Читать книгу Sprogfag i Danmark - Группа авторов - Страница 2
Forord
ОглавлениеI dette 45. nummer af tidsskriftet Sprogforum tager vi pulsen på sprog og sprogundervisning i Danmark i år 2008-2009. Det finder vi nødvendigt i disse trange tider, hvor fremmedsprogs- og andetsprogsområdet på mange måder synes at hensygne. Men sproget lever! – på trods af nedskæringer findes en lang række projekter og initiativer og visioner for sprogundervisningen, som er af vital interesse for elever og studerende landet over og for den fremtidige udvikling inden for sprog i Danmark.
Artiklerne er skrevet af en række repræsentanter for institutioner eller foreninger i Danmark i INFODOK – Informations- og dokumentationscenter for fremmedsprogspædagogik, som er en integreret del af Danmarks Pædagogiske Bibliotek på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Campus København. Dette repræsentantskab bestående af fagfolk fra undervisningsverdenen i folkeskolen, gymnasiet, handelsskolen, sprogcentre og højere læreanstalter har tradition for at mødes ca. en gang om året på Danmarks Pædagogiske Bibliotek for at udveksle erfaringer om tingenes tilstand i hver deres egen institution, forening etc.
Dette uformelle netværk hænger historisk set sammen med Sprogforums tilblivelse på Danmarks Pædagogiske Bibliotek, hvor INFODOK sammen med sprogfolk fra det daværende DLH (Danmarks Lærerhøjskole) skabte tidsskriftet, og hvor DPU som vært for tidsskriftets redaktion og DPB den dag i dag samarbejder om Sprogforum (jf. A. Friedrichsens artikel i dette nummer).
I dette nummer vil vi synliggøre denne sammenhæng, idet vi sætter fokus på nogle af de emner, der normalt diskuteres inden for repræsentantskabsmødernes lukkede rum. Vi håber, dette kan bidrage til debat om sprogfagenes status og udvikling.
Artiklerne er blevet skrevet i perioden oktober 2008 til februar 2009, og hver artikelforfatter til selve temanummerets hovedartikler fik følgende punkter som udgangspunkt for behandlingen af hver sit perspektiv af temaredaktionen:
Status for sprog inden for din institutionelle kontekst i dag – set ud fra dit synspunkt lige nu. – Ressourcer, potentialer og barrierer.
Hvordan ser du fremtiden? Dvs., hvilke muligheder ser du for dit eget særlige sprogfaglige felt.
Hvis du kunne bestemme – hvad skulle der så satses på fremover?
Forfatterne responderede med følgende artikler om status, perspektiver og initiativer inden for fremmed- og andetsprogsundervisning:
Kronik:
Frank Østergaard: Sprog til dialog eller til udøvelse af magtarrogance?
Temaartikler:
Annegret Friedrichsen: Sprogpædagogik på Danmarks Pædagogiske Bibliotek – status og nye initiativer.
Karen Lund og Bente Meyer: Sprogenes status på DPU.
Mads Bo-Kristensen: E-læring, andetsprog og integration.
Annette Søndergaard Gregersen: Fransk i dag.
Frank Lacey: Engelsk i grundskolen.
Susanne Jørgensen: Engelsk på gymnasiet.
Susanne Jacobsen: Engelskfagets status – engelsk i læreruddannelsen.
Eleonora Duarte: Tysk i folkeskolen.
Kirsten Bjerre: Tysk holder vejret (om tysk på læreruddannelsen).
Margrethe Mondahl: Situationen for sproglige uddannelser på CBS.
Karen Risager og Karen Sonne Jakobsen: Sprogfagene på RUC.
Lars Stenius Stæhr: Parallelsproglighed på Københavns Universitet.
Åbne Sider:
Sanne Larsen: Interaktion, investering og identitetskonstruktion: Kontekst og skrivning på andetsproget.
Derudover indeholder dette nummer som altid Godt Nyt med udvalgt nyere litteratur til temanummeret fra Danmarks Pædagogiske Biblioteks sprogsamling, Andet Godt Nyt med udvalgte værker om sprog- og sprogundervisning, som for nylig er indgået på Danmarks Pædagogiske Bibliotek, samt Kalenderen.
Redaktionen