Читать книгу Cannabis - Группа авторов - Страница 4

Cannabis er den latinske betegnelse for den etårige plante, som på dansk også kendes under navnet hamp. Den inddeles almindeligvis i tre underarter: Cannabis sativa, Cannabis indica og Cannabis ruderalis. Mens sidstnævnte kun har et sparsomt indhold af psykoaktive stoffer, er Cannabis sativa og Cannabis indica kendetegnet ved deres indhold af de rusfremkaldende stoffer THC (tetrahydrocannabinol) og cannabinoider. Cannabis er ydermere en samlebetegnelse for de af plantens produkter, der anvendes som rusmidler. Herhjemme er hash, også kendt under navne som tjald, galar, charas, shit, ganja og fed, den mest udbredte form. Hash består af den koncentrerede harpiks fra planten, som i renset eller rå form presses sammen med plantedele og bindemiddel til faste klumper eller plader. Pot, også kendt som marihuana, ganja, græs og hamp, udgøres af tørrede plantedele, hvoraf blomsterstande og topskud fra hunplanterne har det højeste indhold af psykoaktive stoffer, mens blade og stængler mere indgår som fyld. Endelig skal nævnes hash-olie, også kaldet “nol”, som er et stærkt koncentreret udtræk af hunplanterne, og som med henblik på indtagelse typisk påsmøres, eventuelt indsprøjtes i en cigaret. Indtagelse af både hash og pot sker almindeligvis ved rygning af håndrullede joints, piber eller med særlige rygeredskaber som fx vandpibe og chillum, indeholdende cannabisingredienser tilsat ristet tobak. Cannabis indtages desuden iblandet drikke, såsom te eller kakao, eller tilsat mad eller kage. Cannabisrusen beskrives i såvel fagsom skønlitteratur som forbundet med både fysiske og psykiske effekter. Fysisk omfatter det blandt andet summen og en efterfølgende afslappende fornemmelser i lemmer og krop samt tørhed i mund og svælg, mens de psykiske symptomer ofte beskrives med henvisning til oplevelsen af opstemthed, eufori og ændrede sanse-, syns- og lydoplevelser (Becker 1953; Boon 2002). De mest velkendte betegnelser for den måde, cannabispåvirkningen ytrer sig, er “høj”, “skæv” og “stenet”. Rusen strækker sig gerne over et par timer, men varigheden kan ligesom intensiteten af rusen variere, alt afhængig af styrken i det pågældende cannabispræparat, indtagelsesmåden, personens humør og sindstilstand, herunder dennes forventninger og tidligere erfaringer med rusoplevelsen samt den stemning, der er i det selskab og rum, indtagelsen finder sted i (Zinberg 1984). Rusen opnås hurtigst ved rygning og kan i et vist omfang kontrolleres ved den tid, røgen holdes i lungerne, hvorimod cannabis indtaget iblandet mad eller drikke virker langsommere og kan have mere langvarige og mere intense og uforudsigelige, til tider ubehagelige, virkninger. Brugeres egne beskrivelser af rusen sker dog langt overvejende med henvisning til positive og behagelige virkninger (Gossop 2000). Rusen er således ikke noget, der ligger i cannabissen selv, men erfares i en kombination af, hvor, med hvem og til hvilket formål stoffet indtages. Flere forskere har således peget på, at cannabisrus ikke udelukkende er kemi, men også socialitet, og at cannabis oftest indtages sammen med andre (Asmussen & Moesby-Johansen 2004; Becker 1953; Zimmerman & Wieder 1978; Zinberg 1984). Dette gælder formodentlig især for unge og yngre mennesker, hvorimod voksne danskere bruger cannabis på flere forskellige måder og til forskellige formål.

Cannabis er i bund og grund en nøjsom og robust plante. Ud over at den ikke tåler frost og i vækstperioden kræver en vis portion lys og varme, trives den under ganske varierede klimabetingelser. Dyrkningsprocessen kan dermed være lige så simpel eller specialiseret, som dyrkerne selv har lyst til og mulighed for at gøre den til. Den cannabis, som over de seneste årtier har været mest tilgængelig på det danske marked, er hash produceret af udendørsdyrkede, etårige cannabisplanter, primært i Marokko og i mindre omfang i Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan og Nepal. Den traditionelle import af hash er dog inden for det seneste årti blevet suppleret med cannabis eller skunk, frembragt ved hjælp af intensive indendørs dyrkningsformer, hvor det ved hjælp af kunstige lys- og varmekilder, specialgødning etc. ikke bare er muligt at holde produktionen i gang over hele året, men også at høste flere – og helt op til 5-6 – gange på et år. I samme periode har forædlingen af frø og planter, som særligt velegnede til indendørsdyrkning, taget voldsom fart. Disse forhold har gjort indendørsdyrkning til både en kommercielt attraktiv forretning og en hobby, som flere cannabisbrugere har taget til sig (Decorte, Potter & Bouchard 2010). Kommerciel dyrkning foregår i det små, men har især påkaldt sig opmærksomhed i forbindelse med politiets stadigt hyppigere beslaglæggelser af store mængder planter dyrket på såkaldte “skunk-farme”, som betegner huse, lader og andre – ofte ensomt beliggende – bygninger, der er indrettet til formålet. Denne form for industrialiseret stordrift er i lighed med hjemmedyrkning af cannabis i mindre skala et voksende fænomen, ikke blot i Danmark, men overalt i den vestlige verden, og diskuteres af Frank et al. i denne antologi med udgangspunkt i en undersøgelse af dansk cannabisdyrkning. At der således er et illegalt marked for cannabis, og hvordan vi kan forstå det, diskuteres af Sandberg, dog med udgangspunkt i norske forhold.

