Читать книгу Mithradates VI af Pontos - Группа авторов - Страница 9

Mens en væsentlig del af ansvaret for den Første Mithradatiske Krig kan placeres hos Mithradates og dennes ekspansive politik i Lilleasien fra 107 til 90 f.Kr., kan udbruddet af den Anden Mithradatiske Krig kun vanskeligt tilskrives den nu slagne pontiske konge. På baggrund af efterretninger om Mithradates’ etablering af en ny flåde angreb Murena, assisteret af den pontiske eksgeneral Archelaos, der efter nederlag på stribe frygtede kongens vrede, endnu engang Pontos. Igen valgte Mithradates ikke at reagere militært men protesterede i stedet over bruddet på fredsaftalen, først til Murena, der nægtede ethvert kendskab til en sådan aftale, og siden til Sulla og det romerske Senat (Appian, Mithr. 65).

Som svar på Pontos’ klager lod Sulla en udsending afgå fra Rom med besked om ikke at angribe Pontos. Hos Appian, der gengiver historien om mødet mellem Sullas udsending og Murena, sås der tvivl om Sullas holdning til Murenas angreb på Pontos. Ifølge Appian var den officielle besked til Murena, at angrebene på Pontos skulle indstilles. Men efterfølgende mødtes Murena og den romerske udsending på tomandshånd, hvorefter Murena indledte et nyt angreb på Pontos (Appian, Mithr. 65).

Det er ikke klart, hvorfor Appian lancerer historien om den dobbelttydige besked fra Rom. Hvis Sulla havde ønsket en invasion af Pontos, var det næppe nødvendigt med en skjult dagsorden. Konstruktionen af en ny flåde, som formentlig skulle bidrage til at genvinde kontrollen med det Pontiske Rige og knuse begyndende oprør, havde været grund nok til en genoptagelse af krigshandlingerne, også uden at Sulla havde mistet anseelse over indgåelsen af fredsaftalen. Hvis Sulla havde ladet Murena handle mod en offentlig fremsat befaling, ville han have skabt en uholdbar situation, hvor Murena tilsyneladende undsagde en direkte ordre fra Sulla selv.

Endelig kan man spørge, hvem en sådan skjult dagsorden var rettet mod. Det var næppe befolkningen i Rom eller legionerne, der efter mordet på de italiske borgere i 88 ikke nærede ønske om forsoning. Det har været foreslået, at Sulla med Murenas angreb søgte at videreføre krigen uden at indrømme, at den upopulære fredsaftale var en fejl (Mastrocinque 1999, 97-99), men igen er spørgsmålet, om ikke Mithradates’ oprustning havde løst det problem.

Murena synes klart at være den, der havde mest at vinde ved at genoptage krigen. Hvis det lykkedes at besejre Mithradates, kunne Murena vende hjem i triumf og lade sig fejre som den, der havde overvundet den uregerlige pontiske konge, som havde invaderet tre romerske provinser og stået bag mordet på tusindvis af italiske borger. Endelig ville en erobring af Pontos øge Murenas personlige formue ganske betragteligt og alt i alt stille ham betydeligt stærkere i romersk politik fremover.

Fra Sullas synspunkt var en ny krig mod Mithradates ikke umiddelbart ønskværdig. Fredsaftalen med Pontos havde sikret en midlertidig fred i Lilleasien og muliggjort, at Sulla kunne koncentrere sig fuldt ud om problemerne i Italien. En ny krig mod Mithradates ville sandsynligvis trække ud og kræve forstærkninger fra et allerede hårdt prøvet Italien. Og endelig er det ikke usandsynligt, at Sulla ville forhindre, at Murena blev den, der besejrede Mithradates.

For Mithradates kom den Anden Mithradatiske Krig på det værst tænkelige tidspunkt. Pontos havde lige lidt en serie af nederlag på stort set alle fronter, de underlagte folkeslag langs Sortehavets vestkyst gjorde oprør samtidig med, at der var indledt en udskiftning af hoffets inderkreds. En ny krig mod romerne, også selvom Murena havde taget initiativet, kunne med lethed udvikle sig til en ny storkrig, som Pontos efter nederlaget til Sulla stod dårligt rustet til.