Читать книгу Mithradates VI af Pontos - Группа авторов - Страница 10

I modsætning til de to foregående krige, hvor romerske generaler i begge tilfælde indledte de egentlige krigshandlinger ved at invadere Pontos, tog Mithradates i foråret 73 initiativet og indledte den Tredje Mithradatiske Krig ved at invadere Bithynien. Igen tilskrives angrebet drømmen om et pontisk storrige eller ønsket om endeligt at fravriste Rom kontrollen over Lilleasien.

Med Nikomedes’ død i 74 f.Kr. testamenteres Bithynien til det romerske folk, og selvom Mithradates præsenterer en arving til den bithyniske trone, vælger Rom at acceptere arven. Allerede samme år sender Senatet en guvernør til Bithynien og påbegynder grundlæggelsen af en romersk provins. Arvefølgekrigen, som den Tredje Mithradatiske Krig også kaldes, tilskrives ofte det uacceptable i, at Rom efter indlemmelsen af Bithynien havde fuld kontrol med indsejlingen til Sortehavet og dermed kunne afskære Mithradates adgangen til Middelhavet (Reinach 1975, 313; Sherwin-White 1994, 233).

En anden forklaring tillægger ikke arvefølgeproblematikken i Bithynien nogen særlig betydning men argumenterer i stedet for, at Mithradates længe havde forberedt en krig mod Rom. Da Nikomedes overdrog Bithynien til romerne, var Mithradates tvunget til at angribe, før romerne kunne nå at overtage Bithynien (McGing 1986, 144-145). Argumentet underbygges af, at Mithradates i forvejen havde indgået alliance med den romerske oprørsgeneral Sertorius (Sherwin-White 1994, 233).

Igen er de to forklaringer på krigsudbruddet stort set enslydende. I begge tilfælde regnes Mithradates som aggressoren, mens Roms andel i konfliktet i det store og hele ignoreres. Det er sikkert rigtigt, at Mithradates helst så Bithynien som et autonomt kongedømme, men det er mindre overbevisende, at arvefølgespørgsmålet var den direkte årsag til krigsudbruddet. Hvorvidt romernes anneksion af Bithynien betød en væsentlig ændring for Pontos’ adgang til Middelhavet, er usikkert. Siden 133 f.Kr. havde Rom kontrolleret strædet ved indsejlingen til Propontis, og med genindsættelsen af Nikomedes IV som romersk lydkonge havde Rom længe haft uhindret adgang til både Bithynien og Bosporos.

De indgåede alliancer mellem Pontos og Roms fjender viser først og fremmest Mithradates’ forventning om, at en krig mod Rom var nært forestående. En antagelse, der yderligere underbygges af, at Mithradates før krigsudbruddet i 73 havde øget produktionen af mønter til lejesoldaternes sold og påbegyndt en mobilisering i Paflagonien (Callataÿ 1997, 341). Men de pontiske krigsforberedelser er ikke nødvendigvis et udtryk for, at Mithradates var den, der var mest ivrig efter at komme i krig.

Forholdet mellem Rom og Pontos var siden Sullas død i 78 blevet markant forværret, og da der ankommer pontiske udsendinge til Rom for at ratificere fredsaftalen fra 85, ønskede hverken Senatet eller konsulerne at mødes med delegationen. At Romerne ikke ønskede fred med Pontos, understreges yderligere af en tiltagende krigsretorik i det romerske senatsaristokrati, som især var anført af konsulerne for året 74, Lucullus og Cotta, der begge ihærdigt argumenterede for en krig mod Mithradates. Ved provinsuddelingen i 74 havde Lucullus fået tildelt Gallia Cisalpina. Men ifølge den græske forfatter Plutarch, der skrev biografien over Lucullus’ liv, var Gallia Cisalpina en rolig provins, der ikke levnede guvernøren mange chancer for personlig berigelse (Plutarch, Lucullus 6).

Ved hjælp af sine indflydelsesrige venner og den kilikiske guvernørs pludselige død lykkedes det imidlertid Lucullus at udskifte Gallia Cisalpina med Kilikien, samt at få kommando over en styrke på fem legioner. Cotta fik tildelt ansvaret for den nye romerske provins i Bithynien og havde forinden ladet Senatet forstå, at krigen mod Mithradates ikke var afsluttet, men at der snarere var tale om et ophold i krigshandlingerne.

