Читать книгу Stedssans - Dan Ringgaard - Страница 6

(Heideggers gode sted ud fra “Bauen Wohnen Denken” / præsentation af traditioner i stedteorien via opslutning til eller kritik af Heidegger (Gaston Bachelard, Edward S. Casey, Henri Lefebvre, J. Hillis Miller) / samtlige kritikker set igennem Paul Celans digt “Todtnauberg”)

Heideggers hytte ligger som den lå, tilbagetrukket i kanten af skoven over landsbyen Todtnauberg i Schwarzwald. Den nær ved kvadratiske trækonstruktion med sit lavthængende let skrånende tag går så godt som i ét med bakkedraget. Man kan læse om den og se billederne i arkitekten Adam Sharrs bog Heidegger’s Hut. På et af fotografierne, taget sidst i 60’erne af Digne Meller-Marcovicz for Der Spiegel, står Heidegger, oppe i årene og i striktrøje og slips, med højre hånd hvilende på den brønd der ligger lidt væk fra huset. Han står med en hvid spand i den anden hånd og kigger op imod os, og man lægger mærke til den udskårne træstjerne som Paul Celan taler om i sit digt “Todtnauberg”: “der / Trunk aus dem Brunnen / mit dem / Sternwürfel drauf” (drikken fra brønden med / stjerneterningen ovenover). I fem årtier skrev filosoffen hovedparten af sine manuskripter i hytten, og i foredraget “Bauen Wohnen Denken” (Bygge Bo Tænke) gjorde han den til indbegrebet af det gode sted. Heidegger holdt foredraget i Darmstadt den 5. august 1951. Han var 62 år og så småt ved at komme tilbage til den offentlighed der havde forstødt ham efter krigen pga. hans forbindelse til nazisterne. Foredraget er Heideggers mest direkte analyse af stedet. Det er en stærk, men problematisk analyse. Da den til og med har været indflydelsesrig, er den god at begynde med.

Heidegger indleder sit foredrag med at trække nogle etymologiske forbindelser mellem at bygge, at bo og at være. De skal pege på en fundamental forbindelse mellem arkitektur, sted og væren. Bygningen er en ting (das Ding) der skaber stedet, og stedet samler eller forankrer det Heidegger kalder firfolden. Han illustrerer tanken med en af de Schwarzwaldgårde som hans egen hytte er bygget efter:

Lad os for en stund tænke på en Schwarzwaldgård som bønders beboelse endnu for to århundreder siden byggede. Her har en indstændig evne til en-foldigt at lade jord og himmel, guder og dødelige komme ind i tingene lagt huset til rette. Den har stillet gården på bakkedraget i ly for søndenvinden mellem engene i kildens nærhed. Den har givet den det bredt overhængende, tagspånsdækkede tag som med den rigtige hældning bærer snemasserne og med dybe nedhæng beskytter stuerne mod de lange vinternætters storme. Den har ikke glemt hjørnealteret bag fællesbordet, den har fundet velsignede pladser til barneseng og Totenbaum – sådan kaldes ligkisten der – og således har den under ét tag indskrevet de forskellige livsaldres særlige præg og gang gennem tiden (161).

Gårdens arkitektur og funktion afspejler firfolden (das Geviert) af “jord og himmel, guder og dødelige”. Gården er klogt placeret og bygget med tanke på landskabet og vejrliget, i forhold til det vi lever af og på, og det der åbner sig foran os og over os. Stuen har afsat et hjørne til det der rækker ud over mennesket og betragter det i dets daglige eksistens, og den omfatter menneskelivet helt frem til den død der for Heidegger definerer det. Gården samler denne firfold med stor enkelhed og på ét sted, derfor det kursiverede og ordspillende en-foldigt (einfältig). Beskrivelsen af hytten er et eksempel på hvad der for mig er Heideggers grundlæggende indsigt i stedserfaringen: at den er en dobbelt bevægelse af samling og åbning. Noget helt konkret samler noget og åbner samtidig rummet op omkring sig. Noget finder sted i og med denne samling, og den åbning samlingen medfører, gør at man er til stede, at man her og nu er delagtig i hvad der omgiver én til alle sider.

