Читать книгу Modernitet og religion - Hans-Jorgen Schanz - Страница 8

Der kan – i modsætning til både Webers og Marx’ antagelser – sagtens være sekularitet uden modernitet, derimod ikke modernitet uden sekularitet. Dette var f.eks. tilfældet i totalitarismerne – som sigende nok ikke bare ikke var forudset hos Weber og Marx, men som hele deres teoriansatser slet ikke kunne tematisere. Deres grundantagelser og vokabular var egentlig uden kontaktmuligheder med dette fænomen. Nazismen, stalinismen og maoismen var alle gennemført sekulære. Og skønt de kun kunne forekomme i en verden, der var blevet moderne eller ved at blive det, så var de i hele deres Anspruch klart antimoderne (som jeg har vist det bl.a. i bogen Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt (2007) og i artiklen “Hvad er totalitarisme” i Totalitarisme. Venskab og fjendskab (2007)). De rationaliserede ganske vist både naturlivtaget og de kommunikative strukturer, men de negerede, ikke bare negligerede, samtidig opbygning af interpersonelt fornuftsbegrundede trafikregler i det offentlige rum, ligesom de mildest talt heller ikke just havde stimulering af individuel myndighed som et mål.

Hertil kom, at det religiøse ikke alene blev en privatsag, men derimod i princippet en forbrydelse mod staten. Og endelig gik de i intentionen ikke bare ud på at flytte grænsen mellem offentlig og privat, men derimod drejede det sig om at minimere det private på det personlige plan til det absolutte ingenting. Eller med Heinrich Himmlers ord: “En tysker skal kun have et privatliv, når han sover” (i praksis viste det sig, at Himmlers afskyelige ønske blev overgået af virkeligheden: Ikke få tyskere havnede i koncentrationslejr, fordi de i søvne havde talt kritisk om nazismen, hvad deres børn eller slægtninge så kunne meddele myndighederne). Med andre ord var disse totalitarismer på en og samme tid sekulære og anti-moderne, skønt de til fulde fremmede modernisering.

Men én ting er, at totalitarismerne er sekulære i deres selvforståelse, noget andet er, at de altid rummer en pseudoreligiøs ambition. Som Joachim Fest skriver: “Alle moderne ordenssystemer, der bygger på en totalitær ideologi, indeholder en pseudoreligiøs fordring”. Og: “Mens diktaturernes sult efter magt stilles med fjernelsen af alle oppositionelle tendenser, stræber socialreligionerne [totalitarismerne, HJS] uafbrudt efter positive trosbekendelser; de kræver ikke bare loyale statstjenere, men afgudsdyrkere, de nøjes ikke med hele den ydre magt, men forlanger, at staten også skal eje sjælene og nøglemagten, som garanterer den totale magt over samfundslegemet” (Fest, 2007, s. 290-291).

Med nøglemagten refererer Fest til en størrelse, der indgik i den middelalderlige katolske opfattelse af pavens magt. Et sted i Det Nye Testamente hedder det:

“Så siger jeg til dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i himlene” (Matt. 16, 18-20).

Heraf drog man den slutning, at den romerske pave var Skt. Peters efterfølger, altså Guds stedfortræder på Jorden. Som stedfortræder og forvalter af nøglerne kunne han binde (forbyde) og løse (tillade) handlinger. Pavemagten fik sin suverænitet og sin sakrale såvel som verdslige magt i kraft af påberåbelsen af denne nøglemagtsdoktrin.

Man kan tilføje, at den art pseudoreligiøsitet, der her er i spil i totalitarismerne, er en religiøsitet, som for det første er “monoteistisk” (der er kun en gud, føreren), for det andet er den karakteriseret ved ikke at være reformert: Den vil, som alle monoteistiske religioner i ikke reformert udgave, have bestemmende indflydelse på alle menneskers livsytringer. Fest fortsætter:

“Ligesom den nationalsocialistiske bevægelse i begyndelsen overlappede Weimarrepublikkens statslige strukturer ved at skabe en såkaldt skyggestat, der hævdede at være nationens sande repræsentant og på partiniveau kopierede så godt som alle offentlige institutioner, havde den nationalsocialistiske verdensanskuelse også en ambition om at skabe en skyggekirke.

