Читать книгу Cannabis - Группа авторов - Страница 15

De tre vigtige bekymringer i cannabisdebatten, som vi har beskæftiget os med i det foregående, havde det tilfælles, at de til dels handlede om, hvorvidt eller i hvilken grad afhængighed, overgang til hårde stoffer eller udvikling af sindslidelser skulle tilskrives egenskaber ved stoffet eller egenskaber ved personen. Over den periode, som vort materiale dækker, kan vi se, at problemer i relation til cannabis i stigende grad bliver set som forbundet med personen. En af de måder, dette kom til udtryk på, var via myndigheder og institutioner, som arbejdede med udsatte unge. Fra disse myndigheder og institutioners side begyndte der i 1968 at komme fokus på den rolle, som cannabis og andre stoffer spillede i det unge klientels sociale og personlige problemer. Blandt dem, der formulerede denne sammenhæng mellem stofbrug og sociale problemer, var psykolog Karen Berntsen, som var leder af Ungdomsklinikken i København, og som udviklede et af de første behandlingsprogrammer for unge stofmisbrugere i Danmark, samt forstanderen for ungdomshjemmet Kjetterupgård, som var en af de første institutioner under Børne- og Ungdomsforsorgen, som arbejdede med behandling af stofmisbrug. I et referat fra et møde i Børne- og Ungdomsværnsforeningen i november 1968 udtalte klinikchef Karen Berntsen, at det var skrøbelige unge, der ikke formåede at leve op til forældrenes forventninger, som søgte ind i stofmiljøet. Her var der en større tolerance samt lavere krav til den enkelte (“De skrøbelige på narkotika-krogen”, Aktuelt, 16.11.1968).

I en artikel i tidsskriftet “Mentalhygiejne” fra 1969 beskrev juristen Jørgen Jepsen en udvikling i brugen af illegale stoffer fra i starten at have været en delvist ideologisk betinget form for adfærd, som især involverede ressourcestærke mennesker i ungdomsoprørets forreste geled, til også at omfatte socialt belastede unge. Han mente på den baggrund, i øvrigt på linje med andre, som kom i kontakt med unge med misbrugsproblemer (se Houborg 2006:53ff), at stofmisbrug i stigende grad skulle ses som et af flere symptomer på bagvedliggende sociale og personlige problemer.

Stofbrugen er ved at blive kædet sammen med andre sociale problemer end ungdomsoprøret. Brugergruppen rummer flere “tungere” tilfælde, brugen breder sig fx blandt de psykisk og socialt mindre veludrustede, den breder sig i arbejderklassen, og den breder sig især blandt de psykisk ustabile, de uden nævneværdige personlige eller sociale ressourcer, iblandt børneværnsklienterne, lovovertræderne, blandt de usikre og socialt marginale. (Jepsen 1969:9)

Denne differentiering mellem ideologiske brugere og problematiske brugere blev tydelig nogle af de steder, hvor unge samledes, fx Galleri 101, Klub 27 og senere Huset i Magstræde. Disse steder blev ikke kun frirum for unge til at engagere sig i forskellige aktiviteter, men også steder, hvor unge, som havde svært ved at finde sig til rette andre steder, kunne finde sig et frirum.