Читать книгу Cannabis - Группа авторов - Страница 7
Velfærdsinterventioner over for cannabis
ОглавлениеLigesom kontrolpolitikken blev også den velfærdspolitiske del af dansk narkotikapolitik diskuteret i Kampen mod Narko (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2003) og i opfølgningen på denne i 2010 (Indenrigs- og Sundhedsministeriet 2010). Strategien i 2003 lagde især vægt på en øget behandlingsindsats over for stofmisbrug og i strategien fra 2010 at forfølge denne påbegyndte indsats. På baggrund af dette udstedtes i 2004 en behandlingsgaranti, der gav enhver behandlingssøgende stofmisbruger ret til et psykosocialt behandlingstilbud inden for 14 dage (Pedersen & Nielsen 2007). Samme behandlingsgaranti blev indført over for fængselsindsatte stofmisbrugere i 2007. Samtidig med disse prioriteringer af en øget behandlingsindsats over for stofmisbrug er hashbehandling som en særskilt behandlingsform blevet mere og mere udbredt, ikke kun i den kommunale behandlingsindsats, som beskrevet af Kronbæk, men også i fængslerne, som beskrevet af Kolind, begge i denne antologi. Houborg (2010) har beskrevet, hvordan balancen mellem kontrolpolitik og velfærdspolitik op gennem 00’erne blev mere markant optrukket mellem behandling og kontrol. Mere af begge dele, argumenterer han, har også ført til mindre fokus på skadesreduktion og forebyggelse som en del af narkotikapolitikken.
Det at narkotikapolitik består af forskellige politikker, kontrol og velfærd, skaber ofte dilemmafyldte situationer i de institutioner, hvor narkotikapolitikken udføres i praksis (Frank & Bjerge 2011; Houborg & Bjerge 2011). Dette understreges af Kolind, der med empiri fra danske fængsler viser, at netop balancen mellem narkotikakontrol i fængslerne og behandlingsindsatsen over for stofmisbrug ikke altid er ligetil, men situationsbestemt og dilemmafyldt i praksis.