Читать книгу Bogen og folket - Jakob Ladegaard - Страница 5

Når talen falder på den romantiske æra i europæisk litteratur fra 1790’erne til omkring 1850, vil det hos mange fremkalde forestillinger om lidende kunstnergenier, der vender samfundet ryggen for at hengive sig til højspændte fantasier i naturens ensomhed. Med en vis ret. For romantisk litteratur kredser ofte om inderlige og private forhold som individets sjæleliv, kærlighed og naturens skønhed. Men den har også en anden og mindre belyst side, nemlig den verdensvendte, samtidsengagerede og politiske. Det er den del af den romantiske historie, denne bog vil bidrage til at fortælle.

Det kan man imidlertid ikke gøre ved blot at udelade den romantiske litteraturs private og inderlige dimension. De to sider hænger nemlig sammen: Romantikken er både inderlig og udadvendt, esoterisk og folkelig, privat og politisk, fascineret af evig skønhed og af samtidens historiske omvæltninger. Disse modpolers samliv i de enkelte værker og forfatterskaber er dog sjældent ukompliceret eller fredeligt. Derfor ser man ofte forfattere investere stor kreativ energi i at bringe dem i overensstemmelse eller omvendt trække skillelinjer mellem dem. Og lige så ofte viser det sig ved nærmere eftersyn, at harmonien trods alle intentioner slår revner, eller at grænserne overskrides fra den ene eller anden side.

Disse udvekslinger og konflikter gør den romantiske litteratur særlig interessant i en politisk optik. For her angår litteraturens engagement ikke blot stillingtagen til et givent socialt eller moralsk problem, men derimod de fundamentale spørgsmål i moderne politik: Hvor går grænsen mellem privat frihed og fællesskab? Hvem kan deltage i det politiske fællesskab, og hvem kan ikke? Kan et samfund hænge sammen uden åndelige idealer – og kan litteraturen skabe dem? Hvordan kan man forene de kultiverede eliter og masserne, forfatterne og folket? Bag disse spørgsmål lurer et endnu mere grundlæggende: Hvad betyder ord som frihed, lighed og folk, når de overføres fra begrebernes rene sfære til praktisk virkelighed? Eller simpelthen: Hvad er demokrati?¹

At netop udforskningen af demokratiets væsen i bred forstand udgør et omdrejningspunkt for romantikken, er ikke overraskende, eftersom bevægelsen opstod i kølvandet på Den Franske Revolution i 1789. Denne frigørelse bragte ifølge Hannah Arendt for første gang i europæisk sammenhæng folket ind på politikkens og historiens scene (Arendt 1991, 21-41). Det skete ikke blot i Frankrig. Revolutionen fik også øjeblikkelig og vidtrækkende betydning for den politiske kultur i nabolandene. Oplyste liberale i Tyskland og England modtog således med begejstring nyheden om Bastillens fald og menneskerettighedserklæringen som et historisk fremskridt, radikale revolutionære agiterede for nødvendigheden af yderligere forandringer, mens konservative kræfter fordømte det, de mente, var en forbrydelse. Diskussionerne blev yderligere tilspidset under indtryk af henrettelsen af Louis XVI i januar 1793, jakobineren Robespierres rædselsregime (1793-1794) samt de langvarige revolutionskrige mellem den nye franske republik og stater som Østrig, Preussen og England. Men uanset om man var tilhænger eller modstander af revolutionen, kunne man ikke undgå at tage stilling til den, og sporene efter den politiske rystelse viser sig overalt i tidens skrifter – også i litteraturen.

En række af tidens værker fremstår således som rene partsindlæg i den aktuelle debat på linje med revolutionære pamfletter eller indlæg i aviser. Men det er hverken i æstetisk eller politisk henseende de mest interessante. God politisk litteratur er mere end et talerør for en forfatters meninger. Dens fortjeneste ligger ikke i entydige budskaber, men i at give form til de indre sammenhænge og skjulte konflikter i tidens begivenheder og diskurser – og føre dem i nye retninger. Denne formgivning sker ikke blot på ét niveau i den litterære tekst, men foregår som et samspil mellem retoriske figurer, motiviske mønstre, narrative forløb og intertekstuelle relationer. Det kræver derfor både tekstanalytisk omhu og idéhistorisk bredde at indfange den romantiske litteraturs politiske betydninger i al deres kompleksitet og indre modsigelser. Af den årsag forsøger denne bog ikke at tegne et oversigtskort over den europæiske romantiks politiske engagement, men går derimod i dybden med tre af epokens centrale værker, der nærlæses med et udblik til forfatterskaberne i øvrigt samt udvalgte litterære og politiske skrifter. Bogen vil på den vis søge at afdække tre politiske hovedspor i romantikken, der på hver sin måde leder frem mod det 20. århundredes litteratur og kritik. Disse spor udtømmer ikke feltet, og det er derfor mit håb, at bogens tilgang kan virke inspirerende for videre undersøgelser af det politiske i såvel romantisk som senere litteratur.

