Читать книгу Romantik - Katrine FrokjAer Baunvig - Страница 9

Formen på den fuldfede romantiske tragedie er trekantet: Hankøn møder hunkøn; sød og insisterende musik opstår. Men som i forholdet mellem Tristan og Isolde står en tredjepart i vejen. Her er det en ægtefælle, men det kan også være andre sociale forventninger, som gør den smukke og spontane forbindelse umulig.

Den indre logik i fortællingerne er, at den afbrudte eller uforløste lidenskab indkapsler og bevarer renheden i heltens og heltindens følelser. Den ulykkelige kærlighed er stærkere og skarpere end den vedvarende og kontur-udflydende hverdagskærlighed. Sorg og smerte er ganske enkelt mere interessant. I det mindste som ’narrativt materiale’.

Listen over ulykkelige fortællinger er da også lang: Vi skal som altid, når man beder en forsker fortælle en god historie, tilbage til de gamle grækere. Denne gang til myten om Orfeus og Eurydike. Orfeus mister sin elskede Eurydike, men får muligheden for at hente hende tilbage fra dødsriget. Den eneste betingelse er, at han på vej tilbage derfra ikke må vende sig om for at se på hende. Men det går selvfølgelig galt. Han kan ikke nære sig, kigger efter hende – og Eurydike er endegyldigt borte.

Man kunne fortsætte listen med filosoffen Pierre Abélards dramatiske forhold til sin elev Héloïse i 1100-tallets Frankrig. Og selvom den er fra virkelighedens verden, gør det den ikke mindre tragisk. Han gør hende gravid, kastreres af Héloïses rasende onkel, og de må gå ulykkelige i (hver sit) kloster.

Andre sagnomspundne par, der er gået over i historien som romantiske prototyper, tæller fransk-engelske Lancelot og Guenevere og vikingernes Hagbard og Signe. De følger samme grundskelet som Tristan og Isolde: forelskelse, uovervindelig modstand fra omverdenen og derpå evig adskillelse, fordi de enten vælger døden eller klosterlivet.

Væsentligt yngre, men fra samme himmelstrøg som Hagbard og Signe, er virkelighedens fortælling om den danske Elvira Madigan og svenske Sixten Sparre – cirkusprinsessen og den forgældede svenske adelsmand, som ikke kunne få hinanden og derfor tog sig af dage. De ligger nu begravet på en kirkegård på Tåsinge, hvor brudene, der er blevet gift i kirken, som en lille gestus lægger deres buket ved Elviras grav. Deres ulykkelige forelskelse har siden inspireret dansktopbands, svenske heavy metal-musikere og ikke mindst filminstruktører.

Det var der også en enkelt roman af amerikanske Margaret Mitchell fra 1936, der gjorde. Allerede tre år efter bogen om det stormfulde forhold mellem Scarlett O’Hara og Rhett Butler var udkommet, gik Borte med blæsten nærmest fra premieren over i historien som filmen over alle andre om den lidenskabelige, men besværlige forelskelse. Scarlett og Rhetts hovedproblem er timing. Først vil han have hende; så vil hun have ham.

Men William Shakespeares hjertegribende ulykkelige teaterstykke om de to teenagere, Romeo og Julie, fra to stridende slægter i Verona er nok det bedst kendte eksempel på en sådan tragisk, romantisk kærlighed. Siden premieren i 1597 har hver generation fortolket fortællingen inden for en stadig voksende liste af udtryksformer.

Ud over at være afsættet for en lang række romaner, film og balletter dannede Romeo og Julie i 1984 desuden baggrund for et af italiensk fodboldhistories mest kendte bannere. Det blev luftet under en kamp mellem Hellas Verona og Napoli. Gæsterne fra Napoli ville fornærme hjemmeholdet med en slagkraftig litterær reference. Teksten lød: ”Julie var en luder”. Hjemmeholdet vandt i øvrigt 3-1.

Dette er blot nogle få, men repræsentative udpluk fra en stor pulje af historier, der ender eftertrykkeligt galt – i fælles død eller livslang ensomhed.

Manglen på omgivelsernes anerkendelse er essentiel: Dette er ikke kærlighedsforhold, som skal udmønte sig i biologisk reproduktion og ægteskabelig stabilitet. Vi befinder os langt fra børn og husholdning. I mange af fortællingerne er der da også en påfaldende mangel på sex – som ikke kun kan forklares med ændringer i seksualmoralen.

Det er et egentligt ideal, at kroppen ikke involveres nævneværdigt. Man kan her se relationerne som en form for følelsesmæssig masturbation – følelser for følelsernes skyld. Det er nemlig en fuldkommen afgørende del af den romantiske genres skema, at hovedpersonernes kærlighed umuligt kan få tid og rum til at udfolde sig i de omgivelser, som de er sat i. Eller sagt på en anden måde: Netop fordi følelserne er rene og ægte, er der ikke plads til dem i den almindelige verden – de hører til i en anden sfære.