Hytten er foredragets andet og sidste eksempel; det første er broen. Her kan man tænke sig Alte Brücke i Heidelberg, den tunge buede stenbro over Neckar fra 1788 som Friedrich Hölderlin besynger i digtet “Heidelberg” (1800). Heidegger citerer fra digtet i foredraget. “Broen samler jorden som landskab omkring floden” (152), skriver han også. Broen samler firfolden ved i al slags vejr at bringe bredderne i forbindelse med hinanden og lade mennesket passere under et andet blik. I Heideggers beskrivelse af livet på broen og dens måde at samle firfolden på hører man et ekko af Hölderlin. Hölderlins strofer om broen kan give en fornemmelse af hvordan Heidegger tænker sig firfolden:

Wie der Vogel des Walds über die Gipfel fliegt,

Schwingt sich über den Strom, wo er vorbei dir glänzt,

Leicht und kräftig die Brücke,

Die von Wagen und Menschen tönt.

Wie die Göttern gesandt, fesselt’ ein Zauber einst

Auf die Brücke mich an, da ich vorüber ging,

Und herein in die Berge

Mir die reizende Ferne schien,

[Som skovens fugl flyver over tinderne, / svinger sig over strømmen, hvor den glimter forbi dig, / let og kraftig broen, / der toner af vogne og mennesker. // Som fra guderne sendt, bandt en fortryllelse engang / mig til broen, da jeg gik forbi den, / og ind til mig mellem bjergene / strålede det henrykkende fjerne imod mig,]

Trafikken på broen, floden og tinderne som de løfter sig imod det fjerne, og guderne der tryllebinder digteren, alt samles i ét poetisk udmålt svæv fra “ind til mig mellem bjegene” til “det henrykkende fjerne” udløst af broen over floden. Her er Heideggers beskrivelse af hvordan broen, denne ting, samler og åbner, og af hvordan et sted bliver til et sted:

Broen er rigtignok en egen slags ting; for den samler firfolden på den måde, at den tilsteder den en plads (Stätte). Men kun det, som selv er et sted (Ort), kan indrette en plads. Stedet er ikke for hånden allerede før broen. Rigtignok findes der, før broen står der, mange områder (Stellen) langs floden, der ville kunne blive besat af noget. Et blandt dem viser sig at være et sted og netop i kraft af broen. Sådan kommer broen altså ikke først hen at stå på et sted, men på grund af broen selv opstår først et sted. Den er en ting, samler firfolden, men samler den på den måde, at den tilsteder den en plads. Ud fra denne plads bestemmes torve og veje, gennem hvilke et rum (Raum) rettes ind.

Ting, som på denne måde er steder, tilsteder på en given tid først rum (154 –oversættelsen af Stätte, Ort, Stellen og Raum er baseret på Jeff Malpas’ diskussion af ordene og passagen i Heidegger’s Topology, 29-32 og 253-54).

Før broen er der områder (Stellen) i naturen. Først i og med broen bliver de til steder (Ort). Stedet bliver altså til i kraft af et menneskeligt indgreb, nærmere bestemt en bygning, en teknologi. I ordet arkitektur og i ordet teknologi gemmer sig det græske ord for håndværk og kunst, techne. Det skal forstås i dets, ifølge Heidegger, oprindelige betydning af at lade noget vise sig eller komme til syne, og det der viser sig, er ikke bare broen, men stedet. Stedet er altså noget som finder sted, en begivenhed. Begivenheden (Ereignis) er et centralt begreb i Heideggers tænkning der, ifølge Malpas i kapitlet “The Poetry that Thinks”, ikke kun betyder begivenhed, men også samling og tilhørsforhold såvel som åbning og afsløring. Vigtigst er det at konstatere at stedets karakter af begivenhed understreger at stedet er noget der udfolder sig lige så meget i tid som i rum, eller rettere: Stedet lader tid og rum udfolde sig.

Tanken er altså at stedet ikke lader sig tænke uden et menneskeligt indgreb eller mærke. Det behøver ikke at være et fysisk indgreb som en bygning. I det samtidige foredrag med Hölderlin-titlen “… Dichterisch wohnet der Mensch …” (Digterisk bor mennesket) – der i øvrigt endnu en gang dokumenterer Hölderlins betydning for Heideggers forståelse af firfolden – spørger filosoffen: “Men igennem hvad opnår vi et sted at bo?” Og svarer: “Ved at bygge. Poetisk skabelse der lader os bo, er en måde at bygge på” (215). Senere antyder han, som han også gør det i “Bauen Wohnen Denken”, at tænkning også er en måde at bo på. Slår vi (som Heidegger gør i sit foredrag) en foreløbig parentes omkring denne udvidelse af forestillingen om at bygge og bo og holder os til den fysiske bygning, så kan vi få et indblik i forbindelsen mellem stedets fysiske form og det menneskelige indgreb.

