Читать книгу Sprogfag i Danmark - Группа авторов - Страница 5

Et spændende sprogpolitisk alternativ findes i de tanker der ligger bag rapporten “En nyttig udfordring – hvordan en mangfoldighed af sprog kan bidrage til at knytte Europa tættere sammen”, udsendt i 2008 af en gruppe for interkulturel dialog, nedsat på initiativ af EU-kommissionen.¹¹ Gruppen havde ti medlemmer, og den libanesiske forfatter Amin Maalouf var formand. Blandt de øvrige medlemmer var forfatteren Jens Christian Grøndahl der også var indleder ved lanceringen af “Ja til sprog” den 10. juni.¹²

Det hedder i rapporten: Den europæiske tanke (forekommer) os at bygge på to uadskillelige forudsætninger: de fælles moralske værdiers almengyldighed og de kulturelle udtryks mangfoldighed. Især den sproglige mangfoldighed er af historiske årsager et væsentligt element og … et fremragende redskab til fremme af integration og fredelig sameksistens. (s. 8).

Gruppen foreslår at parter i bilaterale relationer bruger de to parters sprog frem for et 3. sprog, og at der i hvert EU-land findes en større eller mindre gruppe kompetente og motiverede sprogkyndige for hvert EU-sprog. Det ville være ønskeligt, hvis der for hvert landepar var et bilateralt og tosproget organ – et institut, en stiftelse, en forening eller blot en komité. (s. 22). Med henblik herpå foreslår gruppen at EU forfægter begrebet: et personligt adoptivsprog, at hver enkelt borger i Europa opfordres til frit at vælge et særskilt sprog, som ikke er den pågældendes identitetsbærende sprog, og som heller ikke er det sprog, den pågældende benytter sig af i internationale sammenhænge. (s. 10). En indfødt dansker kunne f.eks. have dansk som identitetssprog, typisk engelsk, men evt. fransk eller et andet sprog som internationalt kommunikationssprog, og derudover vælge et personligt adoptivsprog. En indvandrer i Danmark kunne f.eks. have sit hjemlands sprog som identitetssprog, engelsk eller f.eks. fransk, spansk eller et andet sprog som internationalt kommunikationssprog og dansk som personligt adoptivsprog (som “andet modersmål”). Det personlige adoptivsprog (skal) ikke på nogen måde være et andet fremmedsprog, men snarere en form for andet modersmål. Der vil blive tale om intensiv undervisning i sproget, så alle lærer at tale og skrive det flydende. Det skal på skoleskemaet og på universiteternes læseplaner, og det skal følge den enkelte i hans eller hendes professionelle karriere. (s. 10). Den enkelte europæiske borgers beslutning om at lære et personligt adoptivsprog: falder tilbage på en bred vifte af personlige bevæggrunde knyttet til den enkeltes – eller familiens – baggrund, bekendtskaber, faglige interesser, kulturelle præferencer, intellektuel nysgerrighed osv. (s. 11). Det er … realistisk at forestille sig onlinekurser, hvor én lærer underviser elever placeret i mange forskellige lokaler, og hvor eleverne har mulighed for at stille læreren spørgsmål direkte på deres egne skærme. … Vi er overbeviste om, at sådanne fællestimer i sig selv vil skabe en egen dynamik med positive virkninger for den enkeltes læring og personlige udvikling og for udbredelsen af en europæisk identitetsfølelse, især hvis konceptet langsomt breder sig til hele Europa. (s. 27-28). Det forekommer os vigtigt, at engelsk bevarer og befæster sin fremtrædende og velfortjente position som kulturbærende sprog frem for at blive begrænset til at være et internationalt kommunikationsredskab – en rolle som ganske vist er flatterende, men også svækkende og potentielt forarmende. (s. 16).

Gruppens konklusion er: Hvis man går forsigtigt til værks og er parat til at tænke utraditionelt i spørgsmålet om sproglig mangfoldighed, vil man effektivt kunne fremme integrationen i Europa og styrke bevidstheden om at være europæer og have hjemme i EU. På samme måde vil man bidrage væsentligt til dialogen mellem kulturerne og deres fredelige sameksistens, både i relationerne med resten af verden og i vores egne samfund, og tilmed give den europæiske integrationsproces ny næring og nyt liv. (s. 29).

Var det ikke på tide at vi i Danmark begyndte at dyrke de mange sprog der allerede findes og tales her i landet, og anskue dem som en ressource i stedet for som en trussel eller et personligt handicap? Det ville ruste danskerne og Danmark til at møde (hele) verden til gavn både for eksport, kontakter og kontrakter og for udvikling, personligt og for samfundet som helhed. Tør vi have denne vision? Den kan realiseres hvis viljen er til stede. Hvad venter vi egentlig på?