Читать книгу Hjemlighed - Ida Wentzel Winther - Страница 11

Hvert kapitel starter med en slags matrikeloversigt. Herved tydeliggøres den landskabsorienterede tilgang. Der er sat et kryds på feltet, som indikerer, hvor i felten det kommende kapitel befinder sig. Derefter følger en * og en kort tekst, som introducerer det kommende kapitel. Efter dette indledende kapitel, hvor feltet er blevet tegnet op, og hvor jeg har argumenteret for det polymorfe materiale og de forskellige metoder der anvendes, fokuseres der på huset.

Huset (kapitel 2) er en vandring ind i huset, hvor hjemmet viser sig. Kapitlet er bygget op omkring det empiriske arbejde, jeg har foretaget blandt 10-11 årige børn.

Fundamentet (kapitel 3) er delt i tre dele. 1) At bo (som sted- og rumligt fænomen), 2) dem man bor med (som socialt fænomen), 3) at bebo (som eksistentielt fænomen).

Flagstangen (kapitel 4) udfolder mine kategorier a) hjem som idé, b) Hjemmet (som konkret sted), c) at føle sig hjemme (stemning), d) at hjemme den (taktik).

Græsplænen (kapitel 5) er et netværk. Uden om bygningen, uden om fundamentet er der en græsplæne. Græsplænen fungerer som et netværk af mindre fortællinger (links), der alle har noget at sige om hjem. Gennem bogen henvises der til disse ’links’. Henvisningen ser således ud ( xxx). Det betyder, at man kan bladre om i det sidste kapitel og læse mere. Rækkefølgen af disse links er ordnet efter alfabetet.

Havelågen (kapitel 6) er den konkluderende exit, vejen ud. Herefter følger litteraturlisten.

1 Her citeret fra Arno Victor Nielsen, 1996. s. 130.

2 I 1994 skrev jeg speciale om den store tyske tv-krønike Die Zweite Heimat (Winther, 1996,1997). En historie om hvordan en gruppe unge i starten af 60’erne tror, det er muligt at etablere selvvalgte hjemstavne, hvor der slås en streg over fortid og ophav – og man starter på en frisk. Ideen om en anden hjemstavn er, at individet bliver til undervejs i evig forandring, og ikke mindst sammen med den selvvalgte vennekreds, hvor rødder, fortid og slægt er retoucheret. Men krøniken ender noget deslillusionistisk. Det lykkes ikke rigtigt. Fortiden presser sig på, vigtige geografiske steder lige så. Ideen med den selvvalgte hjemstavn, som skulle blive til igen og igen, og som skulle kunne danne klangbund for et sprudlende liv, krakelerer. Tilbage står nødvendigheden af at genetablere forbindelsen til forankringen. Det ender ikke som den klassiske dannelsesroman, hvor man kommer beriget hjem. Men det ender i en ny begyndelse, som insisterer på stedets betydning.

3 Da jeg i slutningen af 1999 begyndte at arbejde med hjem, var det mildest talt ikke særlig hot. Underligt er det at iagttage, hvordan emner og temaer popper op (lidt à la navne til børn, hvor man ofte tror man har opkaldt sit barn uden for trivialitetens rækkevidde, hvor efter man opdager at 5 andre i vuggestuen hedder det samme). Samtidig med at jeg har skrevet er det blevet mere almindeligt at tematisere hjem, og underligt er det at iagttage at der åbenbart følger en form for skabelon med eller en række ’selvfølgelige’ angrebsmåder. Jeg blev fx meget forbløffet over at læse tidsskriftet Kulturro (udgivet ultimo 2005), hvor de selvfølgelighedsbrud, jeg har arbejdet med i 5 år, åbenbart nu beskrives helt selvfølgelige. Mange af de samme referencer, citater og vinkler. Den indledende artikel er så tæt på kopi, at jeg fik teen galt i halsen.

