Читать книгу Modernitet og religion - Hans-Jorgen Schanz - Страница 6

Ordet modernitet har en række forskellige betydninger i forskellige sammenhænge og teorier. Gennem 25 års studier er jeg nået frem til følgende bestemmelse, der hviler på inspiration fra en række filosoffer og samfundsteoretikere fra 1700-tallet og frem til i dag. Inspiratorerne er af såvel socialistisk og liberalistisk som konservativ observans, hvilket selvfølgelig gør, at de ofte er indbyrdes uenige. Alligevel kan der laves en sammenhængende og konsistent model.

Ved modernitet forstås således her to forskellige, men samhørende forhold: Dels er det moderne en fase i historien, nemlig fra omkring 1750 og frem til og med i dag omfattende Europa og USA, størstedelen af Sydamerika og dele af Asien. Og dels er modernitet karakteriseret ved en indstilling i og til livet, hvor fire dimensioner har afgørende betydning og skal foreligge i bestemte former, for at vi har modernitet. De fire dimensioner er:

1) Menneskenes forhold til naturen

2) Menneskenes forhold til hinanden

3) Menneskenes forhold til sig selv

4) Menneskenes forhold til Gud, det hellige eller det absolutte.

Jeg skal komme tilbage til de fire dimensioner, men først en skitse af modernitetens historie.

At det moderne opstod omkring 1750 i Vesteuropa og USA, har mange grunde og har vel, som ethvert historisk novum, nok grunde, men også en karakter af uforklarlighed. Alt radikalt nyt har dette uforklarlighedens og uforudsigelighedens moment ved sig. Men der var dog grunde. En af de vigtigste – og sjældent påpeget, da den oftest virkede som en art ubegrundet selvfølgelighed – var, at mennesker (ledende intellektuelle og filosoffer) begyndte at antage, at alt, hvad der er vigtigt i og for menneskelivet, var historisk. Historisk i den betydning at det var intentionelt foranderligt, hvilket vil sige, at det kunne gøres til genstand for en bevidst menneskelig aktion med henblik på ændring i retning af det ønskelige. Det, menneskene kunne forandre – og det blev antaget at være ikke bare mere og mere, men tillige det væsentligste ved og for menneskelivet – var historisk, altså genstand for aktiv menneskelig omformning. Den desantropologisering af naturopfattelsen, der var en del af den nye naturvidenskabelige tænkemåde, som vandt fodfæste i 1600-tallet, blev nu flankeret af en lige så radikal denaturering af menneskeopfattelsen.

Tænkningen havde indtil da altid, som regel med den største selvfølgelighed – og derfor hinsides begrundelse – udgået fra, at mennesket havde en natur som menneske – og altså ikke bare som biologisk væsen. Men nu opgav man forestillingen om, at mennesket havde en uforanderlig antropologisk kerne, som var givet, og som gjorde sig gældende konstant hen igennem historisk forandring og eventuelt kultivering. Mennesket blev denatureret, og menneskenaturen blev, groft sagt – erstattet, med historie. Fra da af igangsattes en udvikling i opfattelsen af mennesket som et helt igennem historisk væsen – en udvikling, der i det tyvende og det enogtyvende århundrede er kulmineret i påstanden om, at mennesket ikke er andet end kontekst. Sjovt nok har det enkelte menneske sjældent haft samme selvopfattelse.

Det var, som om ideen om en menneskelig natur og historisk udvikling eller endog fremskridt ikke kunne spille sammen – for dersom mennesket har en natur, er der samtidig sat grænser for dets historiske foranderlighed. Men nu, hvor udvikling og fremskridt generelt kom på dagsordenen, blev menneskenaturen opgivet som idé. En af de sidste repræsentanter for den traditionelle position er den britiske filosof David Hume, som på en række punkter er en overgangsfigur i filosofien. Nok var han skeptiker, men hans skepticisme havde rod i og blev veltempereret gennem hans antagelse af den menneskelige erkendelses binding til en menneskelig natur – og lige præcis den satte grænser på en række områder, f.eks. for den menneskelige erkendelse og for menneskenes perfektibilitetskapacitet, altså menneskenes evner til at danne og kultivere sig moralsk og socialt hen imod det fuldbragte.

Alle disse nye træk betød kolossale forandringer i fremtidsopfattelsen – i princippet var fremtiden allerede foregrebet, og den var helt plastisk i forhold til menneskelig kunnen og væren, der blev opfattet som i princippet perfektibel. Nu blev fremtiden i et rent sækulært perspektiv forbundet med forventning, som aldrig før set. Et interessant vidnesbyrd om denne antagelse er en markant sproghistorisk ændring af størrelsen historie. Indtil da betød historie altid beretning (historia) om fortidige forhold (res gestae), som regel kollektive hændelser og begivenheder.

Men nu dukker der pludselig – kort efter 1750 og overalt i de europæiske nationalsprog (der også nu for alvor er ved at vinde indpas som andet end almuens sprog) – en ny sproglig vending op: at skabe historie. Tidligere kunne historien berettes, nu kunne den også skabes. På græsk er vendingen ukendt, og hvad angår det latinske sprog dukker den først op omkring dette tidspunkt. At skabe historie havde et familiemedlem, der hed fremskridt. Tidligere havde man kun brugt ordet knyttet sammen med et afgrænset felt eller en særegen kvalifikation – f.eks. fremskridt i lægekunsten, fremskridt i krigskunsten eller fremskridt i erkendelsen og fremskridt i moralen – men nu blev ordet substantiveret, og der kunne tales om fremskridt som sådan eller slet og ret om fremskridtet.

