Читать книгу Hjemlighed - Ida Wentzel Winther - Страница 5

For et par år siden ringede jeg hjem til mine forældre, som jeg så ofte gør. De bor i det hus, hvor jeg har boet fra jeg var 1½ år til jeg var godt 20 år. Mit barndomshjem, hvor jeg kender hvert trappetrin og hver knast i loftet. Stedet, huset, personerne smelter sammen og gør det til hjem.

Når jeg ringer dertil, ringer jeg til en velkendt og rum defineret verden. Jeg ved, hvor mine forældre sidder eller står i rummet, mens de taler. Jeg kan forestille mig dem, ser dem og huset for mig, kan næsten dufte den nybagte kringle eller den kogte torsk, hvilket gør min opringning til et lille form for besøg. Denne dag tager min mor telefonen. Forbindelsen er dårlig. Det summer. De sidder midt mellem Herning og Silkeborg. På vej hjem. De har fået mobiltelefon. Med Duet-svar. En stor bevægelsesfrihed for dem. Det giver os alle i familien en tryghed af, at vi kan få fat i dem. Bliver det for meget, kan de jo bare slukke.

I én opringning tabte jeg mit hjem. Mit hjem blev stedløst. Nu kan de være hjemme alle steder, selvom de ikke er hjemme.

Det hævdes, at det er blevet et vilkår for moderne mennesker i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, at være ’on the move’. Vi bevæger os både fysisk, mentalt og ikke mindst virtuelt. Nye kommunikationsteknologier byder sig til og invaderer os. Vi kan være i det globale rum, samtidig med at vi sidder bag den låste dør foran skærmen, eller mens vi cirkulerer i den sociale trafik med mobiltelefonen i hånden. Vi kan på en og samme tid ’stay at home’, ’go places’ til ’NoWhere’. No where og now here er ingen steder, alle steder og lige præcis dette sted på én og samme tid (Kunstler,1998). Begreber og forestillinger som: hjemme, ude, privat, offentlig, åbent, lukket og territorialitet må blive forandret. Det nye globale rum og brugen af ny teknologi underminerer den gamle forståelse af ’a place called Home’ (Massey,1992). Det er blevet problematisk at henvise til hjemstavnen, forankringen eller det stationære som udgangspunktet for gøren, laden og væren. Forandring er blevet et indiskutabelt vilkår. Vi bevæger os. Rundt og rundt, afsted, videre, videre… Vi er konstant på vej – nomaden er billedet på det moderne vilkår. Men når jeg hører udsagn som ”Nowadays we are all on the move” (Bauman,1998:77), ”Vi har fødder ikke rødder” (Rushdie,1994), ”There is not a Place” (Auge,1995), eller læser nomadologernes forførende tekster, fx Virilio: ”Mennesker er ikke længere byboere, de er transitrejsende. Vi har fået et samfund af passagerer. Flyvepladsen er den ny by” ¹, rammes jeg af undren og tvivl. Tvivl om hvorvidt de har ret. Om de ikke totaliserer bevægelse og derved reducerer stedets betydning. Om hastighed og bevægelse fortrænger langsommelighed og træghed, eller det ’bare’ ser sådan ud. Det, der var en banalitet i dele af sociologien, er blevet en ny selvfølgelighed.

I en årrække har jeg været optaget af hvordan vi som såkaldt moderne mennesker lever i en udspændthed mellem på den ene side det moderne informations- og innovationssamfund, med de anmassende krav om konstant læring og udvikling, den evige bliven til – og på den anden side de konkrete erfaringsrum, det træge hverdagsliv, de langsomme forandringer, gentagelser igen og igen og som ikke forsvinder fordi epoken bl.a. bærer stemplet ’højhastighedssamfund’². Midt heri lever den individuelle træge lille historie, som bevirker at vi alle midt i flowet bærer på egen historie, på steder vi har været og som har udgjort det taktile rum for erfaringer. Disse to poler trækker i hver sin retning, og midt i denne udspændthed lever vi som specifikke individer og vores sociale rum etableres og trækkes, hives og slides i et væk.

pol 1 hastige forandringer flow, nomade evig til-bliven (ud, ud, ud)

pol 2 konkret hverdagsliv træge forandringer, gentagelighed til-bliven på stedet

Vi lever på en og samme tid i et samfund præget af travlhed. Og vi befinder os alle, fra vi er ganske små på mange forskellige arenaer og omgås med mange mennesker. Og ydermere har vi fået teknologier som vi bærer rundt på (lad os kalde dem mobile objekter eller ’nomade-objekter’), der gør det muligt at være tilstede mere end ét sted. Forholdet mellem fravær, nærvær og tilstedevær har dermed fået nye dimensioner. Sideløbende med denne interesse har jeg arbejdet med multiple rum. Konkret, hvordan børn i daginstitutioner bruger forskellige steder de opholder sig – forskelligt – og opøver taktikker til at føle sig hjemme alle disse steder (Winther,1999). Mit arbejde har været udspændt mellem den massive tematisering af forandring, bevægelse og globalitet, og en fastholdelse af specifikke træge steder.

