Читать книгу Mithradates VI af Pontos - Группа авторов - Страница 11

Der er nok ingen tvivl om, at Mithradates næppe nærede varme følelser over for Rom, men ud fra en overordnet betragtning er der intet, der tyder på, at Mithradates’ politik var styret af et irrationelt had til romerne. Mordet på tusindvis af italiske borgere var en brutal handling, men rational i den forstand, at de involverede bystater, der udførte gerningen, efterfølgende var afskåret fra en alliance med Rom og dermed i højere grad bundet til Mithradates.

Overordnet set fremstår Mithradates langt fra som nogen stor militær eller politiske begavelse. Den politiske situation i Rom og Italien blev flere gange fejlbedømt omkring udbruddet af den Første Mithradatiske Krig, hvor Mithradates tydeligvis misforstod både baggrunden for Forbundsfællekrigen og forholdet mellem Senatet og kommissionen. Endelig løber Mithradates hurtigt tør for militært talent, som ved belejringerne af Rhodos og Kyzikos.

Selvom det lykkedes Pontos at besejre den romerske kommission, Murena og endelig Cotta skyldtes dette snarere de romerske generalers dårlige ledelse, som i en blanding af overmod og manglende respekt for den pontiske hær kastede sig ud i slag, der enten ikke var forberedt, eller hvor den numeriske forskel var for stor. I det øjeblik Pontos mødte Roms bedste generaler, som Sulla, Lucullus og Pompejus, lykkedes det ikke Mithradates at vinde andet en mindre træfninger, mens Rom langsomt vandt krigen.

Selvom ”normal” nok er et stærkt ord at bruge om Mithradates VI, tyder intet på, at Pontos’ konge gennem 50 år har adskilt sig fundamentalt fra andre hellenistiske regenter. Den kontante regeringsform og de mange mord på nære familiemedlemmer kan med nutidens normer synes brutale eller, om man vil, psykopatiske. Dog må det fastholdes, at Mithradates færdedes i et hellenistisk herskermiljø, hvor grænserne for afvigende adfærd var helt anderledes vidtgående. Før vi kan stille en pålidelig diagnose af Mithradates’ og andre af oldtidens personligheder, må vi have kriterier for, hvad der blev betragtet som henholdsvis afvigende og brutal men stadig rationel, adfærd, hvilket kun vanskeligt lader sig gøre.

Endelig må vi fastholde, at både Appian og Plutarch på trods af deres kritik af Rom byggede store dele af deres historie om Roms møde med Mithradates på beretninger fra romerne i Lilleasien, og de viderebringer således mere eller mindre frivilligt det romerske senatsaristokratis billede af en konge, der i kraft af sin imperialistiske politik, modstandsdygtighed og lejlighedsvise brutale fremfærd over for italiske borgere udgjorde en noget nær perfekt fjende for den romerske magtelite, der i et forsøg på at retfærdiggøre krigene mod Pontos ikke forspildte muligheden for at fremstille Mithradates’ værste sider.