Indendørsdyrkning og forædlingen af cannabisfrø og -planter har medført, at der er kommet flere cannabisprodukter med et højere indhold af THC på markedet. Disse kendes også under betegnelsen skunk. Denne udvikling har givet anledning til bekymring blandt fagfolk, idet et stærkere cannabisprodukt er blevet forbundet med øget risiko for både akutte og mere kroniske helbredsskader ved brug, herunder med øget risiko for afhængighed, cannabisfremkaldte psykoser og panikanfald, skizofreni og hukommelsesskader (se fx EMCDDA 2004a). Hvorvidt brug af cannabis med et øget THC-niveau i forhold til brug af mere traditionelle cannabisprodukter medvirker til et øget folkesundhedsproblem er dog omdiskuteret (EMCDDA 2004b; Room et al. 2010). Også omfanget og arten af problemer og skader forårsaget af cannabisbrug hersker der uenighed om, fx er det fortsat uklart, om de statistiske oplysninger om øget behandlingsefterspørgsel afspejler ændringer i indberetnings- og henvisningspraksis eller stigning i antallet af personer, der har behov for hjælp (EMCDDA 2004a). Der er således brug for mere forskning på området i forhold til cannabisplanters mere eller mindre koncentrerede indhold af THC, før der kan sige noget mere konkluderende omkring dette (Room et al. 2010). Omvendt har flere forskere peget på, at både akutte og varige helbredsskader i forskellige sammenhænge er blevet (stærkt) overdrevet, og gennem tiden endt i deciderede skræmmekampagner, der har været ført for at forbyde cannabis (Chevannes 2004; Klein 2008; Musto 1973). Flere forskere peger således også på, at de helbredsmæssige skader man kan få af alkohol, langt overgår de skader, man kan få af cannabis, og at de skader, kriminaliseringen af cannabis kan give, som fx fængselsstraf, social udstødelse og marginalisering, langt overgår de mulige helbredsmæssige skader (Gossop 2000; Room et al. 2010; Sandberg & Pedersen 2010). Frem til midten af 1990’erne blev cannabis dog i de fleste vestlige lande anset for et relativt harmløst rusmiddel i forhold til helbredsmæssige skader. Nye videnskabelige, især medicinske, psykologiske og farmakologiske studier medvirkede imidlertid til, at der blev sat øget fokus på potentielle skadevirkninger og afhængighedsproblematikker ved cannabisbrug (Room et al. 2010).

Det er dog stadig til diskussion, hvor meget, hvor længe og under hvilke omstændigheder cannabis kan give skader (EMCDDA 2004a), ligesom andre faktorer, som fx psykisk sygdom eller dårlige sociale forhold, kan være medvirkende til at opretholde et skadeligt forbrug (ibid.). I denne antologi diskuterer Hesse & Tutenges cannabisbrug og -misbrug på Roskildefestivalen. Kronbæk diskuterer opkomsten af og rationalerne bag at oprette særlige cannabisbehandlingsprogrammer i Danmark. Pedersen & Herold diskuterer misbrug af cannabis med udgangspunkt i unge mennesker indskrevet i stofbehandling og deres sociale netværk.

Cannabis har som tidligere beskrevet en lang historie som lægemiddel og havde sin storhedstid Europa i midten af 1800-tallet. Gennem de seneste 10-15 år er der igen kommet stadig større opmærksomhed på cannabisplantens medicinske virkninger og dermed på det fænomen, der også kaldes medicinsk cannabis (Aldrich 1997; Chapkis & Webb 2008; Grinspoon & Balakar 1997). Lige så vel som brug af cannabis til rekreative formål er forbudt i Danmark, er det også illegalt at bruge det til medicinske formål. Nogle lande, heriblandt Holland og Canada samt flere stater i USA, har dog i forskelligt omfang skabt legale ordninger, som muliggør dyrkning, besiddelse og indkøb af cannabis til medicinsk brug. Tilladelse til at udføre medicinske forsøg med brug af cannabis er desuden undervejs i flere og flere lande, ligesom større farmaceutiske virksomheder har fået tilladelse til at producere både syntetisk fremstillet cannabismedicin og medicin baseret på naturvokset cannabis til brug ved blandt andet sclerose og lindring af bivirkninger ved kemoterapi. Ud over dette er det et efterhånden udbredt fænomen, at cannabis anvendes til selvmedicinering i forbindelse med forskellige psykiske lidelser og sygdomme, herunder til smertelindring eller som lindring af bivirkninger af konventionel, lægeordineret medicin (Dahl & Frank 2010; Pedersen & Sandberg 2012).