Hvis Zygmunt Bauman (m.fl.) har ret i diagnostikken af, at vi alle er ’on the move’, så er spørgsmålet, hvordan denne foranderlighed og bevægelse kommer til at spille ind på måden at forholde sig til stedet og rummet. Hvis vilkåret er konstant bevægelse og foranderlighed, gælder vilkåret så for andre end en lille eksklusiv gruppe? Er det transnationale, globale og ikke-statslige imperium blevet den nye verdensorden, som filosofferne Michael Hardt og Antonio Negri hævder i Imperiet (2000/2003)? Muligheden for at være tilstede globalt og den uendelige informationsstrøm fra alt og alle, kan også resultere i lige det modsatte. Nemlig en trækken sig tilbage. I et banalt ønske om at få lidt fred og kunne hellige sig sine. Modbevægelsen mod globaliseringen, kravene og mulighederne om konstant tilstedevær slår igennem i ’off-bevægelser’ og ønske om ’simple living’. Rüdiger Safranski skriver i bogen Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? (2003), at hjemmet fremover vil blive attråværdigt som det sted, hvor man kan melde sig ud. Herved reintroduceres hjem som hule og borg.

Men der eksisterer mange hjem og måder at gøre sig hjemme på. I dag er det muligt mange steder, men måske allersværest derhjemme, idet hjem er et begreb og et fænomen indhyllet i idealiserende baglænsprojektioner, som synes helt selvfølgelige. Selvfølgelige, fordi det derhjemme er så velkendt. Hjem iscenesættes og italesættes som aldrig før. Det synes, som om en næsten neo-biedermeiersk trend hærger. Der skrives om hjem³, hjem bruges som referent for tryghed og stabilitet, hjem udstilles i nostalgisk bondestil i diverse boligmagasiner. Hjem skal deltage i skole-hjem samtaler. Hjem er blevet en søjle, der tillægges betydning, og er i vores vesterlandske kultur symbol for det gode familieliv, som har stået i kompagniskab med det småborgerlige hjem. I dag er hjemmet som livsstil i vælten, dog på en noget skizofren måde. Aldrig er der blevet brugt så mange penge på hjemmet, og måske har vi aldrig været der så lidt. Vi skaber i disse år tunge hjem. Opbygger boliger, der indskriver sig i en hjemdiskurs og en hjem-ideologi, som på mange måder abonnerer på en civiliseringsproces, og står i kontrast til det sen-moderne fleksible og mobile liv. Der er tale om en idealisering af hjemmelivet, samtidig med at beboere opholder sig alle mulige andre steder end i hjemmet (på arbejdet, i daginstitutionen, i skolen, til fritidsinteresser m.m.).

Som sagt er der for tiden næsten ingen grænser for hvad plusordet hjem (både som begreb og fænomen) skal bære af betydning, hvilket resulterer i en overophedning af noget måske størknet. I hvert fald er det interessant at iagttage at en række måder at bruge hjem og hjemmet på refererer til svundne tider. Det synes som om at hjem er en zombie. Den tyske sociolog Ulrich Beck beskriver både arbejde og familie som zombier. Normalt befolker zombier splatterfilm, hvor en zombie er en død én, som ikke vil dø. I splatterfilmene er zombierne næsten umulige at komme uden om, de overtager igen og igen scenen. Trods beskydning genopstår de. De transformerer sig ikke, de bliver ikke til noget nyt, men vakler beskudte og hjertetomme rundt⁴. Beck har overført filmmonsteret til andre områder og mener, at sådanne zombier står i vejen for en ny forståelse af den tid vi lever i. Han siger:

”Zombie-kategorier eller zombie-institutioner er døde; men de fortsætter med at leve – er levende døde – der gør os blinde for at se realiteterne i øjnene”⁵.

Hvis hjem er en zombie-institution, så betyder det, at den reelt er afgået ved døden. Men at den lever op igen og igen – skamskudt sågar maltrakteret – men trods det ’lever’ den videre som om intet var hændt. Men måske er dette billede for radikalt. Måske er der i højere grad tale om, at hjem med alt hvad det indebærer af referencer reintroduceres temmelig ukritisk fordi så meget andet står dekonstrueret omkring os. Vi tror (pt!), vi behøver denne vor kulturs største normative selvfølgelighed, hvilket gør det endnu mere nødvendigt at dekonstruere.

