Читать книгу Mithradates VI af Pontos - Группа авторов - Страница 8

Som svar på Mithradates’ invasion af Kappadokien angreb den romerske kommission Pontos i 89 f.Kr. med støtte fra bithyniske tropper. Hvad der formentlig var tænkt som en kort militær aktion mod en tøvende og undvigende konge skulle vise sig at få katastrofale konsekvenser for det romerske engagement i Lilleasien. Mithradates var lang stærkere end antaget, og selvom det har været fremført, at Mithradates havde en heldig hånd i krigens første fase, er det uomtvisteligt, at Rom i løbet af 89/88 mistede fodfæstet i hele den vestlige del af Lilleasien.

Som svar erklærede Rom Mithradates krig og udpegede Cornelius Sulla til at lede de romerske styrker. Men før opmærksomheden kunne rettes mod Mithradates og den græske opstand, måtte Sulla først nedkæmpe Marius og dennes støtter i Rom, som søgte at forhindre Sullas kommando. Alt imens senatseliten stredes om retten til at føre krigen i øst, indledte Mithradates sit angreb på Rhodos og overtog kontrollen over Athen og flere af de øvrige byer, der deltog i den græske opstand.

Selvom Mithradates havde fået den bedst tænkelige start og de interne problemer havde svækket den romerske indsats, blev anden fase af den Første Mithradatiske Krig én lang nedtur for Pontos og den græske opstand. Sulla landsatte i 87 fem legioner i Grækenland og tvang først de græske byer og siden Mithradates til at overgive sig i 85. Siden sejren i Lilleasien havde Mithradates tabt ethvert slag. Erobringen af Rhodos slog fejl, og selvom Sullas fjender havde overtaget kontrollen med Rom og erklæret ham fjende af staten, kunne Mithradates ikke udnytte den romerske uenighed til sin egen fordel. Den hær, som var udsendt i et forsøg på at uskadeliggøre Sulla, afstod fra direkte konfrontation og rettede i stedet sine aktiviteter mod Mithradates, der med udsigten til en tofrontskrig søgte Sulla om fred.

Sulla havde ligeledes mistet lysten til at fortsætte. Som erklæret fjende af staten var han afskåret fra forsyninger og forstærkninger fra Rom. Og selvom Sulla havde haft stor succes og krigen havde svækket Mithradates, kunne en undertvingelse af Mithradates stadig trække ud og påføre Sulla betydelige tab, før Pontos var endelig erobret. Ethvert tab og forsinkelse ville uundgåeligt svække Sulla i det forestående opgør med Marius’ støtter i Italien, og en hurtig afslutning på krigen mod Mithradates var derfor afgørende for Sullas egen overlevelse.

Selve fredsaftalen med Pontos, som tvang Mithradates ud af Bithynien og Kappadokien og til at afstå den pontiske flåde og udbetale en betydelig krigsskadeserstatning, var en politisk genistreg fra Sullas side. Ud over at afvæbne Pontos styrkede aftalen Sulla både militært og økonomisk, og han kom dermed styrket ind i den forestående borgerkrig. I Lilleasien var den Første Mithradatiske Krig afsluttet; Mithradates var betydelig svækket, og en vis form for magtbalance var genoprettet. Imidlertid var der ikke tale om nogen længerevarende fred. Allerede kort efter var Pontos igen genstand for romersk interesse, denne gang fra Sullas legat Murena, der var blevet tilbage for at indsætte de anatolske konger og genoprette provinsen Asia.