De tre værker, jeg behandler, er tyske Friedrich Hölderlins brevroman Hyperion – oder Der Eremit in Griechenland (1797/1799), engelske William Wordsworths lyriske epos The Prelude (1805) samt franske Victor Hugos historiske roman Notre-Dame de Paris (1832) – bedre kendt på dansk som Klokkeren fra Notre Dame. Disse bøger bliver sjældent nævnt i samme sætning. Dertil befinder de sig ikke blot ud fra nationale, men også genremæssige, tematiske og stilistiske kriterier umiddelbart for langt fra hinanden. Afstanden er ikke mindre, når det kommer til forfatternes erklærede politiske holdninger – fra den revolutionære Hölderlin over Wordsworth, der gik fra jakobinske sympatier til nationalkonservatisme, og til Hugo, en moderat tilhænger af det konstitutionelle monarki, der i 1831 kun gav stemmeret til en halv procent af den franske befolkning.

Når valget er faldet på disse tre værker, er det netop, fordi de i deres forskellighed afspejler epokens mangfoldighed af litterære udtryk og spændvidden i behandlingen af det politiske i en litterær bevægelse, der ellers ofte kategoriseres som apolitisk eller konservativ. Når det er sagt, er værkerne også valgt, fordi de faktisk har visse fællestræk, der gør dem sammenlignelige. I dem alle finder man nemlig de grundlæggende konflikter mellem indre og ydre, tilbagetrækning og fællesskabsorientering, elite og folk, som jeg omtalte indledningsvis. Fortolket og udformet på vidt forskellige måder, men med en række genkendelige indre logikker og genkommende figurer, der på den ene side gør, at værkerne taler sammen, og på den anden side, at deres forskelle træder desto tydeligere frem.

Jeg lægger ud med Hölderlins filosofiske roman, der undersøger demokratiets grundbegreber med udgangspunkt i den tyske idealismes interesse for sammenhængen mellem åndens og sansernes verden. Dette filosofiske problem er generelt for romantikken i Europa og nært knyttet til tidens politiske tænkning, for romantikerne anså som antydet ikke demokratisk politik for at være et snævert tekniskadministrativt anliggende for eksperter. De anskuede det derimod i et helhedsperspektiv, der omfattede menneskets forhold til sig selv, dets relation til fællesskabet, historien og naturen. I kritisk udveksling med filosoffer som Immanuel Kant og Johann Gottlieb Fichte forsvarer romanens hovedperson, Hyperion, den æstetiske skønhed som et svar på ikke blot tidens erkendelsesfilosofiske, men også politiske problemer. Han forestiller sig, at kunsten kan forene åndens og sansernes repræsentanter i samfundet – de kultiverede eliter og masserne – i et statsløst demokrati efter idealiseret antikt forbillede. Den idé kan spores tilbage til Friedrich Schillers Über die ästhetische Erziehung des Menschen (Menneskets æstetiske opdragelse, 1795), hvor den præsenteres som et alternativ til Den Franske Revolutions fejlslagne udvikling. En dristig tanke, der endnu diskuteres af poststrukturalistiske filosoffer som Philippe Lacoue-Labarthe og Jean-Luc Nancy.

Hölderlins roman skriver dog ikke blot under på Schillers tankesæt, men udfordrer det så at sige indefra. Under den græske frihedskamp i 1770, som udgør romanens allegori over revolutionen i Frankrig, slår Hyperions forsøg på at forvandle sit æstetiske ideal til politisk realitet nemlig fejl. Hyperion giver både folkets ustadighed og gudernes nidkærhed skylden for fiaskoen. Herpå drager han som en moderne tragisk helt i eksil og vier sit liv til ensom vandring og den lyrisk-reflekterende brevskrivning, hvorigennem læseren får adgang til hans historie. Som sådan ligner hans skæbne en illustration af den elitære tilbagetrækning fra samfundet, som man ofte forbinder med romantikken, og sådan er romanen da også ofte blevet læst. Men forholdet mellem den ensomme vandrers refleksioner og hans ungdoms kunst-politiske projekt er ikke så enkelt. For på den ene side viser en nærmere analyse, at projektets problem dybest set lå et andet sted end hos folket og guderne, nemlig i skønheden selv. Men på den anden side – og her ser vi netop et eksempel på et af de paradokser, der præger romantikken – lykkes projektet faktisk, blot ikke som kollektivt, men som individuelt foretagende, for så vidt Hyperion formår at frigøre sig selv fra sit sociale miljø gennem mødet med skønheden. Derved eksponerer Hölderlins roman med stor filosofisk klarhed den dybe ambivalens i den mest radikale idé, den tyske romantik undfangede og gav videre til eftertiden på godt og ondt: At kunsten én gang for alle skulle frigøre mennesket og løse politikkens problemer.

