Читать книгу Mithradates VI af Pontos - Группа авторов - Страница 6

Mithradates VI er blandt de hellenistiske konger, der mest indædt modsatte sig romernes ekspansion i den græske og lilleasiatiske verden. I tre krige, de Mithradatiske Krige fra 89 til 63 f.Kr., påførte Mithradates romerne betydelige tab, og i 89 lykkedes det endda de pontiske styrker at erobre den romerske provins Asia. Fra 89 og frem til den første pontiske kapitulation i 85 stod Mithradates reelt med den fulde kontrol over Lilleasien. Den militære succes og den nyvundne magt opmuntrede den pontiske konge til at fortsætte krigen mod Rom og romerske interesser i den græske verden. Som sit næste træk angreb Mithradates det strategiske vigtige og romvenlige Rhodos og sendte samtidig en betydelig landstyrke til det græske fastland, hvor pontiske soldater var tænkt som det militære grundlag for en græsk opstand mod Rom.

Som en naturlig konsekvens af angrebet på provinsen Asia og det græske fastland, er Mithradates blevet betragtet som en udfordrer af Rom, hvis politiske mål var drevet dels af et betydeligt had til romerne for deres indblanding i pontiske anliggender og dels af ønsket om at fremstå som den græske verdens befrier. Ofte fremstilles Mithradates som den aggressive part, mens Roms rolle i konflikten beskrives som defensiv eller afventende (Reinach 1975, 294; McGing 1986, 85).

Udbruddet af den Første Mithradatiske Krig må også langt hen ad vejen tilskrives den ekspansionspolitik, som Mithradates førte i årene fra 107 til 90 f.Kr., hvor Pontos gentagne gange invaderede nabostaterne eller støttede statskup i dem. Som Mithradates’ ambitioner blev stadig tydeligere, voksede romernes frygt for, at Mithradates på længere sigt ville kunne true den romerske provins Asia og romerske interesser i Lilleasien i øvrigt. Og da Pontos tilsyneladende stod bag invasionerne af både Kappadokien og Bithynien i 90, havde Mithradates anbragt sig selv i rollen som en fjende af Rom.

I takt med at militær succes og et betydeligt økonomisk råderum blev stadig vigtigere i romersk politik, steg den romerske magtelites interesse for oversøiske kommandoer. Længere kommandoer gav ofte den ansvarshavende general mulighed for at ophobe prestige og betydelige værdier og dermed mulighed for at vende styrket hjem til den politiske konkurrence i Rom. I den henseende var de Mithradatiske Krige ingen undtagelse. I kraft af Pontos’ imperialistiske fremfærd og forventningen om Østens rigdomme udgjorde Mithradates en både farlig og velhavende fjende og dermed en ideel modstander for den ambitiøse romerske politiker, som med sejren kunne veksle den nyvundne hæder og økonomiske gevinst til politisk indflydelse. Roms eller romerske politikeres interesse i sådanne krige må derfor indregnes som en væsentlig faktor i konflikten mellem Rom og Pontos.

Endelig er det usikkert, hvorvidt en krig mod Rom var en del af en langsigtet pontisk strategi. De politiske såvel som militære dispositioner fra 97 til 89 f.Kr. peger snarere i retningen af et forsøg på maksimere pontisk indflydelse uden at indlede en krig mod romerne. En strategi, som umiddelbart synes selvmodsigende, men som alligevel må betragtes som en seriøs forklaring på pontisk politik frem mod krigsudbruddet i 89, idet Mithradates gentagne gange forsøger at udvide den pontiske magtsfære samtidig med, at hensynet til Rom prioriteres højt.