Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 22

Zhoudynastiets militære kolonisering medførte, at det ideografiske kinesiske sprog bredte sig til andre folkeslag med anderledes lingvistisk baggrund. Siden det ideografiske skriftsprog er uafhængigt af udtalen, skabte det muligheden for kommunikation mellem folk med forskellige dialekter.

Den almindelige befolkning, som levede i Zhoudynastiet, blev hovedsagelig inddelt i to kategorier: statsfolk eller byfolk (guoren ) og landboere (yeren ). Ved byfolkene forstås de mennesker, der levede i byområdet eller dens randzoner, og som var efterkommere af Zhouhuset. Med undtagelse af den centrale stat Zhou var de fleste bystater i det Vestlige Zhoudynasti uden en stående hær, men byfolket havde pligt til at kæmpe i tilfælde af krigsudbrud. Men egentlig var byfolkene en privilegeret del af befolkningen, fordi de betalte mindre i skat end landboerne. Landbefolkningen var de mennesker, der havde skabt sig en eksistens uden for byområderne og havde været bosat, der før Zhoufolket holdt sit indtog. Befolkningen på landet havde ingen pligt til at indtræde i hæren og kæmpe, men havde til gengæld ingen uddannelsesmæssige og politiske privilegier. Det lader også til, at der fandtes befolkningsgrupper og landområder, der ikke var under nogen form for politisk dominans af Zhouregeringen. Kinesiske historikere har ofte fremstillet den politiske struktur under Zhoudynastiet, som om hele det daværende Kina var nøje organiseret omkring den regerende Zhoukonge. Realiteterne har sandsynligvis snarere været, at der eksisterede befolkninger i Kina, der ikke var indrulleret i statsapparatet og den politiske struktur.

Zhouregenterne etablerede skoler til børnene i byområderne, der lærte de fornødne dannelsesmæssige og faglige færdigheder, der i særlig grad karakteriserede eliten. Der kan næppe være tvivl om, at dette ‘uddannelsessystem’ stimulerede den senere blomstring af de ‘100 skoler’ og de mange lærde.⁴³ I De Stridende Staters Periode (475-221 f.Kr.) skabte filosoffer, som havde baggrund i den ‘offentlige uddannelse’, på eget initiativ uafhængige privatskoler. Da filosofferne for det meste var blevet belært og trænet i de adelige kredse, kunne det ikke benægtes, at de refleksioner, der skabte divergente filosofiske skoler, samtidig havde et stærkt anstrøg af Zhoukultur. Den veletablerede tradition for officiel lærdom (guan xue) udviklede sig længe før Kong Fuzi. Efter Shangdynastiets fald erkendte det nyetablerede Zhoudynasti behovet for et system, der kunne forsyne staten med idéer og administrative kompetencer. Hertugen af Zhou, som var Kong Fuzis forbillede, siges at være den første, som bevidst implementerede et sådant system i det politiske apparat.

Medens det kan siges, at Zhoutidens højere lærdom var privilegeret den aristokratiske del af befolkningen og denne statslige ‘uddannelse’ netop karakteriserede en person af elitebaggrund, skiftede dette billede under den gradvise opløsning af Zhouregentens centrale magt. Kongfuzianismen varsler på den måde en ny æra i uddannelsesbilledet. Den officielle statspromoverede lærdom blev revet itu på grund af de delvist uafhængige stater, der omgav Zhoustaten. De slækkede forbindelsen til centralmagten og Zhoudynastiet. Under opløsning af den forenede ideologi under den sidste falmende del af Zhoudynastiet blev der i stedet skabt adskillige uafhængige privatskoler (si xue ). Under det Vestlige Zhoudynasti var det feudale system stort set et resultat af et politisk design. F.eks. eksisterede Chustaten allerede, da Zhouherskerne kom til magten, men i Chu dominerede en anderledes tradition, der fortsatte, da Chu blev underlagt Zhou. I staten Qi, der var konfronteret med en anden lokal kultur, var der en stærk, vedvarende modstand mod Zhourigets kolonisering. I løbet af historien og i særdeleshed under De Stridende Staters Periode kom disse oprindelige kulturelle og politiske forskelle til udtryk. Der var da et stigende krav blandt staterne om at forme deres egen statsstruktur efter de lokale traditioner.

Kongfuzianismen opstod i denne periode, og Kong Fuzi (551-449 f.Kr.) anses for at være den første kendte og store læremester. Han dannede en uafhængig privatskole, der udmærkede sig med mange elever og en holdning til uddannelse, der havde plads til unge mænd af alle sociale klasser. Kong Fuzi så det som sin opgave at bevare den gamle lærdom under fordums tiders visdomskonger. Hans fokus var på de skrifter, der i Kong Fuzis egen levetid blev kendt som de klassiske værker. Kong Fuzis levetid var begyndelsen på en usædvanlig innovativ periode, hvor helt nye spørgsmål søgtes besvaret. Blandt disse vigtige og ‘chokerende’ anliggender, som Michael Nylan har kaldt dem, er: Hvordan definerer man menneskets natur? Hvad kan man lære af historien? Hvilken relation er der mellem sproget og virkeligheden? Hvilken regeringsform er den bedst egnede til at sikre landet og folkets velfærd? Eksisterer der et bånd mellem den naturlige og menneskelige verden? (se Nylan 2001, 26). Disse problemstillinger skulle vise sig at være en udfordrende opgave for de talrige filosoffer, der dukkede op i perioden.