Читать книгу Romantik - Katrine FrokjAer Baunvig - Страница 10

Vi står over for en konflikt mellem skjulte og officielle forhold; mellem stærke og svage eller svækkede følelser; mellem det ægte og det forlorne; mellem risiko og tryghed.

Men disse modsætningspar har lagt sig oven på en mere fundamental grundkonflikt. Og den skal man – selvfølgelig, hvor ellers? – lede efter i det antikke Grækenland. Her finder vi nemlig filosoffen Platon, og det er oplagt at skyde skylden på netop ham.

For siden hans virke har der været en strid mellem ideernes verden, den med forestillinger og idealer, og den konkrete, fysiske verden. Og den sidste er udråbt som evig taber. Den er ikke andet end dårlige gengivelser af ideerne, der er de rene og skarpe skabeloner. Vores verden, den, vi kan se og har adgang til, er med andre ord kun en sløring af den ægte verden bagved.

Det stærke, tragiske element i den romantiske kærligheds kulturelle udtryk hænger sammen med denne måde at tænke på: Den fysiske verden kan ikke rumme denne type ideel kærlighed.

Det er den ’sjælelige forening’ og ikke den kropslige, det handler om. Dermed ikke sagt, at kroppen og den udkårnes skønhed er fuldkommen irrelevant, blot at det ikke er det, der er det afgørende. ’Høvisk kærlighed’ kalder man det også.

Med den etikette er vi tilbage i 1200-tallet og ved balladerne om de adelige skønjomfruer og deres beundrere. ’Høvisk’ er naturligvis det, der hører hjemme ved et hof. ’Høflig’ er for øvrigt i samme familie. Romantik var altså et elitært fænomen. En følelsesmæssig luksus eller tankegang, der ikke havde andet end sig selv som formål.