Wordsworths The Prelude er en mere direkte historisk orienteret bearbejdning af digterens erfaringer under to rejser i Frankrig i revolutionens tidlige år. Den går i dialog med de omfattende diskussioner af revolutionens betydning, der i engelsk sammenhæng blev indvarslet af Edmund Burkes polemiske angreb i Reflections on the Revolution in France (1790). Dette skrift påkaldte sig en skarp reaktion fra revolutionens tilhængere i 1790’erne, herunder den unge Wordsworth selv. Når den ældre digter i 1805 ser tilbage på revolutionens begyndelse efter at have været vidne til dens mellemliggende udvikling mod terror og krig, er det dog med et selvkritisk blik på sin ungdoms jakobinske idealer. Men det betyder ikke, som visse forskere hævder, at han i 1805 er blevet tilhænger af Burkes doktriner: Digtet tager også afstand til både liberale og konservative tankesæt. For så vidt kan den ældre digter minde om Hölderlins desillusionerede helt. Men sideløbende med det kritiske spor i digtets tilbageblik forsøger Wordsworth også at redde de øjeblikke af virkeliggjort, levende demokrati, han havde oplevet på de franske landeveje. Hans beskrivelse af disse øjeblikke er inspireret af den humanistiske, republikanske tradition i Vestens politiske historie, som i nyere tid er blevet gjort til genstand for fornyet idéhistorisk interesse af blandt andre Quentin Skinner.

The Prelude er ikke blot et digt om revolutionen, men også om litterær skabelse. Dets røde tråd er fortællingen om dannelsen af den unge digters skabende indbildningskraft eller imagination, som de engelske romantikere kaldte det. Nyere ideologikritisk inspirerede læsere som Jerome J. McGann, Marjorie Levinson og David Simpson har argumenteret for, at værkets hyldest af digterens imagination skal fortolkes som en flugt fra revolutionen og den historiske virkelighed. Jeg vil omvendt argumentere for, at Wordsworth retorisk forbinder den poetiske skaberevne og det republikanske frihedsideal og dermed tegner et originalt billede af demokratisk handling som en kreativ akt, der kan gives form og opbevares for eftertiden i litteraturen. Her er vi langt fra den tragiske hölderlinske helts krav om en gennemgribende, endegyldig forandring af samfundet. I stedet hylder Wordsworth de historiske øjeblikke, hvor kortvarige de end er, hvor mennesker på tværs af nationalitet og stand sammen kæmper mod undertrykkelse, for de giver ham håb for fremtiden på trods af, at idealerne om lighed og frihed ikke blev en permanent politisk realitet.

I Frankrig slog romantikken først igennem i 1820’erne, og Notre-dame de Paris er et af dens første hovedværker. Det overordnede kunstneriske og politiske problem, Hugo konfronterer i romanen, er spørgsmålet om enhed og sammenhæng. På det æstetiske plan er problemet en konsekvens af det romantiske litteraturideal, han fremlagde i manifestet Préface de Cromwell (1827). Her gør han sig til fortaler for en folkelig kunst, der frit og ligeligt blander højt og lavt, det sublime og groteske. Hans roman har derfor ikke som klassiske fortællinger en hovedperson til at samle vævet af handlingstråde og brogede karakterer. I stedet samles den ’demokratiske’ helhed narrativt af en alvidende fortæller og symbolsk af den store katedral, Notre-Dame de Paris, som romanen er opkaldt efter, og som alle dens karakterer, temaer og begivenheder relaterer sig til.

De to instanser – fortælleren og katedralen – udgør tillige Hugos svar på det politiske problem om fællesskabets sammenhæng. For at forstå, hvorfor det er et problem, må man erindre sig den historiske udvikling i Frankrig efter revolutionen i 1789. Den store frigørelse fra det gamle monarki udmundede som nævnt i løbet af få år i Robespierres rædselsregime og krige mod England, Preussen og Østrig. Under disse krige udmærkede Napoleon Bonaparte sig, og i 1799 tog han magten ved et statskup. Efter fortsatte krigshandlinger blev han i 1815 besejret ved Waterloo, hvorpå den gamle kongeslægt – støttet af krigens sejrherrer – genindtog tronen i Frankrig. Deres tid ved magten endte dog brat, da den konservative Charles X blev tvunget i eksil efter endnu en revolution i Paris i juli 1830. Mens denne opstand stod på, arbejdede Hugo på sin roman. Det kan derfor ikke undre, at dens centrale politiske anliggende bliver udfordringen om at samle den dybt splittede nation. Imidlertid er det spørgsmål ikke kun historisk betinget, det angår også i videre forstand demokratiets væsen. For hvis alle er frie og lige, hvad skal så binde kollektivet sammen? Hvad forhindrer, at demokrati bliver til anarki?

