Читать книгу Hjemlighed - Ida Wentzel Winther - Страница 8

Jeg har længe søgt den rette betegnelse og har fundet den hos den engelske professor Steven Connor (fra The London Consortium) der i 2000 lancerede betegnelsen Cultural Phenomenology, ud fra et ønske om, at arbejde mere fænomenologisk med kultur og mere kulturelt med fænomenologien, end de ’traditionelle’ fænomenologer hidtil har gjort. Connor forklarer på sin hjemmeside betegnelsen således:

”Kulturfænomenologi ønsker at udvide, skabe variation i og specificere studier af kulturer. I stedet for læsningen af abstrakte strukturer, funktioner og dynamikker, slår kulturfænomenologien ned på stof, vaner, redskaber, ritualer, fikse ideer, patologier, processer og følelsesmønstre. Dens interesser vil på en gang være filosofiske og poetiske, forklarende og udforskende, analytiske og stemningsvækkende. Uanset hvilke fortolkninger og forklaringer kulturfænomenologien vil evne at få fat på, har den først og fremmest opnået, hvad den stræber efter, når den har formået at placere sig midt inde i et givet emne eller problem, og ikke fordi den har fået magten over det” (min oversættelse).

(http://www.bbk.ac.uk/english/skc/cultphen.htm og http://www.bbk.ac.uk/english/skc/cp/welcome.htm)

Connors beskrivelse indrammer hvad jeg stræber efter. Min intention er, at producere en rig beskrivelse, en interessant diagnose og udvikle nye begreber. Og det gøres ved at placere sig midt i felten og netop som Connor pointerer, slå ned på og udfolde ”stof, vaner, redskaber, ritualer, fikse ideer, patologier, processer og følelsesmønstre”. Herved bliver det på den ene side meget konkret, men samtidigt åbner det filosofiske og historiske sigte for mere abstrakte begreber. Kulturfænomenologi som betegnelse dækker som sagt over en tænkestil, men åbner samtidig for en metode, som er optaget af, at tænke gennem tingene – frem for at gennemtænke tingene, og den vej rundt rette opmærksomheden på hvad- og hvordanheder. Fx rette opmærksomhed på, hvordan der gøres hjem, hvordan der gøres køkken, hvordan der gøres familie m.m. Jeg er optaget af det som foreligger, og endnu mere af vores omgang med det som foreligger – eller vores forholden os til det. Altså, hvordan vores gøren og praktiske aktivitet spiller ind i vores konstitution af virkeligheden. Der er tale om en form for fænomenologi, som benævnes kulturfænomenologi, hvilket markerer en afvigelse fra den mere filosofiske disciplin fænomenologi, som der er talt og skrevet meget om. Mit ærinde er ikke at forfølge dette spor; men derimod forsøge ’at gøre’ kulturfænomenologiske analyser¹⁶.

Gennem en kulturfænomenologisk optik, rettes opmærksomheden på hvordan vi gør livet. Hvordan de steder og rum vores livspraksis udfolder sig er eller kunne være. Men opmærksomheden er også rettet på hvordan tingene (den materielle kultur) og kroppene spiller ind. Tingene og kroppene er centrale i omgangen med verden. Det kunne gå i retning af et mere direkte fokus på kroppene, som en Merleau-Ponty inspireret analyse ville føre til. Eller en inddragelse af Edmund Husserls betragtninger vedrørende den perceptuelle genstands perspektiviske fremtrædelse, og derved analyser af hvordan noget fremtræder for nogen, og hvordan kroppen er mulighedsbetingelse for bestemte perceptioner. Men jeg er tættere på Gaston Bachelards indkredsning af rummets poetik, som er både konkret og stedslig. Igennem dette perspektiv er det muligt at fokusere på, hvordan stedet og den materielle kultur kan blive poetisk og ’ske’¹⁷. Herved betragtes ting, krop og hjem ikke som metafor eller symbol for noget andet, men mest af alt som mulighedsrum, hvori ’der sker’, ’der kroppes’, eller i min sammenhæng: ’der hjemmes’. Kultur forstås som et verbum. Som en serie af konstant fremadskridende sekvenser af handling og praktikker. Kultur skaber vi alle kontinuerligt gennem vores liv og praksisser. De svenske etnologer Jonas Frykman og Nils Gilje beskriver i bogen Being There (2003), at kultur er mere end teksten i avisen – kultur er mere læsningen af avisen. Det er ikke ’the narrative, but the narrating. Altså måder at læse på, og ikke bare læse på; men det der sker mens det læses (2003:40).

I mit arbejde handler det om hjem, og mest af alt om måder man hjemmer på. Hvad der sker når der hjemmes. Hjem er i høj grad det sted hvori der hjemmes. Hjem kan godt forstås som symbol eller repræsentation for noget andet; men det kan også i et kulturfænomenologisk perspektiv anskues som et sted, en materialitet, hvori der bebos, hvori drømme og længsler blander sig i den hverdagslige gøren. Men hjem er også et begreb, en metafor, en idé der i vores vesterlandske kultur har tunge normative fordringer. Derfor må en kulturfænomenologisk analyse både hæve sig og gå ’meta’ og kravle helt ind under eller ned i materialet, den må insistere på en hoppen rundt velvidende at det strider mod mere stringente analyser. Men det gives der i denne sammenhæng køb på ud fra ønsket om og troen på at denne mere hoppende eller vandrende tilgang kan synliggøre feltet.