Читать книгу Hjemlighed - Ida Wentzel Winther - Страница 9

I feltvandringen følger jeg flere spor. For det første må der lyttes til samtidige såvel som usamtidige stemmer, ligeledes til de fortællinger, fremstillingsformer og hverdagserfaringer der på en og samme tid taler ind i feltet, og disse er uhomogene. Alle disse bearbejdninger af hjem står ikke lag på lag, men side ved side. Derved kalder feltet på, at blive bearbejdet ved en gåen rundt om det. Og ved at man går ind i felten, og herinde dufter, lytter og ser. Både en etnografisk inspireret feltarbejdsmetode og en fænomenologisk tilgang skærper min lytten.

For det andet inddrages artefakter og materielle fænomener, fx spiseborde og børneværelser som befinder sig i feltet og i felten. For at udfolde disse fænomener går jeg både kulturhistorisk og hverdagsfænomenologisk til værks, fx ved at undersøge spisebordet: Hvilke regler har der været knyttet til det? Hvordan iscenesættes det? osv. For det tredje ønsker jeg ’at volde’. At volde er et gammelt dansk verbum, der ifølge Ordbog over det Danske Sprog (1926/1994) både betyder: 1. at lave volde om noget – fx en borg. 2. at volde noget, bevirke, forårsage og skabe besvær. Altså: en strygen mod hårene igennem vrid. 3. at øve vold mod noget, have myndighed over eller herske over. Altså: at gå længere ud end umiddelbart ønskeligt, at gå kontra, være usmart. Spørgsmålet er hvad jeg ’volder’, og hvor ’voldelig’ jeg er. Og hvor usmart jeg kan være for at komme i clinch med fremherskende selvfølgeligheder.

Det kan forekomme modsigelsesfyldt både at ville lytte, ville være materiel og ville ’volde verden’. ’Voldningen’ kan stå i kontrast til den mere indfølte lytten og til de faktuelle ting; men det er netop ved at kombinere lytten, materialitet og interpreterende ’volden’. Men det er i dette tredobbeltgreb, at udfordringen sker, og det er dette tredobbelte greb som får benævnelsen: kulturfænomenologi.

Lad mig beskrive de forskellige former for materiale der arbejdes med i bogen. Det kan inddeles i tre typer.

a) Undersøgelse af 10-11 årige børns opfattelser af hjem

b) Kulturhistoriske og kulturfænomenologiske nedslag

c) Inddragelse af materielle fænomener, artefakter og andre empiriske indslag af multiæstetisk karakter

Lad mig tage a først.

a) 10-11 årige børns opfattelse af hjem:

Ét er hjem, noget andet er at føle sig hjemme. I dag skal vi alle udvikle taktikker til at hjemme den, både derhjemme og andre steder end derhjemme. Men føler man sig hjemme alle steder i hjemmet? Har visse rum en privilegeret status? Hvilke regler og værdier styrer hjemmet og hvordan kommer disse til udtryk? Jeg har undersøgt hvordan familiens ’hjemlinge’ – de store børn – opfatter og bruger det konkrete hjem. I denne kvalitative undersøgelse er der bl.a. blevet brugt engangskameraer i et forsøg på, at indfange, fastholde og iscenesætte konkrete situationer såvel som børnenes forestillinger, som måske ellers kan være svære at forklare. Og med billederne som udgangspunkt er børnene blevet interviewet. Interviewmaterialet er en social artikulation, der er blevet til i mødet mellem det enkelte barn, mig som interviewer / forsker og de konkrete fotografier. Materialet skal herefter behandles i respektfuld ikke-solidariskhed, hvilket jeg kommer tilbage til. Der er tale om en antropologisk børne-forskningstilgang, som retter sig mod børn og de sammenhænge, de indgår i. Antropologisk børneforskning er en rimelig ny videnskabelig disciplin, som udforsker børns hverdagsliv, deres handlinger og fortolkninger i forhold til de positioner og handlemuligheder, de har og skaber sig i en given kontekst. Der er tale om en bestræbelse på, at forstå kategorien ’børn’ (som historisk konstruktion), og de strukturelle og institutionelle sammenhænge børn gives og som aktive aktører er med til at skabe. I starten af kapitel 2 udfoldes de mine metodologiske overvejelser, og ellers er kapitel 2 en vandring rundt i de udvalgte børns måder at forstå og gøre hjem på.

b) Kulturhistoriske og kulturfænomenologiske nedslag:

