Читать книгу Learkomplekset - Lars-Henrik Schmidt - Страница 8

V: LÆSNINGEN PROTESTERER

Socialanalytikken tilstræber på denne baggrund bl.a. at interpretere psykoanalysens logicitet. Med kategorien logicitet sigter jeg ikke til en sammenhængende og konsistent teori, en såkaldt metapsykologi – en sådan findes ganske enkelt ikke⁴⁵ – men til indførelsen af en række begreber og betegnelser, der henviser til nogle mekanismer, der gør sig gældende, og hvis gældighed er testet rigorøst i psykoanalysens praktiske historie – også selvom de samlet set ikke er testet, og deres eventuelle sammenhæng ikke udtømmende er kortlagt. Når de gør sig gældende, må det også være muligt at reflektere dem i det socialanalytiske perspektiv, som bestræber sig på sine egne konsistente forbindelseslinjer. Hvis det ikke er tilfældet, må den psykoanalytiske bestemmelse stå til troende i sin fragmenterethed. Det socialanalytiske perspektiv parasiterer således på psykoanalysens historisk omfattende spekulation og empiri. Der shoppes så at sige i psykoanalysens erfaring, og denne selektion tillader jeg mig, fordi det i princippet – og det vil sige i henhold til simpelhedens princip⁴⁶ – i virkeligheden er ganske få kategorier, vi har brug for med henblik på en samtidsdiagnostik, der er hinsides subjekt og objekt.

Hvad er det, vi leder efter? Fra første færd har socialanalytikken i sin samtidsdiagnostik ledt efter tendenser og selvfølgeligheder. Nu er tiden inde til at gå tættere på selvfølgelighederne som tegn (signaler, betydningsknuder). Tendensanalysen aflæser som sagt tidligere samtiden ved at se denne som en fremtids fortid og leder efter de spor, som vil bære historie ved at se på det, der har skabt denne fremtids fortid, denne samtid. Selvfølgeligheder er det, der ikke spørges til, men med; og det vil sige, at det ikke er naturligt, det er ikke givet, det er end ikke uomgængeligt, men det uomgængelige er, at der gøres instanser gældende, der afsættes som forudsætning (forudsathed og forudsættelse – uden at være årsag og uden at være formål); selvfølgeligheden kan ikke følge af noget andet, hvorfor den må følge af sig selv. Heraf benævnelsen.

Selvfølgelighederne forekommer som instanserne i en diskurs, som de afsatte instanser i en disposition. Vi kender dem bedst fra den teoretiske diskurs, hvor vi har lært dem at kende som ‘epistemologiske forhindringer’⁴⁷ – altså som negativ last – og som diskursens ‘positivt ubevidste’.⁴⁸ Som de fremmedelementer de er, kan man ville af med dem, men som fænomen er de uomgængelige. ‘Viden er enheden af selvfølgelighedstab og selvfølgelighedsinstallation’, har jeg sagt tidligere.⁴⁹ Det er det tragiske moment. I bredere forstand er selvfølgelighedsinstallationen en udgave af instansafsætningen, og denne igen en udgave af substantialiseringen. De sociale forhold bliver i praksis gjort til tegn-ting, til sager, modstande til genstande; og det den socialanalytiske samtidsdiagnose har til opgave er at opløse disse tegn-ting “tilbage” i sagsforhold, og det vil nærmere bestemt sige i sociale forhold. Det er selve diagnosen: Tendentielt ers der kun i fremtræden, bliven noget, tilbliven. Diagnostik er kort sagt at trække det frem i ‘verden’(opløse, afsløre etc.). Men hvorfor skal vi dynamisere “bliven substans”? Fordi substantialisering er et oprør mod driften, fordi erstatningen er det sociale vilkår. Selvfølgeligheder kan forveksles, blive andre, tages for andre, erstatningens sagsforhold kan kortlægges og fattes, men dét, at den går for sig, er i sig selv vores uomgængelige selvfølgelighed. Spørgsmålet om sagsforholdets tragiske vilkår er simpelthen utilgængeligt. Vi kan blot protesterende forlige os med, at dette er tilfældet. Vi er ikke henvist til at forsone os med tilfældet.

Når forestillingen opføres på sindets undseelige teater, på denne beskedne scene, så skyldes det, at ingen andre ønskede opgaven. Når positioner på den indre scene kun står i forhold til forhold på den indre scene, da er de ubevidste. Når de står i forhold til forhold – også – uden for scenen, så bliver forholdene tilgængelige.

Vi har brug for ganske få kategorier for at omfatte driftens trafik og tragik hinsides subjekt og objekt, hinsides indre og ydre.

EKSKURS TILEGNET SÆRLINGE I

Socialanalytikken hylder som allerede anført ‘simpelhedens princip’, og derfor handler det om at operere med så få tilegnelsesformer (‘agerensformer’)⁵⁰ som hensigtsmæssigt i opsporingen af den mis- eller dislykkede socialitet, der optræder på den anden scene som erstatning for den første, den umiddelbare scene.