Det er naturligvis svært at afgøre, hvor godt Mithradates kunne følge debatten i Rom, men at forberedelserne af krig mod Pontos var i gang, har næppe undgået hans opmærksomhed. Roms kategoriske afvisning af en fredsaftale må have gjort det klart, at krig var uundgåelig og dermed tilskyndet Mithradates til at foretage de nødvendige forberedelser. Det har været forslået, at Rom oprustede som en reaktion på den alliance, Mithradates havde indgået med Sertorius og på hans mobilisering i Paflagonien, men denne antagelse ignorerer, at Rom forinden havde afvist at ratificere fredsaftalen.

I foråret 73, efter at både Lucullus og Cotta var ankommet til Lilleasien med henholdsvis fem legioner og en større flåde, besejrede Mithradates Cotta i Chalkedon. Vel vidende at stræderne var af afgørende betydning, fortsatte Mithradates mod Kyzikos, der i hans varetægt ville kunne sikre Pontos kontrollen over indsejlingen til Sortehavet. Byen holdt imidlertid stand, og da det lykkedes Lucullus at afskære de pontiske forsyninger, blev Mithradates tvunget til at flygte ind i det centrale Lilleasien.

I de følgende seks år forsøgte Lucullus at presse Mithradates til et endeligt opgør, og selvom Lucullus erobrede store dele af det pontiske kerneland og alle de græske byer langs Lilleasiens nordkyst, lykkedes det aldrig at besejre Mithradates. Som et resultat af Lucullus’ manglende evne til at afslutte krigen overtog Pompejus den Store i 66 f.Kr. kommandoen, og samme år lykkedes det Pompejus at besejre og fordrive Mithradates fra regionen (Sherwin-White 1994, 252-255).

Mithradates var slået og flygtede til den nordlige del af riget, hvor sønnen Farnakes regerede. Ifølge Appian forsøgte Mithradates at rejse endnu en hær mod Rom, der med den nu aldrende konge i spidsen, som en ny Hannibal, skulle marchere nord om Sortehavet, over Alperne og ned gennem Italien. Projektet blev aldrig realiseret, og det er tvivlsomt, om historien overhovedet er rigtig. I Pantikapaion blev den gamle konge stadig mere isoleret, og omkring 63 f.Kr. blev han til sidst tvunget til at tage sit eget liv. I syd havde Rom fuld kontrol over Lilleasien og havde endeligt løst problemerne i det urolige Anatolien, hvor både Pontos og Bithynien nu udgjorde provinser i det Romerske Imperium.

Selvom Mithradates angiveligt åbnede den Tredje Mithradatiske Krig med sin invasion af Bithynien, synes det romerske aristokrati at have haft en betydelig interesse i krigen. Efter at Sulla havde nedlagt diktaturet, var den politiske konkurrence i Rom på ny givet fri. Og da store personlige formuer og militære meriter spillede en stadig større rolle i senatselitens interne magtkamp, blev oversøiske kommandoer igen vigtige. Ved Sullas død var Pompejus i kraft af sin rigdom og militære succes den mest indflydelsesrige mand i Rom, og som det fremgår hos Plutarch, følte Lucullus sig presset til at holde Pompejus i Spanien for derved at sikre, at det var ham og ikke Pompejus, der fik kommandoen mod Pontos (Plutarch, Lucullus 5).

Endelig beskriver Plutarch et egentlig kapløb mellem Cotta og Lucullus om at besejre Mithradates, hvilket førte til, at Cotta sendte flådesoldaterne mod de pontiske landstyrkers fremrykning mod Chalkedon med udslettelse af den romerske flåde til følge. Samme rivalisering er også tydelig i forbindelse med Pompejus’ overtagelse af Lucullus’ kommando. Nok havde Lucullus problemer med soldaternes disciplin, men efterhånden som rygtet om Pompejus’ forestående overtagelse af kommandoen spredte sig blandt legionærerne, mistede Lucullus enhver mulighed for at vinde krigen eller fastholde presset på Mithradates. Igen kan man spørge, om ikke indenrigspolitiske motiver igen vejede tungere end det at sikre sejren over Mithradates. Ved at underminere Lucullus’ mandat og ved at indsætte en ny general må Rom have lettet presset på Mithradates og dermed øget risiko for en ny pontisk mobilisering, der nok ville være begrænset, men dog ville kunne trække krigen yderligere i langdrag. Men igen synes det at have været vigtigere for Pompejus, at det ikke blev Lucullus, der besejrede Mithradates og underlagde Pontos det Romerske Imperium.