spørgsmålene. Svarene har jeg søgt i litteraturen, i hvad der er tænkt og skrevet om stedet, og på stederne selv. Hvad angår litteraturen, handler bogen ikke i første omgang om stedets rolle i litteraturen, men om hvad litteraturen kan sige os om stedet. Jeg diskuterer teorier om stedet, men først og fremmest læses stederne hos en række moderne forfattere. I overensstemmelse med ønsket om at forstå stedet her og nu er der en overvægt af ny dansk litteratur. En serie af rejseoptegnelser fra Bahia i Brasilien supplerer litteraturens og teoriens steder med virkelige steder: en lufthavn og et hotel, en storby, en mineby der nu ernærer sig ved turisme, og en palmeø.

Jeg er kommet til stedet fra Henrik Nordbrandts digte. Dem skrev jeg en bog om for nogle år siden og i den forbindelse også om stedet. For Nordbrandt er stedet en tilstand skabt af lys og vejr, bygninger og landskaber på den ene side og erindringer, længsler, håb og et ønske om at forstå og beskrive på den anden. Sted og identitet er tæt forbundne i digtene. “Hvem er jeg?” besvares ofte med et “hvor er jeg?”. Hos den rejsende Nordbrandt er både sted og identitet udsat for tid. Den dominerende kvalitet ved tiden i forhold til stedet er at den ikke kan standses, og øjeblikket er derfor hele tiden forpasset. Når også stedet forpasses, når man aldrig kan nå frem eller vende tilbage til et sted, er det fordi stedet ikke bare er et fysisk rum, men også en mental tilstand. Stedet er aldrig identisk med sig selv. Det sted man var, eller det sted man forestillede sig, kan aldrig svare til det sted man er, fordi “tid og sted er ét” som der står i erindringsbogen Døden fra Lübeck (41). Det skaber en splittelse inden i stedet. Stedet har altid et andet sted indskrevet i sig, og digtene bliver i lige så høj grad påkaldelser af eller tilnærmelser til stedet der ikke er, som beskrivelser af det sted der er. Dette fravær handler ikke bare om en umulig længsel efter et andet sted, det er en konstatering af at fraværet ikke kan udgrænses, at det altid er her, midt i det hele som en afgrund og et vilkår.

Nordbrandts forkærlighed for det fremmede sted, for den stemning det kan sætte én i, hans fornemmelse for tiden som en underløbende og omformende kraft i forbindelse med stedet, og for stedet som noget der altid er i splid med sig selv, vil jeg gerne vedkende mig. I den finder jeg en digterisk afprøvet kritik af den stedteori som kunsthistorikeren Peter Brix Søndergaard i sin artikel “Stedets politik” omtaler som “en romantisk indfarvet fænomenologi, der i en anti-moderne gestus understreger Heimat, rødder, bofasthed, hjem og tryghed” (230). Stabilitas loci som romerne kaldte det, er næppe nogen fyldestgørende karakteristik, hverken af stedet i almindelighed eller af det gode sted, og da slet ikke af stedet som det ser ud i dag. Ikke desto mindre hører det med til stedserfaringen at den slår en til tider magisk cirkel omkring et stykke af verden. Genius loci, stedets ånd, er en fortsat forjættelse uanset hvor foreløbigt stedet er, og uanset om det stykke af verden der slås en cirkel om, i dag snarere er defineret som et knudepunkt for globale kredsløb, et magnetfelt for i alle retninger løbende tider og rum, end som en håndgribelig og forståelig enhed der er som groet ud af jorden og historien.

Bogen er bygget op omkring en kritik af Martin Heideggers forestilling om det gode sted fra foredraget “Bauen Wohnen Denken” (Bygge Bo Tænke, 1954). Kritikken går i tre retninger, én der flytter interessen fra det til enhver tid gode sted til stedet som et produkt af historiske forandringer, én der angår kroppens og med den sansningens og bevægelsens betydning for stedet, og én der er optaget af de repræsentationsformer vi ser stedet igennem. Mens bogens første afsnit, Pausen, handler mest om det gode sted, danner de tre kritikker hver deres perspektiv på stedet i afsnittene Kloden, Kroppen og Kortet. Når det perspektiv der angår stedets historiske foranderlighed har fået overskriften Kloden, skyldes det globaliseringens afgørende indflydelse på stedet. Det er globaliseringen som har flyttet stedet fra en vertikal akse hvor stedet er relativt selvhvilende og forbundet med jorden og historien, til en horisontal akse hvor stedet er som et knudepunkt for globale kredsløb. Når det perspektiv der angår repræsentationsformerne, har fået overskriften Kortet, skyldes det at kartografien er stedets repræsentationsform par excellence, og at den tilbyder en måde at genoverveje stedet på som noget der altid i et eller andet omfang møder os i en repræsenteret form. Denne vifte af positioner er overblændet af hvad den fænomenologiske filosof og stedteoretiker Edward S. Casey ser som de tre fundamentale måder at tilegne sig et sted på. Man kan enten være på stedet, passivt synke ned i det, langsomt optages i dets stofskifte (Pausen), eller man kan bevæge sig rundt på det område stedet udgør, skridte det af, kortlægge dets afstande og på den måde lade det gå i kroppen på én (Kroppen), eller man kan flytte sig imellem stederne (Rejsen).