Så langt samlingen. Det næste skridt er åbningen. Stedet bliver på sin side en plads (Stätte) for firfolden og skaber et rum (Raum). “Disse ting [som f.eks. broen] er steder der tillader en plads til firfolden, en plads som hver gang lader et rum udfolde sig” (155). Der ryddes en plads: “Rum betyder en plads som er givet fri til bebyggelse og ophold” (154). En plads har en grænse som Heidegger tænker sig som en horisont ligesom i det græske horismos: der hvor noget begynder at vise sig. Eftersom stedserfaringen, som jeg tillader mig at kalde den, er en erfaring af samling og åbning, gælder det selvfølgelig om ikke at lukke rummet, det skal være åbent og i bevægelse, derfor denne forståelse af grænse. “Rum er grundliggende det der er gjort plads til […] Det der gives plads til, bliver hver gang tilladt og sammenføjet, dvs. samlet via et sted, dvs. gennem en ting som broen. Følgelig modtager rummene deres væren fra steder og ikke fra ‘rummet’” (155). Heidegger skelner mellem det rum som stedet synliggør, og det “matematisk bestemte rum” (156) som han sætter i anførselstegn. Om det sidste siger han: “Vi finder aldrig steder eller ting af broens slags, i det. Modsat findes der i de rum som stederne sørger for, rum som mellemrum og i disse igen rum som udstrækning” (156). Torve og veje strækker sig ud fra stedet, forstår vi på den udhævede passage ovenover. Rummet opstår i denne konkrete udstrækning og bevægelse. Det er noget man kan rejse igennem. Man kan – med Malpas’ bog der er ét langt argument for at stedet er fundamentalt for hele Heideggers tænkning og ikke kun den sene tænkning som “Bauen Wohnen Denken” er udtryk for – sige at den del af stedserfaringen som angår åbningen, i høj grad er en erfaring af rum.

Jeg skrev at Heideggers analyse af stedet er stærk, men problematisk. Den er stærk ved at vende op og ned på forholdet mellem sted og rum. I stedet for at forstå stedet som afledt af anskuelsesformen rum, siger Heidegger at det er stedet der samler rum såvel som tid. Den er også stærk pga. analysen af stedet som en begivenhed der samler og åbner i én bevægelse med hvad den indbefatter af forestillinger om menneskeligt indgreb og foranderlige grænser. Analysen er problematisk fordi Heideggers sted mangler en krop til at stå midt i det hele og erfare det, fordi det er et sted der, skønt snævert historisk, har gyldighed til hver en tid, og så fordi det tilsyneladende er umiddelbart tilgængeligt. Problemerne angår kroppens, historiens og sprogets betydning for stedet.

Den dobbelte bevægelse af samling og åbning giver først mening når den forstås ud fra en krop. For filosoffen og fænomenologen Edward S. Casey bliver stedet til imellem kroppen og landskabet, imellem den ring af syns- og lydindtryk som man orienterer sig efter, og så den krop som findes i centrum for disse orienteringer: “Sted er hvad der finder sted imellem krop og landskab”, skriver han i bogen Getting Back Into Place fra 1993, de er stedets “epicentre” (29). Caseys idé er tydeligt inspireret af Heideggers dobbelte figur af samling og åbning. Caseys tilføjelse består i at sige at når alting begynder med stedet, er det fordi vi altid er på et sted, og vi er der altid med vores sansende krop. Dermed er stedet sat i bevægelse. For nok er Heideggers sted en begivenhed og noget der åbner sig, men samlingen omkring den stationære og tunge bygning på det kendte sted, på hjemstavnen, er lige godt fremherskende.

I Getting Back into Place laver Casey forskydningen hen imod kroppen og bevægelsen via noget så Heideggersk som en etymologi. Det engelske ord for “wohnen”, at bo eller bebo, er det kongeniale “to dwell”. Ifølge overskriften på femte kapitel i Caseys bog er der “Two Ways to Dwell”. Ordet har nemlig to etymologier: en oldnordisk, dvelja, som henviser til det vi i dag forstår som at dvæle, altså gøre ophold, hvile, og en oldengelsk, dwalde, som betyder vandre, fare vild. Stedet knyttes på den måde ikke bare til opholdet eller pausen. Fornemmelsen af stedet opstår derimod på de to modsatte måder som etymologierne antyder: ved stilstand og bevægelse, ophold og rejse, hvile og omflakken, beboelse og udforskning. Caseys udredning tydeliggør hvad der i forvejen var slående, at Heideggers sted er hjemstedet, det er broen i Heidelberg og huset i Schwarzwald. I stedet åbner Casey for at fornemmelsen for stedet også kan opstå på det fremmede sted og på rejsens sted. Man kan hævde at bevægelsen og rejsen er indeholdt i Heideggers idé om rummet som konkret udstrækning fra stedet, men eksemplernes magt overskygger bevægelsen og lader alt emanere fra hjemstavnen.

