Читать книгу Entrepreneurship i vidensamfundet - Jens Christensen - Страница 8

En entreprenør er en person, der forestår bygge- og anlægsarbejder. I den betydning har begrebet været anvendt i et par hundrede år. Med industrialiseringen og markedsøkonomiens hastige udbredelse i det 19. århundrede tager tusindvis af mennesker initiativ til at oprette nye virksomheder i både Danmark og det øvrige Vesten. Det baner vejen for en anden betydning, nemlig opfattelsen af entreprenøren som en iværksætter og innovator og derfor også bedriftsleder. Da ordet entreprenør stadig bruges i sin oprindelige betydning, anvendes her den udenlandske stavemåde ‘entrepreneur’ og ‘entrepreneurship’ om iværksætteren og iværksætteri. De danske betegnelser benyttes også, når det forekommer naturligt. Entrepreneur og entrepreneurship vil dog være de hyppigst anvendte udtryk, også fordi de formentlig vil vise sig at være mest holdbare i længden.

Siden det første entrepreneurielle gennembrud for over hundrede år siden er fulgt andre bølger af nye virksomheder. I det lange historiske perspektiv kan bølgerne overordnet inddeles efter tre industrielle revolutioner ca. 1840-1890, 1890-1990 og 1990- med flere underperioder.¹ I centrum for den første industrielle revolution står entrepreneuren. Tusindvis af initiativrige personer starter nye virksomheder og baner vejen for en ny tidsalder, som sætter markedet i centrum i stedet for den traditionelle husholdningsøkonomi. Det indebærer, at den enkelte virksomhed i konkurrence med andre virksomheder må være i stand til at sælge sine produkter i et omfang og til en pris, så der kommer et overskud ud af forretningen. Dermed er spillereglerne givet. Virksomhederne konkurrerer om kundernes gunst på et frit marked. I første omgang danner nationen rammen om den nye markedsøkonomi med staten som en aktiv hjælper. Nødvendigheden af fortsat vækst skaber hurtigt et pres for at overskride de nationale grænser. Da nationalstaten og dens bærende erhvervsinteresser søger at beskytte sig mod andre landes virksomheder, har vi miseren. Vækst forudsætter international ekspansion, men nationale hensyn stiller sig i vejen for væksten. Den problemstilling plager verden, indtil man fra slutningen af det 20. århundrede beslutter sig til at slippe kræfterne løs.

Dynamikken i den kapitalistiske markedsøkonomi viser sig ikke blot ved ekspansion udadtil. Væksten kan og må også komme ved, at samfundslivet industrialiseres i dybden, altså indadtil. Det sker ved, at stadig flere livsområder underlægges markedsøkonomien. Både gamle og nye sider af tilværelsen underkastes mere og mere en køb- og salgsproces. Industrialiseringen i dybden forudsætter innovation i de eksisterende virksomheder og entrepreneurer, der forstår at udnytte nye muligheder. På et tidspunkt støder processen mod et loft i form af en økonomisk krise. Undertiden er krisen dybtgående og tvinger virksomhederne til radikale tiltag for at videreføre deres forretning. Det er baggrunden for at opdele historien i industrielle revolutioner. Ved en industriel revolution forstås et generelt skifte i både virksomhedernes og samfundets organisering af arbejdsprocessen og de indbyrdes relationer. Det resulterer i et løft i produktivitet og vidensniveau, som både forbedrer den materielle levefod og medfører omfattende ændringer i de politiske, sociale og kulturelle forhold. Industrielle revolutioner er internationale og indtræffer derfor samtidigt. Som deltager i den globale samfundsorden er vi i Danmark også nødt til at spille med, når verden ændrer sig. Alternativet er samfundsmæssig deroute.

Mens den individuelle entrepreneur præger den første industrielle revolution, opstår der med den anden industrielle revolution et nyt entrepreneurielt mønster. Gamle og nye entrepreneurer gennemfører en revolutionerende omlægning af deres organisationer. En ny bølge af produkter og teknologier bæres frem af store kapitalintensive, teknologintensive og videnintensive virksomheder. Herefter overtager ‘corporate management’ rollen som omdrejningspunkt for det moderne samfund, som bliver resultatet af denne anden industrielle revolution. Den enkelte entrepreneur forsvinder ikke, men integreres dels i organisationernes afdeling for forskning og udvikling (FoU), dels i de mange gamle og nye småvirksomheder, som udgør samfundets underskov. Selv om udbredelsen af de nye teknologier (telefon, biler, el osv.) skaber nye forretningsmuligheder, indgår det i et ret fast samfundsmønster, som cementeres gennem første halvdel af det tyvende århundrede.

Efter anden verdenskrig, hvor potentialet i den anden industrielle revolution for alvor folder sig ud, får corporate management i stor stil følgeskab af ‘corporate government’. Tilsammen udgør de længe et succesrigt makkerskab inden for rækken af gennemorganiserede nationalsamfund. De første efterkrigsårtiers voldsomme ekspansion giver også plads til mange nye virksomheder på den nationale og lokale arena, ligesom der åbnes for en betydelig international ekspansion. Men på et tidspunkt viser systemets muligheder sig at være udtømte, og verden løber ind i en omfattende krise. Først hen imod årtusindskiftet finder man en løsning på krisen. Løsningen er radikal og dybtgående, idet man erstatter et hundredårigt arvegods af organisationer og regulering med en åben, markedsorienteret og demokratisk verden, der satser globalt i stedet for nationalt. Det giver startskuddet til den igangværende tredje industrielle revolution.

Industrielle revolutioner er som paradigmer. De sætter præmisserne for samfundsaktiviteterne på alle planer. De danner grundlag for det niveau og den måde, hvorpå værdiskabelsen foregår. For organiseringen af samfundsaktiviteterne. For den kulturelle horisont. For teoriernes verden, hvilke der dominerer, og hvilke der blot indtager en perifer plads i vidensystemet. For det man ser, og det man ikke ser. De udgør samfundets styrende præmisser. Derfor er de vigtige at være opmærksomme på. Og det er vigtigt, at man forstår karakteren af og dybden i den til enhver tid herskende industrielle revolution. Når verden ændrer sig, og en ny industriel revolution vinder frem, foregår det i kamp med den gamle struktur. Den gamle verden har mange og stærke tilhængere, og de vil typisk kæmpe imod den nye forandring med alle midler. Forandring er således også en magtkamp.