Et hypotetisk individ konfronteret med verden såvel tilegner som skiller sig ud fra denne verden ved at blive person (“personne” – dvs. tildelt en maske). Selvet er denne person. Individet tilfælder i ejefaldet;⁵¹ ejefaldet består i det forhold, at noget bliver til Noget, ved at individet træffer en alternerende proklamation, hvilket giver anledning til artikulation: Det dér er mit! Mit bliver til i oplevelsen af dit. Mit forhold til (min tilegnelse af) dette og hint forholder sig til dit forhold til dette og hint, fordi tilegnelsen er ekskluderende. Så kan man for øvrigt strides, deles om etc. Men som individ kan man ikke være en anden. Selv når det er “man”, der vil være en anden, så er der en instans, der vil.⁵² Ved at individet i sin tilegnelsesfordring (mit) forholder sig til den anden (dig) og også til den andens forhold til sig selv (dit) – dennes tilsvarende tilegnelsesfordring i ejefaldet – artikuleres Du, og ved at træffe dit Du bliver Jeg til som person – dvs. som Noget der kan forholde sig til sig selv, thi dit du er mit du, og mit du er dit du.⁵³ Konfrontationen med verden afsætter et spaltet selv. Personen er per definition spaltet til forskel fra individet. Individet overkommer en differentiel herkomst, men personen genindfører det differentielle princip som en del af dispositionen.

Sådan kan man fortælle den hypotetiske historie om selvets herkomst som vellykket. Men når vi taler om det sociale selv, er det begrundet i, at en stor del af bemægtigelsestrangens aktioner⁵⁴ træffer på modstand – det være sig modstand fra andre individers bemægtigelsestrang i form af protester, det være sig egne protester over andres bemægtigelsestrang, det være sig vanskeligheder med afståelsen, med at afsætte grænser for udfoldelsesrummet, afslåede invitationer, eller det være sig simpel opakthed i genstandsfeltet. Hvad grunden så end måtte være, konstaterer man, at man konfronteres med det sagsforhold, at tilegnelsen er begrænset. Begrænsningen er den dis- eller mislykkede socialitet, hvor ‘hvad udad tabes, skal indad vindes’. Man forholder sig til Noget andet, men ikke nødvendigvis til den anden; man kan indtage den andens position som instans. Der kræves blot nogle få simple kategorier til at betegne indoptagelsen samt anføre et erstatningsspil med forvekslinger, hvor noget giver sig til kende som Noget andet og diagnostiseres som “betydningsting” – det vil sige udstanses som instans. Det er erstatningsspillet, og det gør sig gældende i hele den sociale formation (samfundsformationen, institutionsformationen, selvformationen). Jeg har allerede fremstillet tendensens logicitet, kræfterne i spil; kraft mod kraft, vilje mod vilje. Men nu skal vi se på selvfølgelighedernes dynamik – altså såvel dem, diagnosen afslører, som dem, den installererer. Kraft mod modstand, position mod position, forhold mod forhold, såvel gemenhed som konfliktualitet. Det sidstnævnte er at tilnærme sig artikulationen, den forvekslende tilkendegivelse, vi benævner med ærkekategorien erstatning eller tilsætning (rettere betegnet den forveksling, som den analyserende diagnose eller diagnosticerende analyse træffer, i form af såvel erstattende tilsætning som tilsættende erstatning).⁵⁵

Tesen er således tilmed:

For det første, at en socialanalytisk samtidsdiagnose kan bryde naturaliseringerne (individ-samfund, intra-extra etc.) ved at problematisere selvfølgelighederne.

For det andet, at det er et tragisk vilkår ved problematiseringen, at selvfølgelighederne erstattes (forhold til forhold, kraft-modstand, første-anden scene, aktiv-passiv etc.).

For det tredje, at historisering er den rette vej til denaturalisering.

For det fjerde, at det over-historiske er den tragiske omskrift.

Og hvad er så lige det hensigtsmæssige i det – ud over gentagent fremstillingsmæssigt at insistere på, at filosoferen er tesefremsættelse? Ja, det vil vise sig – efterlods. Thi diskursen intervenerer i sig selv, installerer det, den uddriver: den sociale excorsisme. Den er ikke mere sand, mere rigtig, mere korrekt, måske ikke mere hensigtsmæssig, men den er mere passende – selvom den er sin egen værste modstander.

Den diagnosticerende analytiker sporer forvekslinger som forglemmelser, fortalelser, forlæggelser og forgribelser. To immaterielle processer og to materielle processer. I den mest sociale af alle verdener ville der ikke være en anden scene. Den bliver til, fordi bemægtigelsestrangen (viljen til orden, tilegnelsen etc.) møder modstand. Det svarer helt til, at læsningen (“the reading”) møder modstand for interpretationen. Interpretor begrænses af sin egen afmagt, men det er modstandene, man protesterende skal bearbejde.