Читать книгу Romantik - Katrine FrokjAer Baunvig - Страница 8

Den følelsesmæssige intensitet kan være svær at fastholde over tid. Eller med andre ord: Forelskelser mister spændstighed og fortager sig. Det er en indlysende og fladtrådt erkendelse. Men fladtrådt er ikke det samme som uinteressant eller irrelevant. Tværtimod.

Ud af denne omstændighed kan man nemlig vriste en modsætning mellem det langvarige, vellykkede parforhold og den akutte, romantiske kærlighed. Denne modsætning er måske mere fundamental, end man lige skulle tro. Det er i hvert fald den røde tråd i bestemte kulturelle ’domæner’ eller genrer – dvs. i bestemte typer af film, tv-serier, bøger, teaterstykker, dameblade og så videre – som handler om stærke, varme, men også tit smertefulde, følelser mellem to personer.

Al den smerte, som vi kan læse om i Alt for damerne og se i diverse tårepersere, afslører, at ”den lykkelige kærlighed ingen historie har”. Med andre ord er ægte romantisk lidenskab tæt forbundet med lidelse, offer og livslede. Det er indsigter, som den schweiziske kulturforsker Denis de Rougemont præciserede i klassikeren Kærlighed i den vestlige verden fra 1939.

De Rougemont mente også (og måske lidt mere overraskende), at romantik som ren og betingelsesløs dedikation til den udkårne er et historisk og kulturelt fænomen, der opstod i 1200-tallets Europa. Før den tid fandtes romantik simpelthen ikke.

De Rougemonts tese har blandt forskere vundet en vis grad af konsensus. Under alle omstændigheder er det rigtigt, at denne form for hengivenhed – dvs. følelser, som ikke tager hensyn til det, der måtte være praktisk rent socialt og økonomisk – får sin egen genre i den tragiske romance eller ballade, som boomede i 1200-tallet. Historierne handler om ridderes og adelsfruers ulykkelige kærlighed.

Ordet ’romantik’ har netop sine rødder i middelalderens romancer. Men dets rodnet forgrener sig også til det oldfranske romanz – en bestemt type fortælling på vers – og længere tilbage til roman, som man brugte om litteratur skrevet på hverdagens vulgærlatin.

Den i dag mest berømte er af de middelalderlige romancer er den om Tristan og Isolde. Historien er keltisk, dvs. den stammer fra folkeslag, som fra gammel tid beboede både Frankrig og Storbritannien, og den er overleveret i mange udgaver. Blandt andet som en opera fra 1859 af den tyske komponist Richard Wagner.

Den forældreløse Tristan var ridder i Cornwall, der ligger i det sydvestlige England, hvor hans morbror var konge. Tristan blev sendt ud for at finde riget en dronning og kongen en brud. For at komprimere en lang historie: Den smukke, unge, irske Isolde viser sig at være den rette. Tristan vil bringe hende til kongen, og på vejen forelsker de to sig i hinanden.

Alligevel gifter Isolde sig med kongen, som hurtigt fatter mistanke til de elskende. Det giver naturligvis årsag til strid og strabadser. Det afgørende i denne sammenhæng er, at Isolde til sidst finder Tristan omkommet: Hun dør ved hans leje af et knust hjerte.