Casey skriver også at både krop og landskab er “gennemtrængt af kulturelle bestemmelser” (30), kroppen af gentagne bevægelser gennem topografien og arkitekturen og af de sociale rutiner der følger med, landskabet af bygninger og brug. Lige såvel som kulturen altid finder sted på et sted, er stedet altid allerede kulturelt. Kultur er “stedernes tredje dimension”, skriver han (32). Stedet opstår altså nærmere bestemt imellem krop, landskab og kultur. Det er ikke så lidt af en udvidelse. I La Production de l’espace (Produktion af rum, 1974) kritiserer den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre Heidegger og en anden central skikkelse i stedteorien Gaston Bachelard for at være nostalgikere. Deres opfattelse af rum er ifølge Lefebvre ahistorisk og endimensional. Bachelards rum er i hans La poétique de l’espace (Rummets poetik, 1958) begrænset til det intime hus, der hvor man bor hele livet, og som er omgivet af natur. Heideggers rum er på den ene side fyldt med ting som er tæt på naturen, men fjernt fra moderne mennesker, og på den anden en helt renset skueplads for væren. De lider begge af en “besættelse af absolut rum” (122) som Lefebvre ser som et religiøst ladet rum der har pastoral karakter. I pastoralen er fragmenter af natur og kultur ført sammen, som f.eks. broer og floder, hytter og skov.

For Lefebvre er ethvert rum derimod socialt; det er skabt af mennesker, og det ændres konstant af historien. Lefebvre forstår rum ud fra triaden rumlig praksis, repræsentationer af rum og repræsentationens rum, eller perciperet, begrebsligt og levet rum. Rumlig praksis eller perciperet rum er de daglige rutiners rum, handlingens og sansningens rum. Repræsentationer af rum eller begrebsligt rum er det rum vi møder og skaber via viden og ideologi, ikke mindst via sprog. Repræsentationens rum eller det levede rum er et rum skabt af kulturelt og historisk overlejrede billeder og forestillinger. Det er fantasiens og erindringens rum. Lefebvre opfatter altså ethvert konkretiseret rum, det jeg vil kalde sted, som sammensat af flere slags rum under stadig forvandling. Det afgørende er ikke i første omgang om de tre kategorier er de rigtige, men at et sted indeholder en resonans af andre steder, og at det opstår i et samspil af handlinger, fysisk rum, billeder og symbolske betydninger. Der findes intet rent sted, selvhvilende, homogent og tidløst. Stedet står i stadig udveksling med verden omkring sig.

Det findes heller intet sted som ikke allerede er set igennem en eller anden form for repræsentation. I Topographies fra 1995 har J. Hillis Miller en tæt læsning af “Bauen Wohnen Denken” hvori han kritiserer Heideggers sprogopfattelse. Heidegger mystificerer sproget, gør det til et orakel, hævder Hillis Miller og citerer ouverturen til hele foredragets argumentation. Her begynder Heidegger med at konstatere at noget i ordet “Bauen” er “endt med at blive glemt”, afgørende betydninger er i sandhed “skjult”. Og han fortsætter:

At sproget ligesom tager den egentlige betydning af ordet bygge, det at bo, tilbage, bevidner alligevel det oprindelige i denne betydning; for med sprogets væsentlige ord falder det egentligt sagte let tilbage i glemslen til fordel for det ved ordenes mening, der står i forgrunden. Disse tildragelsers hemmelighed har mennesket knap nok ofret opmærksomhed endnu. Sproget unddrager mennesket sin enkle og høje tale. Men dermed forstummer dets oprindeligere tilsigen ikke, det tier blot. Mennesket forsømmer rigtignok at agte på denne stilhed.

Men hvis vi lytter til, hvad sproget siger i ordet bygge … (148).

