Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 29

5. Riternes bog (Liji)

Оглавление

I Riternes Bog (Liji) har man en enestående chance for at tilegne sig en detaljeret forståelse af riternes betydning og omfang. Hele dette store værk er næsten udelukkende en forklaring på ritualernes funktion og rationale. Der en del usikkerhed om dateringen af Riternes Bog, som værket eksisterer i dag. Det afspejler sandsynligvis en bearbejdning foretaget af Hankongfuzianere, men der er næppe tvivl om, at dette værk giver et nøje billede af ældre tiders forståelse af ritualerne i et religiøst og samfundsmæssigt perspektiv. Riternes Bog inkluderer også de to skrifter Zhongyong (Læren om indre Ligevægt og Harmoni) og Daxue (Den Store Lære), der senere blev kanoniseret til at indgå i Zhu Xis samling af De Fire Bøger, der på hver sin vis eksemplificerede den kongfuzianske ortodoksi.

Oprindeligt har der været tale om 6 klassikere, da Musikkens Bog (Yuejing) også hørte med, men den eksisterer ikke i dag. Senere traditioner udvider de 5 eller 6 klassikere til at omfatte 9 eller 13, alt efter traditionen.46 Fælles for dem alle er, at de på en eller anden måde kan sættes i forbindelse med Kong Fuzi eller direkte har påvirket den kongfuzianske lære. De 5 klassikere er dog de ældste og kan betegnes som de prækongfuzianske kilder, hvorimod de senere tilføjelser til listen af klassikere er at finde i den kongfuzianske tradition eller er senere kommentarer til de egentlige klassikere.

Kinesisk religion og livsanskuelse

Подняться наверх