Читать книгу Romantik - Katrine FrokjAer Baunvig - Страница 7

Ifølge vore spontane associationer er romantik altså noget, der foregår mellem to mennesker – eller en gang imellem vores bedste venner. Man kan måske tænke på det som en slags kvalitet ved et samvær – en stemning, som vi udtrykker gennem en række typiske handlinger. Det er noget med at holde i hånd, noget med at sende hinanden lange, sigende blikke. Noget med to lys på bordet, som Otto Brandenburg synger i sin evergreen fra 1960.

Det er, når den nervøse teenage-pige sirligt udformer et kærestebrev, når den aldrende ægtemand forærer sin hustru en buket røde roser, når det unge kærestepar skraverer deres initialer i barken af et gammelt kastanjetræ, når Sandy og Danny i filmmusicalen Grease fra 1978 forsøger at vinde hinanden ved hver især at få sig et gennemgribende make-over, så pæn pige og farlig fyr bliver til chik chick og sportsnørd.

I de klassiske scener fra filmens og litteraturens verden udsletter man rivaler, kaster kapper over mudderpøle eller udsiger digte fyldt med udråbstegn! Mens andre serverer morgenmad på sengen, samler kærlighedssange på et mixed tape eller pusler (som jeg) perlepladehjerter sammen til deres elskede. Der er altså et bredt spektrum af romantiske gerninger. De storladne og højstemte handlinger holder til i den ene ende og de søde, underspillede tilkendegivelser i den anden.

Handlingerne har det til fælles, at de med forskellig styrke signalerer uforbeholden hengivenhed og dedikation: Buketten, den nøje udvalgte gave eller den minutiøst planlagte date er en investering af tid, penge og energi, som styrker og bekræfter forholdet mellem de eneste to.

Faktisk kan man se selve udvekslingen af ressourcer eller gaver som en social urhandling. Det er den begivenhed, som er grundsubstansen i alle typer af fællesskaber – også den romantiske tosomhed. Det mente i hvert fald den franske antropolog Marcel Mauss i Essay om gaven i 1924. Han kunne også forklare, hvorfor folk undertiden afviser at modtage en gave. Afvisningen er et nej tak til den relation, som gaven ellers skulle bekræfte og bestyrke.

Men gaver kan også være for store, for små eller ganske enkelt upassende. Kurmageriet mellem Karen Blixens forældre indeholder et udmærket eksempel.

Ingeborg Westenholz, som var vokset op på herregården Mattrup ved Horsens, blev i slutningen af 1870’erne kurtiseret af Wilhelm Dinesen – en ung verdensmand, som havde rejst i Nordamerika, levet blandt indianere, udmærket sig i Den Anden Slesvigske Krig i 1864 og deltaget i Den Fransk-tyske Krig 1870-1871.

Wilhelm satte sig for at vinde Ingeborgs hjerte. Han skrev breve og sendte hende gaver. En af dem – en parisisk ridehat – returnerede hun. Hatten var nemlig for vovet og for avanceret til hendes tilværelse i Jylland – ligesom Wilhelms forestillinger om hende til hest. Det kan vi læse i de breve, hun sendte til ham i årene omkring 1880. Hele deres korrespondance, fra før de blev gift, er faktisk et studium i ’romantik’ – begge deltager de i et koket spil, hvor ord og gaver indgår i en pirrende og kompliceret forhandling om en romantisk alliance.

Wilhelms foræring til Ingeborg falder inden for den samme kategori som alle mulige andre parringsritualer. Som påfuglehannen i parringstiden fremviser sine fjer for hunnerne og signalerer genetisk overskud, udviser Wilhelm med sin gave et socialt, kulturelt og økonomisk overskud. Men hvor påfuglen bare er ude på at sprede sin sæd, ønsker Wilhelm – også – at vinde Ingeborgs hengivenhed. Det lykkedes ham, hvilket Blixen-fans over hele verden formodentligt sætter pris på.