Jeg søger at vise, hvordan ideen om hjem har sat sig. Hvordan bostedet og huset overgår fra at være et praktisk forhold, til at blive et moralsk projekt, som indbefatter kærligheden mellem mand og kone, forældrekærlighed og børneomsorg. Og hvordan dette fænomen efterhånden er blevet til en naturlighed og har fået selvfølgelighedsstatus. Til dette går jeg både kulturhistorisk og kulturfænomenologisk til værks. I bogen arbejder jeg i et dobbeltperspektiv, hvor nu’et og kulturhistorien hele tiden er vævet sammen. Jeg knytter beskrivelser af civiliseringsprocesser (bl.a. af Norbert Elias, Orvar Löfgren, Sverre Raffnsøe, Witold Rybczynski) sammen med mere gængse modernitetsteorier (bl.a. af Zygmunt Bauman og Anthony Giddens) og slår ned på forskellige fænomener. Det åbner for analyser af det kulturelles og det sociales mellemværender, som her læses på tværs af geografiske, sociale og tidsmæssige sammenhænge. Jeg fokuserer på fænomener som er blevet artikuleret og iscenesat forskelligt. Der er tale om nordeuropæiske tværnationale fænomener (fx manerer, indretning, stilarter), og om nationale og regionale særtræk (fx hygge).

c) Artefakter og andre empiriske indslag af mere multiæstetisk karakter: Hjem er hot. Ufatteligt meget materiale af mere hverdagslig karakter byder sig til. At tænde for tv’et, købe et dameblad, gå i IKEA, til forældremøde, tale med mine børn – ja, væren i verden – i et hjem – aktualiserer feltet. Alle jeg har talt med omkring mit projekt er fremkommet med relevante ideer eller har fortalt om hverdagserfaringer, der rammer ind i feltet. Det kunne have resulteret i, at jeg lukkede ørerne og gravede mig ned i ét perspektiv; men jeg har foldet ørerne ud. Jeg er gået efter duften og har forsøgt at skærpe mine sanser, og taget den kulturfænomenologiske måde at betragte på – som tankestil og tilgang frem for en egentlig fænomenologisk teori – såre alvorligt. Jeg har valgt at lade alle disse indslag blive en del af materialet. Der er tale om radikalt forskellige typer. Kataloger fra IKEA, årgange af BoBedre, magasinet Isabellas, reklamer fra ejendomsselskaber som ’HOME’ og ’HTH-køkkener’. Børne-bøger som Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og Gitte Løkkegaards Aksel Højhus får en familie, Gunilla Bergströms Alfons Åberg, og voksenbøger som Helle Helles Hus og hjem, og Jorden under Høje Gladsaxe af Camilla Christensen.

Når det drejer sig om en kortlægning som denne, er det helt centralt at få mange typer af fortællinger og udsigelser frem, også selv om de ikke er samsvarende og umiddelbart rammer forbi hinanden. Der er tale om to typer af indslag. Den ene har status af bastioner, hvilket er fortællinger og udtryk der er selvfølgelige, og som står og har stået solidt plantet i feltet hjem (fx BoBedre, IKEA, Pippi Langstrømpe). De er selvfølgelige referencer, selv om de måske ikke er selvfølgelige i en akademisk sammenhæng. Den anden type af indslag er mere flagrende og pt. hot. Her er tale om en række måder at udfordre og iscenesætte forståelserne af hjem. Ikke at de dermed er radikalt nye, eller får omstyrtende konsekvenser; men det er nye blikke og iscenesættelsesformer. Jeg tænker eksempelvis på udsendelser som Hjerterum og De moderne familier (som var aktuelle i tv i 2004; men som andre døgnfluer sikkert allerede glemt). Der er tale om eksempler, som hverken er eksemplariske eller idealtypiske.

Fælles for hele dette polymorfe materiale er, at de alle er fortællinger, der forsøger at gribe samtiden. Hvad der inddrages, og hvad der ikke inddrages, beror som tidligere nævnt på mine suveræne valg, som dog er forpligtet på ’det gode snit’ og sansen for den fælles puls. Fortællingerne eller indslagene har status af nedslag, og er dermed hverken tænkt som nogle der udtømmer eller dækker hele feltet; men netop blot som nedslag, som kunne have været andre; men ikke hvilke som helst andre, idet nedslagene er forpligtet på feltet. Nedslagene kan synes tilfældige, hvilket også er tiltænkt. Men tilfældigheden er forpligtiget på og bundet til feltet.