I kapitel 1 præsenteres to gennemgående begreber, forundring og resonans, ved hjælp af William Wylers film Prinsessen holder fridag og V.S. Naipauls selvbiografi Ankomstens gåde, inden jeg i kapitel 2 diskuterer Heidegger og kritikken af hans stedsbegreb. Herefter gælder det stedet og dets atmosfære i detektivromanen ud fra Georges Simenons Maigret-bøger i kapitel 3, hvorefter det eksotiske sted og eksilet undersøges i Graham Greenes spionromaner i kapitel 4. I kapitel 5 og 6 er omdrejningspunktet sted og globalisering, herunder begreber som ikkested, turisme og “en global fornemmelse for sted”, mens jeg i kapitel 7 undersøger stedet set udefra og indefra ved af krydslæse Brasiliensromaner af danskeren Henrik Stangerup og brasilianeren João Guimarães Rosa. Kapitel 8 er en stedsanalyse i kroppens nærmere bestemt gangens tegn af en storby: Salvador. I kapitel 9 stilles der skarpt på hvordan den gående krop skaber stedet imens der krydsklippes til Dag Solstads roman 16.04.41; kapitel 10 drejer sig om forbindelsen imellem krop, landskab og sprog i Morten Søndergaard og Inger Christensens digte, imens kapitel 11 udreder forbindelserne imellem globalisering, bevægelse, rejse og hjemstavn i læsninger af en række nye dansk tekster. Kapitel 12 er en stedsanalyse i rejsens tegn af en mindre provinsby inde i landet: Lencois. Rejsen og dens forhold til stedet behandles i kapitel 13 ud fra Thomas Bobergs rejsebøger, og sted og autenticitet diskuteres via andre danske rejsebøger i kapitel 14. Kapitel 15 er en stedsanalyse i kortets tegn af en palmeø: Boipeba. Kapitel 16 handler om litterær kartografi, et emne som udforskes yderligere i kapitel 17 og 18 med læsninger af litteraturens korttegnere (Chabon, Enquist og Frost) og landmålere (Pontoppidan, Kafka og Pynchon). Bogen afsluttes med ti teser om stedet.

Læsningen af litteratur, diskussionen af teori samt rejseoptegnelserne går på tværs af de fem perspektiver som tre forskellige måder at tænke og skrive om stedet på. Efterhånden som de tre måder såvel som de fem perspektiver er gået i forbindelse med hinanden, er der vokset en bog frem hvis genre er svær at bestemme. Betegnelsen essay er nok det der kommer det nærmest. Man kan betragte bogen som en samling af essays der kredser om forskellige sider af fænomenet sted.

Essayet er begrebsligt og argumenterende, men det er en prøvende og foreløbig begrebslighed som i lighed med litteraturen opstår som en formning af anskuelsen og sproget. Essayet er form, skrev den ungarske litteraturkritiker Georg Lukács i 1911 i “Om essayets væsen og form”. Det betyder at essayets indsigter i lighed med kunstens ikke kan adskilles fra den formningsproces de er skabt af. Med anskuelse mener Lukács en ikke-begrebslig erfaring af helheder som tager udgangspunkt i noget partielt og ofte sanset. Når kunsten eller essayet former anskuelsen, viser de noget i stedet for at forklare noget. Men essayet er forpligtiget på begrebet såvel som på anskuelsen. Ifølge Theodor W. Adorno og “Essayet som form” (1958) reagerer essayet imod forestillingen om “at gøre kunsten til et indhegnet reservat for irrationalitet, at sætte erkendelse lig med organiseret videnskab, og dermed forvise alt, hvad der ikke underordner sig denne modstilling til noget urent” (101). For Adorno er essayet antisystemisk, men ikke antibegrebsligt eller antiteoretisk; dets organisering er brudfyldt og flertydig, rumlig og åben. At den er rumlig, betyder bl.a. at essayet ikke forløber på en lige linje fra problem over argumentation til konklusion, men i højere grad søger ind imod et problem fra flere sider i en proces hvor problemet selv kan skifte karakter undervejs. At essayets struktur er åben, betyder, med Lukács, at essayet i modsætning til kunsten stiller spørgsmål af almen karakter ved at kombinere noget der er skrevet og skabt i forvejen, men at det i modsætning til videnskaben ikke besvarer disse spørgsmål endeligt og entydigt. Essayet er også åbent ved at være personligt og ved at invitere læseren indenfor, men det er ikke formidlende; det tager ikke læseren ved hånden. Tværtimod er det afgørende for essayets åbenhed at læseren selv finder vej, eller bedre: finder sin egen vej.

Det er svært at blande sig selv uden om stedet. Denne bogs udforskning af stedet er et personligt anliggende med de kæpheste det medfører, forkærligheden for fremmede steder f.eks. og valget af litteratur. Det er som i de kriminalromaner hvor detektiven viser sig at være morderen: Svaret på gåden om stedet vil pege på manden som havde ansvaret for efterforskningen. Hertil skal lægges at definitionen af stedet forudsætter at nogen er til stede midt i det, at en lokalitet gennemlyses af en subjektivitet. Stedet er en begivenhed, en særlig og principielt uigentagelig konstellation af tid, rum og subjektivitet. Forfatterens tilstedeværelse skal minde os om at et sted først er et sted i det øjeblik nogen, fysisk eller mentalt, stiller sig ind midt i det. Endelig taler man altid et sted fra. Enhver skrift bærer spor af det sted eller de steder hvor den er blevet til, og enhver skrift indeholder en påkaldelse af dette sted eller disse steder. Størsteparten af denne bog er skrevet på to bakker i Århus, den universitetet ligger på nord for centrum, og hjemme hos mig selv på den bakke der kaldes Højbjerg, og som ligger imod syd. Den er også skrevet under et halvt års ophold i Berkeley i Californien og på kortere ophold på San Cataldo ved Amalfi i Italien og på Klitgaarden i Skagen, og den har ikke mindst taget form på den rejse til Bahia i Brasilien som beskrives i bogen.