Sproget tales ikke af mennesker, det taler selv; men det er en tavs tale, en tale der vidner om en skjult, glemt, oprindelig, egentlig visdom som er dets væsen lig. Det er en sprogholdning som ifølge Hillis Miller ignorerer tre centrale træk ved sproget: at det er performativt, ideologisk og figurativt. Sproget er performativt ved at være delagtig i skabelsen af den virkelighed det taler om. De ord vi bruger om det vi beskriver, og som vi vælger frem for andre eller i mangel af bedre, farver vores syn på det beskrevne. Heidegger derimod opererer i foredraget og på denne tid med en forestilling om at sproget, uanset om det er poesiens eller tænkningens, er en måde at bo og dermed at være på. At bo og at være kommer til at ligge på et andet og mere fundamentalt niveau end sproget, et niveau som forudsætter at noget gøres, f.eks. i sproget, men som i sig selv er uantastet af sproget. For den sene Heidegger er sproget ligesom det at bygge en måde at gøre væren synlig på, et indgreb, en begivenhed, og så langt performativt. Men det er en begivenhed der afslører noget andet og mere fundamentalt.

Sproget er ideologisk i den forstand at det altid bærer overlejrede betydninger med sig, fortsætter Hillis Miller. Det er aldrig rent. Sprogets betydninger er præget af hvem der har brugt det og til hvad. Når Heidegger f.eks. begynder sin argumentation med at lade sproget tale fra et etymologisk dyb, når han forestiller sig at vi kan lytte til sproget og høre det afsløre en dybere betydning, så hævder han at sproget besidder mere rensede eller afklarede lag og en eksistens i sig selv. Det han i virkeligheden gør, siger Hillis Miller, er under dække af etymologi at producere metaforer. De etymologiske forbindelser skal afsløre sandheden om forbindelsen mellem bygge, bo og tænke til hver en tid på hvert et sted, men de kan kun laves på et bestemt sprog, tysk, og ved at fremhæve en gammel betydning på bekostning af en nyere. Heidegger overfører betydning fra et semantisk område til et andet, han bedriver metafor. Det figurative sprog bryder aldrig igennem til det ene der er at sige, men siger altid noget andet i stedet, det er med Friedrich Nietzsche en hær af metaforer, eller med Heideggers eget eksempel, en bro mellem her og der. Heideggers argumentation er et langt metaforisk brobygningsarbejde som skal forbinde titlens ord.

Millers kritik erindrer om at stedet aldrig bare er der, og at det ikke bare kommer til os via kroppen som førsproglige erfaringer, men også i høj grad via sproget og andre former for repræsentation. Han peger på tegnenes betydning for stedet. Nærheden til stedet er altid udfordret af repræsentationens medskabende og værdiladede distance. Heller ikke Hillis Miller går af vejen for etymologiske argumenter. Han viser hvordan titlen på hans bog Topographies har haft tre betydninger: skriftlig såvel som grafisk beskrivelse af stedet samt stedets egen fysiske form. Skredet i ordets betydning skal illustrere at stedet altid vil befinde sig ustadigt imellem sine repræsentationer og sin fysiske form.

Paul Celan, den eksilerede tysk-jødiske digter, besøgte Heidegger i hytten i Todtnauberg den 25. juli 1967 og skrev sit digt “Todtnauberg” en uge senere på et hotelværelse i Frankfurt. Celan beundrede Heideggers tænkning som Heidegger beundrede Celans poesi; men for Celan, der i modsætning til sine forældre havde overlevet koncentrationslejrene, forblev Heidegger også nazisympatisøren:

Arnica, Augentrost, der

Trunk aus dem Brunnen mit dem

Sternwürfel drauf,

in der

Hütte,

die in das Buch

– wessen Namen nahms auf

vor dem meinen? –,

die in dies Buch

geschriebene Zeile von

einer Hoffnung, heute,

auf eines Denkenden

kommendes

Wort

im Herzen,

Waldwasen, uneingeebnet,

Orchis und Orchis, einzeln,

Krudes, später, im Fahren,

deutlich,

der uns fährt, der Mensch,

der’s mit anhört,

die halb-

beschrittenen Knüppel-

pfade im Hochmoor,

Feuchtes,

viel.

(I Peter Nielsens oversættelse: Guldblomme, øjentrøst, / drikken fra brønden med / stjerneterningen ovenover, // i / hytten, // den skrevne linje / i bogen / – hvis navn blev indført / før mit? – / i den bog / om en forhåbning, i dag, / om en tænkendes / kommende / ord / i hjertet, // skovgræs, ujævnet, / orchis og orchis, enkeltvis, // grove, senere under færden, / tydeligt, // den som kører os, mennesket / som hører på, // de halv- / betrådte tømmer- / stier i højmosen, // fugt, / meget.)

