Читать книгу Digital dannelse - Jeppe Bundsgaard - Страница 5

Der er virkelig fart på udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi. Vi kan kommunikere på måder vi ikke kunne forestille os for bare 20 år siden. Stort set alle unge og voksne er online ikke bare nogle gange hver dag, men hele tiden. Vi holder kontakten til folk vi kendte for mange år siden, vi skaber kontakter til folk vi aldrig har mødt, vi deler vores tanker, holdninger og oplevelser med vores venner, bekendte og hele verden. Vi befinder os pludselig midt i en global samtale (eller forargelsesfest) på grund af en opdatering eller et billede vi delte med vores ’venner’, vi følger med i hvad der sker i en lille by på den anden side af jorden, mens det sker.

Vi møder ligesindede uanset hvor outrerede vores hobbyer eller interesser er, og vi kan finde indsigtsfuld og langt ude information om disse hobbyer og alt andet mellem himmel og jord. Vi deltager i globale bevægelser for klimaet, mod menneskehandel, for vores version af Gud, mod konspirationen som staten eller virksomhederne, jøderne, muslimerne, de kristne eller de vantro har iværksat. Vi lever i en global landsby, sådan som den canadiske teknologifilosof Marshall McLuhan allerede gjorde opmærksom på i 1962.

Udviklingen går så stærkt at nogle siger at man ikke kan afgøre hvad eleverne i dagens skole skal lære, for verden ser helt anderledes ud når de kommer ud af skolen. Skulle man tage dette synspunkt alvorligt, skulle man vel aflyse skolen og lade børn og unge leve deres liv som de selv synes. Men helt så simpelt er det ikke. For selvom teknologier opstår og forgår, og selvom det sociale netværk skifter navn fra Six Degrees of Separation til Myspace eller Facebook, Google+, Instagram, Twitter, Snapchat, ASKfm eller hvad det nu hedder i dag, og selvom de mobile teknologier bliver stadig mere integrerede i vores ting og i og på vores kroppe, så er der mange grundlæggende træk ved vores kommunikation som er genkendelige og endda uforanderlige.

Vi kommunikerer stadig med nogen om noget på bestemte tidspunkter, i konkrete sammenhænge og med forskellige teknologier. Der kan være mange flere med i vores kommunikation, sammenhængen og hensigterne kan være svære at gennemskue, og teknologierne gør at tiden og rummet hvor vi kommunikerer, kan antage ganske omfattende dimensioner. Men vi bruger teknologier sådan som vi altid har gjort – i hvert fald siden vi udviklede skriftsystemer for 5-6.000 år siden. Teknologierne bliver meget mere kraftfulde, på den ene side lettere at bruge, men på den anden side meget sværere at forstå og gennemskue konsekvenserne af.

Vi kan således med god ret antage at det ikke bliver simplere i vores og vores børns fremtid. Og heller ikke grundlæggende anderledes. Vi vil have et endnu større behov for at kunne gennemskue hvordan kommunikationen hænger sammen, hvordan vi kan finde information vi kan bruge, fra kilder vi kan stole på, og hvordan de teknologier vi bruger, virker og medvirker til at gøre noget muligt og begrænse andet. Vi – både voksne og børn – skal udvikle digital dannelse. Det stiller lærere og skole over for noget af en udfordring, for mens lærerne, som alle andre voksne, selv kæmper med at forstå og kunne håndtere de udfordringer de møder, skal de samtidig hjælpe deres elever med at udvikle deres digitale dannelse. Det er nok en god ide at indkalde alle kræfter til opgaven – herunder også at udveksle erfaringer med eleverne og forslag til måder at handle på.