Читать книгу Sprogfag i Danmark - Группа авторов - Страница 4

Vi så for nylig USA’s præsident Barack Obama hilse iranerne på persisk. En hilsen på persisk var et tegn på vilje til dialog. At tale modpartens eller partnerens sprog er en udstrakt hånd og forstås som egnet til at fremme dialogen. Omvendt har diktatorer igennem historien forbudt de undertrykte at tale deres eget sprog, de har skullet tvinges til tale de herskendes sprog.

EU’s sprogpolitik sigter på at borgerne skal kunne modersmål + mindst to fremmedsprog. Der er endnu langt til dette mål. Der bliver i disse år i Danmark længere til målet, for der føres de facto en ‘kun engelsk’-politik, og engelsk opfattes som tilstrækkeligt ud over dansk. Det er rigtigt at engelsk bliver mere og mere nødvendigt, men det bliver samtidig mere og mere utilstrækkeligt, det viser bl.a. en undersøgelse fra Dansk Industri (DI), gennemført af Lisbeth Verstraete Hansen: Mere (end) sprog.¹

De sproglige uddannelser på universiteterne og de højere læreanstalter nedlægges, og der vil fremover blive uddannet meget få lærere i folkeskolen i de “små” “0,6-årsværks”-fag som fransk og tysk. Der oprettes ét franskhold på landsplan i skoleåret 2009-10. I gymnasiet er antallet af studenter med tre fremmedsprog styrtdykket fra 41% i 2006 til 8% i 2009². I HF og på HTX er der kun krav om engelsk.

Tolkeuddannelser i alle andre sprog end engelsk nedlægges på CBS. Senest er en redningsplan imidlertid sat i værk idet Udenrigsministeriet (EU) nu tilbyder hjælp med det sigte at uddannelserne alligevel ikke nedlægges da Danmark skal have EU-formandskabet i 2012. Redningsaktionen fremstår som en brandslukningsøvelse snarere end som et resultat af en reel erkendelse af den førte dødskurs for de sproglige uddannelser.

De i undervisningssammenhæng ‘små’ sprog som italiensk, japansk og russisk er på vej mod udslettelse i gymnasiet. En undersøgelse foretaget af Undervisningsministeriet i januar i år³ viste at mindst hundrede 1.g-elever der havde haft fransk i grundskolen, ikke kunne få fortsætterfransk i gymnasiet trods ønske herom. Spansk klarer sig relativt bedre, mens der for eksempel på landsplan kun er oprettet 1 (ét) 1.g-hold i russisk i dette skoleår.⁴ Dette har også stor betydning uden for undervisningsverdenen. DI har opgjort at ordrer går tabt p.g.a. manglende sprogkompetencer i virksomhederne⁵. Hvilken dansk arrogance at tro at bare fordi mange danskere angiveligt er gode til engelsk, så er alle andre det også. Problemet er her den danske selvgodhed, for det kan ikke efter DI-undersøgelsen fra december 2007 “Mere (end) sprog” komme bag på nogen at man ikke alle steder nødvendigvis er særlig gode til engelsk, heller ikke engang i Tyskland.

Der tales om at nu skal der gøres noget ved sprogenes betrængte situation. Før påske 2009 vedtog gymnasiereformforligspartierne (alle minus Enhedslisten) at indføre karakter for almen sprogforståelse; det vil højne status for denne nyskabelse, og det er godt, men på den anden side skal karakteren ikke tælle med i gennemsnittet. Elever med fire fremmedsprog behøver ikke at løfte et naturvidenskabeligt fag fra C-niveau til B-niveau. Det kan måske lokke sprogligt orienterede elever til at tage fire sprog hvis sprogene ellers tilbydes og oprettes. Til gengæld gives der en ‘sproglig rabat’ til matematisk-naturvidenskabeligt orienterede elever, således at de – i stedet for at vælge et fortsættersprog på B- eller A-niveau kan nøjes med at vælge et begyndersprog på B-niveau (1½-2 år) mod hidtil A-niveau i begyndersprog.⁶ Der gives lidt og tages lidt, men det er desværre næppe tilstrækkeligt til for alvor at stoppe nedturen for sprogene, og hvad angår begyndersprog B, må man sige tværtimod.

Hertil ville kræves en helt anderledes satsning, både i grundskolen, i ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser. Hvorfor følges der ikke op på at engelsk er ført ned i 3. klasse, således at tysk og fransk skal tilbydes fra 5. klasse? Engelsk fra 3. klasse viser at man godt ved hvad der skal til. Forsøgene med start på 2. fremmedsprog i 6. klasse er jo også positive. Det viser Undervisningsministeriets evaluering af tidligere start på fremmedsprogsundervisningen i form af en undersøgelse fra marts 2006.⁷

Svaret er at der sideløbende med det åbenlyse behov for bedre sproglige og kulturelle kompetencer er en ideologisk dagsorden der handler om skattelettelser og privatisering, om finansministerens jerngreb om kommunerne, så eksempelvis franskhold mv. ikke oprettes, om markedsgørelsen af uddannelserne og omdannelsen af skolerne til virksomheder der konkurrerer om eleverne på et uddannelsesmarked. Gymnasierne er blevet selvejende med et statsligt taxameter der er afhængigt af elevtal.

Heroverfor står det åbenlyse behov i globaliseringens tidsalder for sproglige og kulturelle kompetencer i dybden og i bredden, nødvendige for de unge selv, for erhvervslivet og for samfundet. Civilsamfundet presser på, men regering og partier fungerer nærmest som halehæng til udviklingen. Et nyt initiativ med Thomas Harder som formand i et netværk for sprog, er det mest synlige eksempel på et tværgående initiativ der vil arbejde bl.a. for bedre uddannelse i sprog, og dermed for bedre sproglige kompetencer i befolkningen, ud fra en opfattelse af at sprog er viden og dannelse, og at sprog giver adgang til at realisere retten til verdensborgerskab.⁸

Med de facto-bortfaldet af 3. og 4. fremmedsprog i Danmark er kampen om 2. fremmedsprog gået ind. Regeringens sprogudvalg udsendte i april 2008 rapporten “Sprog til tiden”, hvori udvalget anbefalede at tysk blev gjort obligatorisk som det angiveligt ‘naturlige’ 2. fremmedsprog. Fransk skulle forvises til en højst usikker position som 3. fremmedsprog for “de skoler som har råd til det”.⁹ Der er naturligvis ingen tvivl om at tysk er et stort og særdeles vigtigt sprog som det er af stor vigtighed at mange danskere kan, men væk var den motiverende faktor der ligger i den principielle valgfrihed i 7. klasse mellem tysk og fransk – rent bortset fra at fransk mange steder i landet slet ikke tilbydes¹⁰. Og hvor blev den sproglige mangfoldighed af? Fransklærerforeningen foreslog i sit høringssvar i juni 2008 at man førte valget mellem tysk og fransk ned i 5. eller 6. klasse som 2. fremmedsprog, og at man på skolerne gentog tilbuddet evt. suppleret med andre sprog som 3. fremmedsprog i 7. eller 8. klasse.