Читать книгу Cannabis - Группа авторов - Страница 19

Cannabis bibeholdt altså sin placering i kategorien af stoffer, som var totalforbudte i Danmark – liste A i bekendtgørelsen om Lov om euforiserende stoffer. På den måde var der i lovens ord ikke forskel mellem cannabis og “hårde” stoffer som heroin. Men samtidig blev det gjort meget klart fra Folketingets side, at det var lovgivernes intention, at i retshåndhævelsen skulle cannabis placeres i en anden kategori end de øvrige stoffer, dog fortsat sådan at besiddelse af cannabis til eget forbrug blev betragtet som en illegal handling. Dermed forblev reguleringen af cannabis inden for retsvæsenet, og der blev ikke åbnet for andre former for regulering af cannabisbrug, som nogle aktører i debatten havde håbet på.

Således lavede Folketinget et kompromis mellem flere af de forskellige hensyn og bekymringer, som var opstået i kølvandet på det nye narkotikaproblem. For det første blev der taget hensyn til politiets og anklagemyndighedens ønsker om skærpede sanktioner over for professionelle narkotikahandlere og bekymringen for, at Danmark med en lav strafferamme ville tiltrække narkotikakriminelle. For det andet var den måske vigtigste del af grundlaget for den vedtagne cannabispolitik bekymringerne med hensyn til stoffets eventuelle skadevirkninger, specielt i forhold til børn og unge. I sammenhæng hermed spillede det forhold, at stofmisbrug tilsyneladende især ramte socialt udsatte og særligt disponerede mennesker også en vigtig rolle. For det tredje søgte man gennem en moderation af retshåndhævelsen at tage højde for nogle af bekymringerne med hensyn til de eventuelle skadevirkninger ved samfundets reaktion i forhold til brugere af illegale stoffer, specielt faren for kriminalisering. Samtidig er det imidlertid også vigtigt at bemærke, at der var hensyn og bekymringer, som ikke fik så stor indflydelse på den vedtagne politik. Den vigtigste af disse er måske adresseringen af den kulturelle udfordring, som var forbundet med cannabis, og i tæt tilknytning hertil spørgsmålet om lovgivningens legitimitet og effektivitet, når en stor gruppe af befolkningen finder den irrationel og et angreb på deres livsstil. Igen i tæt tilknytning til spørgsmålet om den kulturelle udfordring blev heller ikke spørgsmålet om udvikling af en cannabiskultur, som middel til at forebygge skader og omkostninger, inddraget. Gennem den fortsatte kriminalisering af cannabis afskrev den danske velfærdsstat sig muligheden for aktivt at påvirke cannabiskulturen. Det til trods for at de ansvarlige politikere ikke gjorde sig nogen illusioner om, at cannabis ville forsvinde. Bekymringen om udviklingen af et professionelt illegalt stofmarked søgte flertallet af Folketinget at adressere gennem den øgede kriminalisering, men uden den af bl.a. Manniche og Wolf (1969) foreslåede legalisering eller liberalisering med henblik på at fjerne grundlaget for et sådant marked.

I dag har vi en meget mere detaljeret viden om, hvordan cannabis virker, men nogen afgørende ny viden, som ville kunne have afklaret spørgsmålet i 1960’erne, kan næppe siges at eksistere. Dette er naturligvis interessant på et tidspunkt, hvor cannabis’ status i flere og flere lande tages op til diskussion igen. Det man ikke kunne vide noget om, da man udformede cannabispolitikken i 1960’erne, var spørgsmålet om konsekvenserne af samfundets håndtering af stoffet. I dag mere end 40 år senere kan vi se tilbage og konstatere, at forhøjelsen af strafferammen i 1969 ikke holdt den organiserede cannabiskriminalitet borte. Vi kan også se, at det danske cannabismarked er så attraktivt for organiseret kriminalitet, at kampe om markedsandele sandsynligvis har været én ingrediens i den bandekonflikt, som har udspillet sig de senere år. Samtidig kan vi konstatere, at en forholdsvis stor andel af den danske befolkning har prøvet cannabis, og at et stort mindretal bruger det mindst en gang om året. Dette billede har ikke markant ændret sig siden 2004, hvor man indførte en nultolerancepolitik i forhold til besiddelse af cannabis – også til eget forbrug. Det kunne hænge sammen med et argument, som nogle aktører i debatten i 1960’erne fremførte, nemlig at det er svært at regulere adfærd ved hjælp af retsvæsenet, hvis en tilstrækkelig stor del af befolkningen ikke opfatter adfærden som kriminel.