Det er “knap nok et digt”, skriver Philippe Lacoue-Labarthe i La poésie comme expérience (Poesien som erfaring): Hakkende og elliptisk som det er, virker det snarere som “en rest fra en aborteret fortælling” (53). Digtet beskriver besøget i hytten i én lang sætning. Først udenfor blandt blomsterne og ved brønden, dernæst den sproglige tøven på tærsklen til huset, markeret af den frithængende småstrofe “i / hytten”; så indenfor bøjet over gæstebogen, og tankerne om hvem ellers, hvilke nazister, der måtte have skrevet i den før. Så udenfor igen ved andre blomster, og endelig den vandring digteren tænker tilbage på da han kører bort. Hytten er centrum for digtet og besøget, fremhævet i den lange midterstrofe og indrammet af ekkoet “i hytten […] i hjertet” og af blomsterne på hver sin side af den. Hytten er midten, hjertet, den samler digtet; men Celan er udtrykkeligt på besøg. Vi ser ham køre væk igen, vi ser ham gå tur, og vi ser hans krop forfriske sig ved brønden og siden tøve foran hytten. Modsat Heideggers statiske beskrivelse af gården som det mennesketomme sted der samler og rummer alle tider, er Celans beskrivelse af Heideggers hytte præget af en krop og et menneske på gennemrejse.

Det sted digteren beskriver, er stigmatiseret af konkrete historiske hændelser. Det biografiske antydes af omtalen af den tænkende som tydeligt alluderer til Heidegger, og af “de halv- / betrådte tømmer- / stier i højmosen” der er en omskrivning for Heideggers bogtitel Holzwege. Og så er der de andre der måtte have skrevet i gæstebogen, de nazister som har besøgt stedet, og med dem det vanvid og den ødelæggelse de skabte i verden og for Celan personligt. Mødet mellem digteren og filosoffen beskrives i digterens perspektiv som en “forhåbning” om “kommende / ord / i hjertet”; men de lader ikke til at være kommet fra den tænkende. Ordet “ord” der står isoleret på verslinjen, er tavst på en helt anden måde end Heideggers tavse sprog. Det tier fordi det er uforløst, fordi det der måske kunne være blevet sagt, ikke blev sagt. De to blomster der står i digtets begyndelse, er begge helbredende, trøstende som “øjentrøst”, og de er åbne i lyse a’er. Efter besøget i hytten står der to udtrykkeligt adskilte og ens blomster med lukkede o’er. Stierne er halvbetrådte, mødet uforløst. Hytten samlede ikke, den delte. “Han kom fra en anden verden, og forblev i en anden verden”, konkluderer Otto Pöggeler om Celan i digtet i Spur des Worts (Ordspor, 263).

Midt i hytten, midt i digtet og midt i strofen der er indrammet af ordene “bog” og “ord”, ligger papiret digteren skriver på. Hvis hytten er digtets centrum, så er sproget i hjertet af dette centrum. Sproget, nærmere bestemt skriften og papiret, er i hjertet af stedet. Papiret er ikke blankt. Digteren skriver bag efter og oven på andres ord. Celans sprog er et sprog der usikkert på sig selv falder fra hinanden når han forsøger at skildre mødet. Først er det, som så ofte hos Celan, tøvende i sine korte vers og de mange kommaers vippende ophold på kanten af verset. Siden hakkes ikke kun sætningerne op, men ordene forkortes (“der’s”) og falder fra hinanden i orddelingerne. Tysk er løgnens sprog for Celan, for Heidegger fører det, som vi har set, til sandheden. Det er et ødelagt sprog hvis poetiske tilløb og udråb – “Arnica, Augentrost” og “Orchis und Orchis” – munder ud i afknappede og halverede ord og til sidst i det pivåbne og svage ord “viel” som ikke formår at gribe hverken sandhed eller verden. Det er et sprog præget af sin fortid, ikke et sprog der som Heideggers taler hen over tiderne. Heideggers hytte er ikke et godt sted for Celan som udsætter det for krop, historie og sprog. Hytten er indfanget i kroppens bevægelse igennem det, traderet af en grusom historie og beskrevet i et sprog der, pga. denne historie, griber forgæves ud efter det møde hytten ikke kunne blive rammen for.