Читать книгу Learkomplekset - Lars-Henrik Schmidt - Страница 3

Magten abdicerer uden i virkeligheden at ønske at miste sit greb. Magten har det med at ville magte. Trygt overlader magten imidlertid for tiden sine beføjelser i forvisning om, at de betroede vil forvalte sagen i henhold til praksis. Og det gør de så ikke. Dét er Learkomplekset: Troen på at man kan abdicere og forvalte in absentia – og så skuffelsen derpå. Illusionen om at lovens ånd svæver over lovens bogstav.

Tidligere tiders herskere blev omstødt. Vor tids aflader. De lever pointen, at kulturen er født i afståelsen. Skuffelsen har de til gengæld til fælles med tidligere tiders magthavere, men de som overlades magten, de ‘nye fyrster’ – for nu at låne Machiavellis udtryk – gør noget andet. De bruger den magt, de overdrages. Filosofien og sociologien har svært ved at begribe denne banalitet. Der sker forskydninger i balancer. De er principielt uforudsigelige – men de er epokale.

Sagt på anden vis, benævner Learkomplekset tesen om tidens signatur, der for tiden viser en tendens til feminisering af kulturen, der indvarsler ‘datterens æra’. Men, lad det være sagt én gang for alle: Når der tales om fædre og sønner, om mødre og døtre (om det mandlige og det kvindelige), er det benævnelsen i en social konstellation af konfliktualitet og gemenhed, af konflikter og fællesskab. Det drejer sig om dispositioner og figurationer og er ikke en henvisning til det konkrete biologiske køn og den specifikke generation – selvom benævnelserne naturligvis stammer fra familien som ærkeinstitution og familiesagaen er ærkefortællingen om magtfordeling, oprindelsen og afslutningen. I samtiden forskyder magten sig til de kække døtres domæne, men det handler jo ikke om dem som sådan, men om en anderledes positionering, som kan påvirkes generelt.

At sønnerne skulle revoltere, kommer ikke bag på nogen, men at det i dag er døtrene, der tager teten, er på den ene side indlysende og anmassende, men på den anden side alligevel forundrende for en mere klassisk forestilling om magt, der undergrundsagtigt forbinder magt med styrke – forstået som fysisk styrke og dermed kroppen som sidste referent. Nietzsche havde i sin tid øje for feminiseringens værdier, og at der findes alternative styrker – som binder sig til andet end den fysiske overlegenhed i konkrete subsistenssituationer og overvindelse af afmagt og knaphed – forekommer ikke overraskende for nogen længere, men at det blev filialen og hendes konfliktualitet, der blev bannerfører, er af nyere dato. Man kunne så forestille sig, at det, at det kvindelige, nærmere betegnet det pigelige, vinder terræn, havde noget med familiemønsteret at gøre, men disse sociologiske ændringer er som nævnt kun symptomer på en omlægning af magtens positioneringer i samtidens værdikamp.

Det er det, jeg ønsker at anskueliggøre i dette spekulative eksperiment. Jeg vil på den ene side beskrive en ændring i familiesagaen, der fører os hinsides familiesociologi og kønsforskning til socialanalytik. Den selvfølgelige bande for denne politik er Freuds psykoanalyse, for her råder Ødipuskomplekset og talens primat. Og så vil jeg på den anden side forsøge at sandsynliggøre tesens ikketrivialitet ved at demonstrere, at tendensen sætter sig igennem i det allerhelligste i vores civilisation – som i sin selvforståelse vil sige sig fri for den slags banaliteter, nemlig i selve vidensregimerne. Hvis tesen skal gøres gældende, må den stå sin prøve i kortlægningen af videnspolitikkens felt, hvor der er en tendens til, at dokumentationsiveren er på nippet til at tage magten fra vidensidealerne. Den naturlige bande for denne problematik er uddannelsessektoren, for her fremmes den generaliserede vidensproduktions værdier. Så hermed vil jeg vise, at der i en socialanalytisk form for idéhistorie er forbindelse mellem det store og det små. Det er argumentet for, at fremstillingen falder i to dele – en del om magtens abdikation og en del om afmagtens overtag – og så er det væsentlige endnu ikke sagt.

Intentionen er altså som allerede antydet ikke at tale om køn, alder eller position, hverken i filosofisk eller sociologisk forstand. Selvom viden ofte har navn af kvinde, og portrætteres som sådan, har viden intet køn, viden er defineret ved ikke at være kønnet, ved at være hævet over køn og alder og position; men vidensregimernes idealer er kønnede. Når det går højt, skal viden være overhistorisk; mange traditioner tiltror den tilmed transcendentalitet. Fremstillingen forsøger at sætte et skred mellem problematikker i perspektiv. Der er ikke noget galt med den benævnte tendens. Jeg vil bare gøre opmærksom på den. Som en anden spejder forsøger jeg at være årvågen og melde tilbage til hovedkontoret for at fortælle, at det ikke kan være anderledes, end at det kunne være anderledes.

Signaturen – herunder skribentens – er metafysikkens sidste bolværk mod strømmens selvforblændede vanetænkning. Og tiden synes mere til utidige abduktioner og sarkasmer end til skolerede deduktioner. Tekststykkerne sporer vejen til gnosis via diagnosis: Kortlægning, sammenhæftning og vedhæng.

Med en sådan diagnosis har man en nøgle til at generere teser, se tendenser og fatte blokeringer.

Her følger første bind om magtens abdikation; et næste bind analyserer afmagtens overtagelse.

Lars-Henrik Schmidt

Exilet 2008