Читать книгу Digital dannelse - Jeppe Bundsgaard - Страница 4
Mobile netforbundne teknologier
ОглавлениеI dag er vi midt i anden fase af den næste store revolution af vores måder at kommunikere og leve sammen på. I første fase smeltede computerteknologien og teleteknologien sammen. Og her i anden fase er teknologierne blevet mobile, så de ikke længere er bundet til et sted, men følger med os alle steder.
Hvor vores forfædre skabte skriftteknologien over flere tusind år, har vi udviklet de mobile netforbundne teknologier på under en generation. Og det er disse teknologier som medvirker til at vi forandrer vores sociale relationer, vores samfund og vores samhandlen i alle ordets betydninger.
Vi udvikler løbende måder at håndtere vores nye muligheder og udfordringer på, men vi er ikke altid lige gode til det. Ikke alle kommer uskadte igennem mødet med de bløde teknologiers hårde virkelighed. Hvor skolen måske tidligere kunne forberede eleverne på fremtidens samfund ved at undervise i fortidens erfaringer, er udfordringen i dag at der er mange flere udfordringer som vi ikke ved hvad vi skal gøre ved. Hvordan håndterer vi bedst konflikter i ansigtsløs kommunikation? Hvordan afgør vi om en hjemmeside er velegnet til vores eget formål? Hvordan navigerer vi i alle de (alt for) gode tilbud om varer og tjenesteydelser? Hvordan agerer vi selv som producenter af indhold? Og hvordan deltager vi i en demokratisk debat der hele tiden flytter sig?
Det er sådanne spørgsmål det er helt afgørende at vi bliver bedre til at hjælpe vores elever med at svare på. Derfor har jeg sat mig for at samle de erfaringer jeg har gjort mig igennem min forskning i fagdidaktik og it igennem de seneste 15 år. Jeg giver nogle bud på hvad udfordringerne er, og peger på hvad vores børn og unge har brug for så de kan leve i dette samfund i denne epoke i verdenshistorien. Jeg giver bud på hvad vores børn ikke lærer af sig selv, selvom de næsten er født med en mobiltelefon i hånden, og jeg giver bud på hvordan skolen kan bidrage til at gøre dem mere klar til deres liv nu og i fremtiden.