Forsøget på at lede massernes behov for at tro væk fra de bestående konfessioner og hen til den politiske ideologi inkluderede udviklingen af dogmer, offersteder og liturgi. Man havde en Gud og en forestilling om djævelen, der førte til historiens blodigste eksorcismer. Som ideologi besad nationalsocialismen ganske vist aldrig det kommunistiske tankesystems skolastiske rigorisme; den var udflydende, upræcis og gav bevidst masser af plads til irrationelle behov. Dens tilhængere var ikke primært bundet til en ortodoks doktrin, men af Førerens person. Men uklarheden i de ideologiske retningslinjer siger ikke noget om intensiteten i de følelser, der blev afkrævet og vækket. Kun de, der betingelsesløst underkastede sig, fik adgang til de inderste kredse i det nationalsocialistisk prægede fællesskab, mennesker, der, som Hitler med en helt igennem religiøs sprogbrug engang formulerede, “gør sig fri af deres omgivelser, skubber alting langt væk, alle livets småting, der tilsyneladende er så vigtige, som igen besinder sig på en større opgave” (Fest, 2007, s. 291-292, Hitlers udsagn er fra en tale 8. april 1933 til SA).

At liturgien var i orden, kommer bl.a. til udtryk ved følgende bøn, der blev bedt i nationalsocialistiske børneinstitutioner:

Führer, mein Führer, von Gott mir gegeben,

Beschütz und erhalte noch lange mein Leben,

Hast Deutschland gerettet aus tiefsten Not,

Dir danke ich heute mein tägliches Brot.

Bleib lange noch bei mir, verlass mich nicht,

Führer, mein Führer, mein Glaube, mein Licht,

Heil mein Führer!

(Fører, min Fører, fra Gud kommer du,

Beskyt og bevar mig længe endnu,

Tyskland har du reddet fra den dybeste nød

Jeg takker dig i dag for mit daglige brød.

Bliv hos mig længe, så finder jeg ro,

Fører, min Fører, mit lys, min tro,

Hil dig, min Fører).

(Citeret hos Fest, 2007, s. 504).

Der er to overordnede grunde til totalitarismernes pseudoreligiøsitet. Den første er, at al anden religiøsitet i princippet skal forhindres og forbydes. Reelt er det kun muligt ved at opstille et alternativt system. Den anden grund er, at det sandsynligvis kun er via religiøs gribelse, at menneskers livsytringer in toto kan underlægges styring og formning. Her yder religionen det afgørende, nemlig aktiv tilslutning eller – tro. Dersom alle livsytringer skal formes, er tvang ikke nok (om end uden tvivl nødvendig). Det interessante er jo, at en totalstyring kræver selvstyring eller selvets aktive tilslutning. Og det kan kun religion eller pseudoreligion yde i masseskala.

Ovenstående træk deler totalitarismerne med ikke reformert monoteistisk religion. At totalitarismernes religiøsitet kan kaldes pseudoreligiøsitet og ikke bare religiøsitet, kommer af, at nok var en række træk som nævnt analoge med, hvad man ser i monoteistiske religioner, men transcendensen var aldrig til stede, så lidt som skabelsesforestillinger af universel art. Og hvad der måske er nok så vigtigt: Den individuelle frelse havde aldrig andet perspektiv end afindividualiseret selvofring – ikke sjældent i den historiske missions navn.

De religiøse udtryk og adfærdsformer var aldrig ment og iscenesat (ligegyldigt hvor intensive de massepsykotiske tilstande og det regulære hysteri end tog sig ud) som andet end forklædning af magttekniske manipulationer og ambitioner, hvilket var et grundtræk i totalitarismernes ideologiske praksis.