De spørgsmål optog mange romantikere – det ligger eksempelvis også under Hölderlins diskussion med Schiller i Hyperion. Belært af tidens store omvæltninger skønnede forfatterne ikke, at juridiske rammer alene kunne skabe et fredeligt, harmonisk fællesskab. Som Schiller og Hölderlin mente Hugo, at den vigtigste forudsætning herfor var folkets dannelse, og at dette var en opgave for kunsten. Men i stedet for det tragiske budskab om denne drøms umulighed forsøger Hugo i sin roman at vise, at folkets (hvilket hos Hugo er synonymt med nationens) dannelse rent faktisk finder sted som et gradvist historisk fremskridt, der kommer til udtryk i og kan vejledes af kunsten. Og hermed er vi tilbage ved de to instanser – katedralen og fortælleren – som skabte den formelle sammenhæng i hans roman. For katedralen er ifølge Hugo intet andet end et kollektivt kunstværk skabt af middelalderens anonyme masser som udtryk for deres fælles, sanselige forestillingsverden. Fortælleren er ligeledes en kunstner, men hans værk skabes i ensomhed og i ånden. Han bliver dermed et ideelt symbol på endemålet for den historiske udviklingsproces, der skal forvandle masserne til selvstændige, oplyste individer, hvis sammenhæng er åndelig frem for sanselig.

Men en nærlæsning viser, at overgangen mellem de to stadier ikke er så gnidningsfri, som det kunne se ud. For Hugos middelalderlige Paris hjemsøges af en gruppe lovløse vagabonder, der truer med at nedbryde både katedralen og den oplyste fortællers orden. En sammenlignende analyse af Hugos senere hovedværk, Les Misérables (De elendige, 1862), demonstrerer, at dette utøjlelige folkedyb i Hugos optik ikke blot er middelalderens problem, men også hans samtids. Hvilket leverer et implicit argument for, at folket endnu ikke var – og måske aldrig ville blive – oplyst nok til at opnå demokratisk medbestemmelse. Jeg vil på den baggrund argumentere for, at der bag Hugos populære sympatier eksisterer en angst for demokratisk lighed i radikal forstand, som ikke er fremmed for senere tiders venstreorienterede intellektuelle.

Der er således visse helt grundlæggende fælles anliggender for de tre forfattere. Først og fremmest spørgsmålet om, hvad demokrati er. Dernæst spørgsmålet om, hvilken rolle kunsten spiller i skabelsen af et levende samfund. Dertil kommer en række fælles litterære temaer og motiver, som vil blive diskuteret løbende i de følgende analyser, samt en gennemgående optagethed af det historiske, som i sig selv er historisk begrundet. For når folket under Den Franske Revolution vælter kongen af tronen og kræver at blive den politiske ordens fundament, så er det indlysende, at de herved skaber historie. I stedet for fortællingen om fyrster og paver bliver historien fra da af en beretning om folket. Derfor er spørgsmålet om demokrati også et spørgsmål om historien – og om, hvem der kan fortælle den og hvordan. Ikke overraskende bliver det et anliggende for litteraturen.

De tre forfatteres behandling af demokrati og historie må, som jeg har lagt op til, læses i sammenhæng med Den Franske Revolution og de diskussioner, den rejser i samtiden. Men det gør ikke deres tanker irrelevante i dag. For igen at parafrasere Hannah Arendt så er Den Franske Revolution en ny begyndelse, der i politisk henseende indvarsler den moderne tidsalder, som vi endnu befinder os i (Arendt 1991, 21ff.). Nu kunne man naturligvis mene, at vor tids relativt stabile europæiske demokratier leverer svaret på de politiske spørgsmål, der optog romantikerne. Omvendt kunne man hævde, at man måske ikke så meget har fundet svaret, som glemt at stille spørgsmålet. I hvert fald indikerer fænomener som dalende valgdeltagelse, nationalismens genkomst og neoliberale diskursers dominans i den politiske offentlighed samt de aktuelle finans- og klimakrisers uafbalancerede sociale konsekvenser i Europa og globalt, at der stadig er brug for at drøfte, hvad demokrati egentlig er og kan være. Sådanne drøftelser opstår sjældent inden for det etablerede politiske system, hvor styringen af fællesskabet i stadig højere grad anskues som en teknisk-administrativ sag for eksperter. Men fra romantikken arver vi ideen om litteraturen som et sted, hvor politik kan undersøges i et helhedsperspektiv, der omfatter menneskets forhold til sig selv, dets relation til fællesskabet, historien og naturen. Den arv er værd at kende.