Antagelsen af at alt, hvad der er vigtigt i og for menneskelivet, er historisk, var formentlig næret af den nye naturvidenskabs og teknologis åbenlyse succes – f.eks. bevidnet gennem de store maritime opdagelser – plus den sekularisering, der fulgte i kølvandet på reformationen. For med den nye kvantificerende og desantropomorfe naturopfattelse bød naturen sig til i en form, hvor det beherskelige og det udnyttelige var den afgørende kvalitet. For det er denne kvalitet, som den ellers rent kvantitative naturomgang hviler på. Med sekulariseringen åbnedes et verdensområde – der blev større og større – som bød sig til som skueplads for menneskelig opfindsomhed, udfoldelse og foretagsomhed uden anden begrænsning end den, der blev sat af menneskelig formåen. Og denne blev anset for uendelig, da mennesket blev opfattet som perfektibelt, altså et væsen, der kunne perfektioneres gennem historien som medium og redskab.

Hvorom alting er: Fra omkring midten af 1700-tallet kan vi begynde at ane artikulationen af det moderne projekt. Det starter ikke, som somme tider antaget, i renæssancen, ej heller med den nye naturfilosofi/videnskab i 1600-tallet, for her er historien endnu ikke pointeret, ligesom der ej heller forekommer tanker om, at alt der er vigtigt i og for menneskelivet er historisk.

Tilbage til de fire dimensioner. Menneskenes forhold til naturen skal være afsakraliseret, afmytologiseret og uden religiøs mellemkomst, altså helt sekulariseret og derved pragmatisk. Og så gælder det om at tilbagerulle naturens luner og at beherske den via arbejde, teknologi og videnskab, således at den aftvinges et optimum af brugsværdier til tilfredsstillelse af menneskenes behov. Ligesom historien fra nu af alene blev det medium, igennem hvilket menneskene kunne realisere deres almene frihed, som det lyder hos G.W.F. Hegel, blev naturen udelukkende en størrelse, der havde betydning som reservoir for brugsværdier til tilfredsstillelse af menneskelige behov.

Menneskenes forhold til hinanden skal være bestemt af en adskillelse af det private og det offentlige. Desuden skal det baseres på, at der i de offentlige rum forsøges opbygget og realiseres regler for menneskelig omgang, der er bestemt af alment begrundelige, rent humane, altså ikke-religiøse regler, der kan opnå folkelig tilslutning. Menneskerettighedserklæringerne i 1776 og 1789 er de første politiske og ikke rent filosofiske vidnesbyrd om denne bestræbelse. Ikke bare er de udtryk for bestræbelsen, de artikulerer også det vigtigste, nemlig almen rettigheds-lighed for borgerne inden for en stat. Svarende til det offentlige rums rationelle trafikregler for omgangen mellem mennesker var det det private rums opgave at være arnested for intimitet og menneskelig nærhed – samt forskellighed – der byggede på tradition, autoritet og ikke sjældent religion.

Selvbestemmelse eller autonomi og myndighed på det personlige plan er det, som skal karakterisere menneskenes forhold til sig selv – og det gælder principielt både i det offentlige og det private. Heri lå et opgør med alle overleverede magter: religion, tradition og historisk overleveret autoritet. Herved bliver demokrati – dog ikke i nogen bestemt form – en direkte følge af en af modernitetsdimensionerne. For autonomien var ikke forbeholdt – ikke engang fortrinsvist tænkt som gørende sig gældende i – privatsfæren. Autonomien var især et anliggende i det offentlige rum. Med ideen om autonomi på det personlige plan, en idé som blev koblet sammen med forestillingen om folkesuverænitet, der var undfanget allerede i middelalderen hos Marsilius fra Padova, dannedes slagkraftige visioner om demokrati – for endnu var der en række modeller i spil.

Og endelig er der menneskenes forhold til det absolutte, Gud eller det hellige, hvor der gælder to overordnede ting, nemlig at forholdet skal være selvbestemt, altså selvvalgt af hver enkelt, og det skal endvidere i princippet alene gøre sig gældende i det private. At religiøs udfoldelse alene i princippet skal finde sted i det private, udelukker ikke på nogen måde, at der dannes fællesskaber om religionen.

Som Karl Marx skrev i 1843: “Mennesket blev derfor ikke befriet for religionen, det fik derimod religionsfrihed” (Marx, 1970, s. 369). De to træk, der er centrale for religion i det moderne, er altså dels religionsfrihed og dels, at religion i princippet skal foregå i det private, altså det, der principielt ikke vedkommer politikken og staten.

For at vi kan tale om modernitet – eller bestræbelser på at etablere modernitet – er det vigtigt at understrege, at de fire dimensioner for det første alle tilsammen skal være til stede, for det andet, at de skal udvikle sig simultant. Mangler en eller flere af dimensionerne, eller undertrykkes en eller flere af dimensionerne, har vi ikke modernitet, men alene modernisering.