Читать книгу Modernitet og religion - Hans-Jorgen Schanz - Страница 5

Siden dele af verden blev moderne, har emnet modernitet-religion været et vedvarende tema. I filosofi, i litteratur og litteraturvidenskab, i samfundsteori og i religionshistorie – samt en række andre steder – har spørgsmål om modernitet over for religion, eller religion over for modernitet (for spørgsmålene kan stilles med forskellig accent og vinkel) således været stillet i mange år, ja faktisk i omkring små 300 år.

Problemstillingen har været permanent, og det vidner om en grundlæggende modstrid mellem religion og modernitet. Men det betyder ikke, at konflikten har været den samme gennem historien – parterne har gennemgået variationer og ændringer. Den genkommende har derimod sin rod i, at moderniteten som et særegent træk ved sig altid ombryder religionens status. Konflikten i det moderne kan derfor ikke blot forstås som en forlængelse og fortsættelse af gamle mønstre – eksempelvis middelalderens investiturstrid mellem pave og kejser eller genkommende spændinger mellem politik og religion. Det er snarere et konstitutivt og altså nødvendigt træk ved moderniteten selv, at religion nu får en ny plads og hermed tillige en ny samfundsmæssig funktion.

Men spørgsmålet om forholdet mellem modernitet og religion er langt bredere og mere komplekst end det traditionelle spørgsmål om forholdet mellem politik og religion. For ikke bare ombryder moderniteten religionens plads, moderniteten trænger også ind i dimensioner af livet, hvor religionen tidligere nærmest havde eneret – og vel at mærke dimensioner, som ikke kun har noget at gøre med politik.

Svaret på, hvordan modernitet og religion forholder sig til hinanden, findes ikke blot i moderniteten, men også eksternt, i ikke-moderne samfund. Brydningen kan studeres i ren form, der hvor imperialismen har bragt moderniteten ind i ikke-moderne samfund; og i dag kan den desuden også følges indirekte, der hvor vestlig telekommunikativ kulturimperialisme – hen over alle grænser og ofte op imod siddende regimers ønsker – udbredes i lande, hvor moderniteten ikke har fået større fodfæste. Samtidig går sagen den anden vej rundt, nemlig når religioner optræder i moderniteten uden at være assimileret i denne, noget som bliver mere synligt i takt med nutidens folkevandringer.

Nok er der kommet nye problemstillinger til, men basalt har problemstillingen siden dele af verden blev moderne været et hele tiden tilstedeværende tema, der dog er blevet diskuteret med fluktuerende intensitet.

For så vidt er der ingen specielt presserende grund eller nogen spektakulær årsag, der udløser dette spørgsmål i dag. Alligevel er det de seneste år mange steder på kloden kommet i fokus med en styrke og intensitet, som i hvert fald graduelt er ny. For bare 30 år siden var det sjældent, at temaet vandt overskrifter på forsiden i aviser eller i det hele taget blev regnet som et aktuelt, presserende og vigtigt problem. Forholdet ændrede sig spektakulært med revolutionen i Iran i 1979, hvor en politiseret islam kom til magten. Året efter blev Ronald Reagan valgt til præsident i USA og artikulerede nu en iøjnefaldende politisering af kristendommen.

Formodentlig er det første gang, at spørgsmålet stilles som et globalt spørgsmål. Nok har religion tidligere i det førmoderne været koblet sammen med globale perspektiver i form af religiøse doktriner, missionsbestræbelser, pavelige dekreter, religionskrige, korstog og lignende, og selv om forholdet mellem modernitet og religion var et centralt tema fra begyndelsen af moderniteten, så er temaet aldrig før blevet artikuleret så globalt udbredt og med så stor en intensitet, som det er sket de sidste par årtier. Det lader sig næppe reducere til en massiv globalisering af de kommunikative midler, men stammer lige så meget fra revitaliseringer af religion og ændringer i moderniteten.

Størrelserne religion og modernitet fungerer i dag som alt andet end fremmed i dagligsproget, nyhedssproget og i almen vidensudveksling. De er ganske enkelt gået ind i den almene kulturelle forståelse og selvforståelse og i nogen grad just som sammenkoblede.

Intuitivt ser det således ud til, at man ved, hvad man taler om. Alligevel er begge størrelser hver for sig både kontroversielle og vanskelige – og sammensætningen af dem gør ikke problemerne mindre. Kultur og kulturel forandring er aldrig pedantisk, men hvis man skal stille skarpt – og det gælder ikke mindst i forhold til de to nævnte størrelser – så må man præcisere, hvad der menes. Vi starter derfor med en operativ eller foreløbig fastlæggelse af, hvad der her menes med modernitet, der er andet og mere end Coca Cola og mobiltelefoner – og religion, der også er mere end juletræsfest og konfirmation.