4 George A. Romero udfolder et zombie univers i serien “Dead”: Night of the Living Dead (1968), Dawn of the Dead (1978), Day of the Dead (1985) og Land of the Dead (2005).

5 Ulrich Beck: Beyond Work Society Arbejdspapir fra forelæsningen d. 16/2-99. London School of Economics.

6 Karikeret i den mest radikale version i filmen: Salmer fra et Køkken, af Bent Hamer, 2003.

7 Hos Kofoed er man som feltarbejder i en skoleverden voksen men ikke lærer, hvilket både kan skabe uro hos eleverne og hos lærerne, for hvad er man så for en størrelse, hvem er man solidarisk med m.m.?

8 Jeg har ingen idé om, at alt skal behandles på denne måde, eller at det ikke længere er muligt at insistere på et centralperspektivisk eller encyklopædisk blik.

9 Tilbudet af teorier, kilder og fænomener er uendeligt, Daniel Bell påpeger i bogen The Coming of The Post-industrial Society, 1973, at der fra 1945-1973 blev katalogiseret mere viden end i alle årtusinder før.

10 Mellemværender er forhold; forhold mellem mennesker, og forhold der forholder sig til sig selv som forhold. Disse mellemværender kan artikuleres vha. kort, og socialanalytikken udmærker sig ved denne kartografiske tilgang, eller som antropologen Lotte Broe præciserer, så er det socialanalytiske perspektiv ”en strategi til dannelsen af sansen for det-der-finder-sted – en slags etnografisk stedsans, om man vil” (2003:321).

11 Frem til slutningen af 1980’erne eksisterede faget Kultursociologi i København, som var en uddannelses- og forskningsinstitution, der havde en lignende bredt funderet vidensopfattelse. Overordnet var der tale om en sociologisk tilgang; men clouet var, at en række andre discipliner så som idéhistorie, arkitekturhistorie, kulturhistorie, antropologi og etnologi alle var med i spil. Ikke kun som hjælpediscipliner, men som andre perspektiver der kunne berige sociologien. Selv om institutionen er nedlagt er den bredt funderede vidensforståelse og metode fortsat brugbar.

12 Viljen til orden 1988, Lys, luft og renlighed 1989 (sammen med Jens Erik Kristensen), Det sociale selv 1990, Smagens analytik 1991, Det socialanalytiske perspektiv 1992, Diagnosis I,II,III 2000.

13 Her er der tale om Ordene og tingene 1966/1973, Viljen til viden, 1978/1994. Seksualitetens historie 1 1976/1978, Overvågning og straf 1973/2002, Af en hermafrodits erindringer. Herculine Barbin, kaldet Alexina 1979/1981.

14 A Thousand Plateaus 1980/ 2002 (sammen med Felix Guattari), Cimema 1 – The Movement Image 1983/1992, Foucault 1986/1992, Nomadology 1986 (sammen med Guattari), Hvad er filosofi? 1991/1996, Kontrol og tilbliven – samtale med Toni Negri 1997.

15 Ønsket om at foretage selvfølgelighedsbrud kan genkendes hos poststrukturalisterne, og i forskellige danske varianter, bl.a. hos Dorte Marie Søndergaard.

16 Litteraten Frederik Tygstrup taler om fænomenologi som mere end en filosofisk disciplin, men ”snarere en tankestil som retter sin opmærksomhed på, hvordan den menneskelige livspraksis indretter sig i – og forholder sig til en foranderlig historisk erfaringsverden” (”Rummet, byen og teksten” i Rum og fænomenologi 1999: 9).

17 Hvilket lyder bedre på engelsk: ’Places happen’.

18 Begrebet karnevalisme er i denne sammenhæng den evige venden på hovedet, bytten rundt, søgen lommer og sprækker. Dermed er der ikke tale om det mere traditionelle karnevalistiske ønske om en undergravning af autoriteter, hvor det vulgære og perverse er velkendte virkemidler.