Читать книгу Bogen og folket - Jakob Ladegaard - Страница 8

1 Ganske vist anvendes netop dette begreb kun sjældent på denne tid – og da ofte som henvisning til en specifik styreform i antikken eller negativt i betydningen pøbelvælde. Men det ændrer ikke ved, at de grundprincipper og idealer, man filosofisk forbinder med demokrati (folkestyre, lighed og frihed), står i centrum af periodens politiske debat. En oversigt over begrebets betydning i perioden i fransk sammenhæng findes i Rosanvallon 1995.

2 Rancières hovedinteresse er det æstetiske regime. Hans præsentation af det repræsentative bygger udelukkende på kilder fra den franske klassicisme. De grundlogikker, han lokaliserer her, var dog også virksomme i engelsk og tysk sammenhæng (f.eks. hos Alexander Pope og Samuel Johnson i England, samt Johann Christoph Gottsched i Tyskland), hvilket ikke udelukker vægtforskydninger i fortolkningen af dem såvel landene imellem som i de enkelte lande.

3 I vanlig litteraturhistorieskrivning arbejder man ofte med mere snævre, kronologiske og/eller indholdsbestemte definitioner af romantikken. Denne bogs definition inkluderer forfattere, som ofte placeres i eller hinsides romantikkens udkant. Et eksempel er Hölderlin, der traditionelt adskilles fra den tyske Frühromantik (Brødrene Schlegel, Novalis og andre). Men endskønt Hölderlin skaber et særegent værk, tilhører han romantikken forstået som det æstetiske regimes første brede manifestation i samme grad som Friedrich Schlegel. Jeg vil dog af pragmatiske grunde bibeholde standardbetegnelsen Frühromantik eller ”tidlig romantik” om Schlegel og hans kreds. For yderligere om de litteraturhistoriografiske konsekvenser af Rancières tilgang til romantikken, jf. Ladegaard 2010, 197-201.

4 En anden version af myten om den apolitiske romantik hidrører fra Maurice Blanchots indflydelsesrige essay ”L’Athenaeum” (1964), der lokaliserer opfindelsen af en upersonlig, intransitiv sprogbrug i Novalis’ fragment ”Monolog” (1797/1798) (Blanchot, 153f.). Denne fortolkning bygger imidlertid på en udeladelse af de passager, hvor Novalis eksplicit fremhæver, at poesien kun er fri, for så vidt den udtrykker en skjult kraft, verdenssjælen, der virker i helheden (jf. Rancière 1998, 43ff.).

5 På dette punkt, som på flere andre, kan Rancières politiske tænkning sammenlignes med beslægtede franske filosoffer som Étienne Balibar og Alain Badious. Således betegner Balibars ”egaliberté” et tilsvarende universelt princip, der kan aktiveres i historiske situationer (Balibar, 165f.), mens Badiou tematiserer demokrati som ”that which presents equality” (Badiou 2005, 93), for så vidt som det indebærer ”the seizure of a politics whose prescription is universal, but which is also capable of being conjoined to the particular” (92).

6 Kritikken af politisk partikularisme deler Rancière med Balibar (Balibar, 169f.) og Badiou (Badiou 1998, 7-14).

7 For en grundig teoretisk og historisk redegørelse for demokrati og magt i Den Franske Revolution inspireret af især Lefort, se Ifversen.

8 I modsætning til Rancière, der ikke beskæftiger sig med disse traditioner, vil behandlingen af deres idéhistoriske betydning stå centralt i denne bog. Ikke blot fordi de er samtalepartnere for de valgte litterære værker, men også fordi de, som jeg vil vende tilbage til i bogens afsluttende diskussion, fortsat er markant til stede i vore dages politiske kultur.

9 I sine korte analyser af The Prelude i Courts voyages au pays du peuple og La chair des mots viser Rancière, at digtets centrale politiske begreb er frihed, men han forsømmer at analysere dette frihedsbegreb historisk i forhold til samtidige konservative og liberale ideer om frihed som de artikuleres i den engelske revolutionsdebat.