Når jeg ønsker, at problematisere den gængse opfattelse af ’hjem’ er det ikke for at ophæve hjem, men for at revitalisere hjemmet.

Lad mig begynde med et par leksikale opslag: I Ordbog over det Danske Sprog (1926/1994) står der følgende definitioner under opslaget ’Hjem’:

Hus, lejlighed osv., der er en persons ell. især en families faste bopæl. Næsten kun om boligens indre (lejligheden, stuerne, m. indbo og hvad dertil hører) og oftest med henblik paa boligen som sæde for familielivet. Et sted hvor man søger hvile, ro, hygge olign. efter arbejdet. Også om selve familien, husstanden og dens husholdning, samliv olign.

Sted, omraade (by, kommune, land) der er oprindeligt ell. fast (varigt) bosted for en person ell. gruppe af personer, og hvor man har statsborgerlige, kommunal-politiske rettigheder. Ell. sted, omraade, hvor man er født, opvokset, hvor ens slægt bor (har boet), hvortil man føler sig knyttet ved slægtsskabsbaand, hjemstavsnationalfølelse olign.

Navne på institutioner, stiftelser, der er bolig for fattige, syge, gamle, hjemløse. Eller som er beregnet paa at være erstatning for hjemmet (ved tilstræbt hjemlig indretning). De blindes hjem, de døves hjem, de gamles hjem. Afholds-, Alderdomshjem. Hvile-, Pleje-, Soldater-Studenter- eller Sømandshjem.

Især religiøst om Himmerige.

Sted, hvor en ting, et forhold findes, hører til, ell. hvorfra det egentlig stammer. Tilholds- og tilflugts-, fristed, ly for noget.

Angivende en bevægelse, hvis endepunkt er ens hjem. Hjem til ens bolig. Kalde noget hjem – en bog kaldes hjem. Man kan indkassere noget. Få noget hjem. Tage et stik hjem (i kortspil).

Spændvidden er indeholdt i disse seks definitioner: 1) bosted/hus/hjem, 2) hjemstavn/nation, 3) erstatningshjem/institutioner, 4) det sidste hjem (Himmerige), 5) tilflugtssted/helle, 6) bevægelse hjem. Disse forskellige betydninger ligger ved siden af hinanden i vifteform. De er der på én og samme tid. Viften er både foldet helt ud, så hele spændvidden kan ses; men den kan også være klappet mere sammen, så bestemte forståelser har været det dominerende. Fx blev nationen det samlende hjem efter tabet i 1864. Betydningen hjem som himmerige som det sidste og egentlige hjem, eksisterer i dag som en gængs, konservativ forestilling som primært italesættes i forbindelse med begravelser. Her er himmerige et opsamlingssted, hvor de døde drager hen. Navngivningen af forskellige stiftelser, hvor hjem er indgået har været almindelig; men denne praksis er ændret. Førhen hed det ”De gamles hjem”, ”Alderdomshjemmet”, eller ”Børnehjem”. I dag har de fleste af disse institutioner fået navne som Søvang, Elverhøj, Grøndalshuset, Toftevang. Ud fra navnet kan man ikke se hvilken type der er tale om, men fælles for dem er, at de er institutioner. Nogle af dem er daginstitutioner, andre fungerer reelt som hjemerstatninger.

I definitionen af hjem er der tale om: 1) en bolig (en bopæl, et ly, et bestemt sted, et stedfortræder sted, himmerige) – og dermed en form for forankring. Og 2) en bevægelse – forandring. Boligen tematiseres i de mange forskellige hjemiscenesættelser der fylder magasiner, reklamer og ’brands’. Bevægelsen tematiseres teoretisk i moderne sociologi (fx Bauman 1995, 1998, Giddens 1990, 1991, 1992) og i særdeleshed i nomadologien (fx Deleuze 1980, 1986, Diken 1998, Virilio 1998). Begrebet hjem formår at inkludere både det forankrende og det foranderlige og fungerer i dag i den vestlige verden som en kulturel selvfølgelighed. Selvfølgeligheden lever i beskrivelser af hjem, i kataloger som Bo Bedre og IKEA, og er bygget op igennem de sidste 150 års hjem- og familieorienterede livsstile. Her står hjem som en form for bastion. Desuden er hjem materialiseret i boliger overalt. Men selvfølgeligheden udfordres også af en række iøjnefaldende men endnu ikke selvfølgelige måder – i reklamer (fx for ejendomsselskabet HOME, SAS), i tv-udsendelser (fx ”Hjerterum”) og i dele af litteraturen (KarriereMor, Aksel Højhus får en familie, Hus og Hjem). Og inden for arkitekturens egne rækker i den dekonstruktivistiske eller nomadologisk inspirerede arkitektur (hvor de fremtrædende er Eisenman, Liebeskind, Koolhaas, Tschumi).